Tesla Model 3 gnistrer af gode idéer

Tesla-salget brager frem, og ejerne er godt tilfredse med selve bilen. Men værksteder og forhandlere trækker ned.
BILTEST: Nogle detaljer kræver tilvænning, men Teslas elektriske Model 3 er i en liga for sig, når det gælder nytænkning, betjening og køreoplevelse.
Hvilken bil?

Model 3 er Teslas første ‘folkelige’ elbil. Den blev lanceret i 2016, men først i sommeren 2017 begyndte produktionen. Og først i begyndelsen af 2019 blev de første modeller leveret til danske købere. Som fire-dørs sedan på størrelse med en BMW 3-serie har Model 3 ingen direkte konkurrenter. Slet ikke når man tager rækkevidden i betragtning. Long Range udgaven, som vi tester her, kører op til 560 km på en opladning. Alene det – sammen med stærke priser på grund af afgiftsfritagelse – gør Model 3 til en af markedets mest spændende elbiler lige nu. Long Range koster 450.000 kr. Du kan også få en standardudgave til 370.000 kr., mens den hidsig Performance koster 485.000 kr.

Vidste du at?

Model 3 er den mest hypede bil, som den californiske elbilproducent Tesla har sendt på gaden. Og det siger ikke så lidt: Blot en uge efter afsløringen, havde Tesla modtaget 325.000 forhåndsbestillinger.

I midten af 2017, da produktionen endelig begyndte, lå Tesla inde med 455.000 reservationer. Model 3 fik ikke desto mindre en svær fødsel. For første gang skulle Tesla seriefremstille en bil i store styktal. Tesla-stifter Elon Musk har omtalt opgaven som et ‘produktions-helvede’. Siden 2018 har der dog været stadig mere fart på produktionen. Tesla forventer fremover at sælge mellem en halv og en hel million Model 3 om året. Model 3 er p.t. verdens mest solgte elbil.

Hvordan er førerpladsen?

Bogstaveligt talt enestående – vi har aldrig set noget lignende: Al betjening er samlet i en centralt placeret skærm på 15 tommer. Her styrer du alt – selv handskerummet åbnes med et tryk på skærmen, mens speedometret er placeret i øverste venstre hjørne. Derudover findes der to knapper på rattet, der f.eks. justerer lydniveau og fartpilot. Udover knapper til elruder og de indvendige dørhåndtag er kabinen støvsuget for greb og instrumenter. At alt foregår via skærmen kræver tilvænning, men det fungerer faktisk, fordi det fuldstændig er som et betjene en iPad. Samtidig får Model 3-kabinen et stilrent udtryk. Kørestillingen er fremragende med et perfekt forhold mellem sæde, pedaler og det næsten lodretstående sportsrat. Desværre er sæderne lidt for bløde, så du savner bedre støtte på langturen.

Hvordan opleves kabinen?

Model 3 ser lav ud, men du sidder relativt højt. Forruden er dyb og giver et fremragende udsyn fremad, lige som sideruderne også lukker masser af lys ind. Det samme gælder glastaget, mens den højtplacerede bagklap gør det svært at overskue bagenden. Det gør bare ikke så meget, for et bakkamera sørger for widescreen-kig bagud.

Der har været talt meget om Teslas ‘amerikanske’ byggekvalitet. Model 3 er tydeligvis fabrikkens nyeste model – og de lærer hele tiden: Kun enkelte steder virker finishen lidt sjusket.

Bagklappen smækker med dåselyd, og store ujævnheder får de rammeløse vinduer til at knirke mod gummilisterne. Ellers er kabinen præget af bløde overflader og zen-agtig ro, og her er mere plads end i en BMW 3-serie.

Er sikkerheden i orden?

I dén grad. Euro NCAP crashtestede Model 3 i sommeren 2019 og uddelte lutter roser. Model 3s grundlæggende beskyttelse af passagererne fik den meget høje bedømmelse 96 procent, mens bilens aktive sikkerhedssystemer er de bedste, Euro NCAP nogensinde har testet. Det gælder bl.a. den automatiske nødbremse, der fungerer perfekt og helt forhindrede sammenstød i NCAP-testen. Beskyttelsen mod piskesmæld er også i top, mens der blev målt let øget belastning af brystkassen i den svære pæletest. Modsat de større S- og X-modeller, har Model 3 ikke elektriske men manuelle dørhåndtag. Det sikrer, at redningsmandskab altid kan åbne dørene udefra. Læs mere på euroncap.com. 

Hvordan kører den?

Bedre end forventet, ja nærmest sportsligt. Batterierne gør Model 3 til en tung bil, men vægten ligger lavt og er fordelt ligeligt mellem akslerne. Med to motorer er der ægte firehjulstræk, og Model 3 overbeviser med et særdeles solidt vejgreb. På Jyllands-Ringen er den overraskende svingglad; når du drejer på rattet, følger bilen øjeblikkeligt med ind i kurverne. BMWs fine 3-serie er lettere og mere atletisk, men Model 3 er ikke langt fra den tyske duks udi skarptslebne køreegenskaber. Vores største anke går på komforten: Skarpe ujævnheder slår igennem, og så er støjen fra dæk og vind i overkanten. Et problem som Tesla iøvrigt hævder at have løst på de nyeste udgaver af Model 3. Endelig fungerer den adaptive fartpilot ikke så godt som konkurrenternes.

Hvordan er motor og opladning?

De to elmotorer yder tilsammen 346 hk og et moment på knusende 527 Nm. Det vilde er, at effekten er tilstede fra nul omdrejninger.

At træde speederen i bund føles som at lette i en flyvemaskine. Her er ingen støj, ingen vibrationer, ingen gearskift – bare ét langt sug af kraft. Hvad angår kraftoverskud er Model 3 ganske enkelt overlegen.

Model 3 er blandt markedets mest langtrækkende elbiler – og ladetiderne er også til den gode side. Ifølge Tesla kan deres Supercharger-oplader give strøm til 270 km på blot en halv time. Hjemmeladning tager noget længere, her skal du regne med ca. syv-otte timer for en fuld opladning. Og så er en elbil ikke anderledes end en benzinbil, når du kører hurtigt: Når hastigheden runder 100 km/t, koster det energi. På motorvej kan du højst køre ca. 350-380 km på en fuld opladning.

Passer prisen?

Ja, og det skyldes også, at Model 3 som elbil nyder godt af en markant afgiftsfritagelse. Tilmed er den fuld af udstyr, så de fleste vil sagtens kunne leve med en standardudstyret Model 3. Sammenligner man præstationer og udstyr med eksempelvis en BMW 3-serie, skal man mindst op i hybridudgaven 330e aut. Sport Line til 589.000 kr. for at få noget, der nærmer sig Model 3 på plads og præstationer. Man kan endda argumentere for, at den firehjulstrukne M340i aut. til 868.000 kr. er et mere præcist match. At Model 3 er gunstig understreges af, at den typisk vil halvere driftsomkostningerne sammenlignet med en benzindrevet bil.

Er der alternativer?

Ganske få – konkurrenterne er kun lige ved at vågne op af deres elektriske Tornerose-søvn. Faktisk findes der ingen direkte rivaler til Model 3. Nissan Leaf er mindre og billigere, men kører også væsentligt kortere på en opladning. Kia e-Niro i crossover-design giver god værdi – og 450 km rækkevidde – for 335.000 kr., men er ikke så avanceret og kraftfuld som Model 3. Mercedes EQC kommer nok tættest på hvad angår luksus, kraft og plads. Som SUV har den dog et højere forbrug og dermed kortere rækkevidde på ca. 400 km. Til 680.000 kr. er den også markant dyrere end Model 3.

Konklusion:

For: Rækkevidde, power, sikkerhed, nytænkning.
Imod: Urolig adaptiv fartpilot, rullestøj.
Hvilkenbil siger:

Tesla Model 3 er ikke perfekt og kræver endda tilvænning med sin én-skærm-til-al-betjening. Der er også mange uafklarede spørgsmål omkring elbiler. Alligevel er vi stærkt begejstrede. Model 3 er mere end en miljøvenlig elbil. Den byder på så meget nytænkning, at den får andre biler til at fremstå gammeldags. Prøv den selv: At køre Model 3 er som at bevæge sig ind i fremtiden i dag.

FAKTA: Tesla Model 3 Dual Motor (4WD) Long Range

Vejl. pris, inkl. lev.: 450.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 8.000 kr.
Årlig ejerafgift: 660 kr.
Garanti (rust/batteri/mekanik): 12 år/8 år – 192.000 km/4 år – 80.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP):  *****
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 469/185/144 cm
Akselafstand: 288 cm
Bagagerum (for og bag): 542 liter
Køreklar vægt: 1.913 kg
HK/drejningsmoment: 346 hk/ 527 Nm
Batteri: 75 kWh
Rækkevidde (WLTP): 560 km
Forbrug (WLTP-norm): 160 Wh/km
Ladestik: CCS Type 2 (Tesla Supercharger, E.ON, Unity, Clever)
Max ladekapacitet pr. time: Indbygget lader: 11 kW (AC). Supercharger: Op til 250 kW (DC)
0-100 km/t: 4,6 sek
Topfart: 233 km/t

Særligt standard udstyr:

To elmotorer og dermed firehjulstræk, 2-zone klimanlæg, navigation med trafikmeddelelser i realtid, stemmestyring, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, AutoPilot, elruder og elspejle, eldrevne forsæder m. varme, læderrat, LED-lygter, 15-tommer trykfølsom betjeningsskærm, bakkamera, nøgleløs adgang og start, mobiltelefon som nøgle, premium lydsystem, FM-radio, USB og Bluetooth med mulighed for on-demand og internetradio, køreprofiler, panorama glastag, Connectivity med Spotify, Netflix og YouTube til streaming af media i bilen, trådløse softwareopdateringer via Wi-Fi og mobilnetværk, Tesla App med mulighed for at åbne, starte, forvarme og nedkøle bilen, 18-tommer hjul.

Ekstraudstyr:
Fuldt Selvstyrende Funktion til Autopilot: 50.000 kr.
Metallak: 8.400 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

REVIEW OVERVIEW
Tesla Model 3
tesla-model-3-gnistrer-af-gode-ideerBILTEST: Nogle detaljer kræver tilvænning, men Teslas elektriske Model 3 er i en liga for sig, når det gælder nytænkning, betjening og køreoplevelse. Hvilken bil? Model 3 er Teslas første 'folkelige' elbil. Den blev lanceret i 2016, men først i sommeren 2017 begyndte produktionen. Og først...

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here