Tesla overvejer mindre Cybertruck

tesla cybertruck

Salget af Teslas kontroversielle Cybertruck er stort set gået i stå. Løsningen kan være at lave en mindre pick-up, afslører Teslas chefingeniør.

Det kan ikke rigtigt skjules længere: Teslas hypede og kontroversielle kæmpe-pick up i rustfrit stål Cybertruck har udviklet sig fra medie-darling til kommerciel fiasko.

Tesla er i stand til at fremstille 250.000 Cybertruck om året. I år skal de være glade, hvis de kan sælge 25.000. Salget er kollapset og ingen tror længere på, at det kommer tilbage.

Problemer med pris og Musk

Cybertruck har flere problemer og det futuristiske design, som nogle sammenligner med en overdimensioneret sci-fi dørstopper, er det mindste af dem.

Værre er det med priserne, der blev langt højere end Tesla oprindeligt lovede. At Cybertruck af mange ses som den ’ondeste’ Tesla og dermed indbegrebet af alt det, mange ikke kan udstå ved Tesla-chefen Elon Musk efter hans nu ødelagte bromance med den amerikanske præsident Donald Trump, gør heller ikke noget godt for salget.

Fra top til flop

Sidste år var Cybertruck faktisk USA's bedst sælgende pickup i et land, der knuselsker deres kæmpestore varebiler med lad. Siden er Cybertruck i overført forstand gået helt i stå og atter overhalet af amerikanernes all-time favorit-bil, kæmpe pick-up’en Ford F-150.

Man skulle tro, at ydmygelsen ville få Tesla til at overveje at lave de mere almindelige elbiler, som flere gange har været verdens mest solgte. Men i et interview med Tesla-fans forleden, afslørede Teslas chefingeniør Lars Moravy, at man tværtimod overvejer at slå kontra. Løsningen kan være en ny, mindre pick-up:

”Vi har altid talt om at lave en mindre pick-up. Jeg tror, at i fremtiden, når der kommer flere og flere Robotaxier i verden, kigger vi på mulighederne og tænker, OK, den slags service er ikke bare nyttig for mennesker, men også for varer. I designafdelingen har vi afgjort overvejet, hvordan vi kan opfylde det behov,” sagde Moravy om udsigterne til en mindre pick-up.

Ford, Kia og RAM gør det

Mens en ny pick-up lyder som en dårlig idé set fra Europa, giver den lidt mere mening i USA, hvor pick-up’er sælger konstant godt.

Konkurrenter som Ford, RAM og Kia arbejder allerede på mellemstore, elektriske pick-up’er, der er et nummer mindre end den monumentale Cybertruck.

Mens det amerikanske hjemmemarked utvivlsomt er det bedste for pick-up’er, vil en mindre udgave af Cybertruck også kunne sælges i Europa. Den nuværende Cybertruck er 5,5 meter lang og passer meget dårligt til europæiske forhold. Tesla har da heller ikke fået typegodkendt Cybertruck i Europa, og hvis de laver en ny, mindre model, bliver den det formentlig aldrig.

’Plan B’

Lars Moravys bemærkninger får ekstra vægt af, at hans chef, Elon Musk, tidligere har sagt, at Tesla ville overveje en ’plan B’ i form af en mindre og knapt så kontroversiel model, hvis Cybertruck ikke blev en succes. Nu kan vi konstatere, at Cybertruck faktisk er endt som et flop. Det spændende er, om Elon Musk så aktiverer ’plan B’.

Kritikere af Elon Musks dispositioner, som der bliver stadig flere af, vil nok ønske sig en mindre elbil a la den ’Model 2’, der tilsyneladende aldrig bliver til noget. I stedet lancerer Tesla senere i år en discount-udgave af Model Y. Om den kan rette op på Tesla faldende salg er tvivlsomt.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here