Renault har netop offentliggjort priserne på den nye elektriske Renault 5. Billigste koster 185.000 kr., den topudstyrede fås for 230.000.
Årets første billige elbil har nu meldt sin ankomst. Priserne på ikoniske og længe ventede Renault 5 E-Tech begynder ved særdeles rimelige 185.000 kroner. Dermed ryger den lille franske charmør ned i samme prisleje som Citroën ë-C3 og Hyundai Inster, der er 5.000 kr. billigere.
Renault 5 Evolution har et batteri på 40 kWh, der giver en rækkevidde på 300 kilometer. Elmotoren yder 90 kW (120 hk). I hjemmeladeren tager den 11 kW, i hurtiglader 80 kW, og dermed kan batteriet lades fra 15 til 80 procent på knap en halv time. Med til Evolution-udstyret hører bl.a. fartpilot, p-sensor bag, 2-zonet klimaanlæg, varme irattet, syv tommer førerdisplay og 10,1 tommer multimedieskærm samt 18 tommer stålfælge.
Opgradering til Techno koster 20.000 kr., og her af fartpiloten af den adaptive slags inklusive stop & go-automatik og aktiv vognbaneassistent. Styresystemet er det Google-baserede OpenR-multimediesystem med navigation, og dertil kommer bakkamera, trådløs opladning af mobiltelefonen, elektrisk foldbare sidespejle og 18 tommer alufælge.
Varmepumpe til alle
Renault 5 med Techno-udstyr fås også med 52 kWh-batteri. Her er rækkevidden 410 km, ydelsen 120 kW (150 hk), og den maksimale ladeeffekt er 100 kW. Pris: 220.000 kr.
Iconic er den topudstyrede 5’er med p-sensorer foran og langs siden, elektrisk justering af førersædet plus gult indtræk på sæder, døre og instrumentpanel. Plus sort tag. Den koster 230.000 kr.
Uanset batteristørrelse og udstyrsniveau har alle 5’ere varmepumpe, der bereder batteriet optimalt til hurtigladning selv ved lave temperaturer.
Metallak koster 5.500 kr., og vil man – fra Techno-varianten – forkæle øregangene med et ekstra godt anlæg, kan et Harman Kardon-lydsystem tilkøbes for 5.000 kr. Bilen må i øvrigt slæbe en anhænger på op til 500 kilo.
Retro-charmør
Assistenten Reno (sig navnet på fransk – oui, Renault) kan man bede om hjælp til forskellige funktioner, så man ikke skal pille ved skærmen. Reno vil man også kunne bede om at igangsætte opladning på et bestemt tidspunkt.
Da Hvilkenbil mødte den elektriske Renault 5 ved den internationale præsentation i Paris for 11 måneder siden, var der masser at begejstres over. Retro-charmen er der skruet helt op for, og Renault er med rette ret tilfredse med at kunne fortælle, at bilen er bygget hjemme i Frankrig med materialer fra europæiske leverandører.
Dér, hvor bilens umiddelbare svaghed er mest åbenlys, er på bagsædet. To styk gennemsnits-store danskere kan godt være der, men ikke på alt for lange ture. Og så skal dem i forsæderne ikke skrue sæderne helt i bund, for så kniber det med at mase fødder ind under sæderne. Desværre har den heller ikke et praktisk frunk – et rum til først og fremmest ladekabler under forreste hjelm.
Dertil er der grund til at gnide salt i garanti-såret, da Renault kun giver to års mekanisk garanti.
Renault 5 kan ses hos landets forhandlere i kommende weekend, og samtidig er der nu åbnet for bestillinger. Første kunder kan tage plads bag rattet i april. Find vej til bilen ved at klikke hér. (Fakta om bilen under annoncen)
Fakta Renault 5 E-Tech
Priser:
Evolution 40 kWh-batteri: 184.990 kr.
Techno 40 kWh-batteri: 204.990 kr.
Techno 52 kWh-batteri: 219.990 kr.
Iconic 52 kWh-batteri: 229.990 kr.
Specifikationer:
Længde/bredde/højde: 392/174/150 cm
Bagagerum: 326/1.106 liter
Anhængervægt: 500 kg
Egenvægt: 1.350/1.450 kg
Batteri: 40/52 kWh
Rækkevidde: 300/410 km
Ladeeffekt: 11 kW (AC) og 80/100 kW (DC)
Ydelse: 90/120 kW, moment: 215/245 Nm, forhjulstræk
Garanti (mekanisk/rust): 2/12 år
Garanti (batteri): 8 år/160.000 km
Af redaktionen