Test: Ford Capri – kun navnet er kikset

BILTEST: Ford Capri markedsføres som en tilbagevendt legende. Det er den ikke. Men den er en gedigen og velkørende elbil til en rimelig pris.

Hvilken bil?

Ideen med at liste ind på bilmuseet og lade sig inspirere af hæderkronede kapitler i sit mærkes historie er en udbredt øvelse i bilbranchen. Hos Ford havde udviklingsafdelingen, inden kustoden på museet førte de udsendte hen til den beige-brune bil på podiet, sikkert skævet til Mini Cooper, Fiat 500 og Renault 5. Og tænkt, at ‘det er godt nok en god idé’. Her er vi så i dag med test af den nye Ford Capri. I rette tidsånd en elbil, forstås. I 1969 var Capri en 2-dørs coupé, den smarte udgave af Cortina og Taunus, lanceret som ‘Bilen, du altid har lovet dig selv’. Ford solgte 1,9 millioner, inden den blev kørt på museet i 1986.
Den nye Capri deler teknik med sin mere kantede bror Explorer. Så det vil sige, at den står på Volkswagen-koncernens MEB-platform. 
Capri koster 20.000 kr. mere end Explorer, så den starter ved 320.000 kroner med 52 kWh-batteri. Med 77 kWh-batteri er prisen 365.000 kr. Med 79 kWh-batteri følger firehjulstræk, og prisen er 385.000 kr.
Select-udstyret er basis og på ingen måde fedtet. Premium koster 15.000 rimelige kroner. Desværre er varmepumpe ikke standard. Indtil den bliver standard, bør den tilvælges. Pris: 8.325 kr.

Vidste du at?

Ford lancerede med konfetti og stort ståhej den genopstandne Capri med sloganet ‘The Legend is back’. Spørgsmålet er, om man ikke lige skal spise brød til. For hvor Minis, Fiats og Renaults referencer til fortidens ikoner sidder tæt på bullseye, så har Ford ramt noget ved siden af skiven med Capri-forsøget på at genoplive ligheder med legenden.
OK, de bageste sideruder er rundet på nogenlunde samme måde. Der kan ses ligheder i lygtedesignet, og de to huller på rattets nederste ‘arm’ fandtes vist også på Capri den første. Men ellers er der ikke mange hints til Capri den første.

Så at sige, legenden er tilbage, må vist mest betegnes som lir fra marketingafdelingens varmluftkanon.

Hvordan er førerpladsen?

Capri er som Explorer sin egen, men meget har et umiskendeligt VW-touch. Gearvælgeren, knapperne på dørsiden til bl.a. elruder, knapperne til elbagrude og lys og de efter min mening ikke optimalt fungerende haptisk feedback-knapper på rattet er taget direkte fra VW-hylderne.
Personligt havde jeg foretrukket, hvis Ford var gået Skoda-vejen og havde valgt flere brugervenlige trykknapper.
Styresystemet er Fords Sync 4, men også her fornemmes sammenfaldene med VW, og her skal det opfattes som en ros. Softwaren fungerer, reagerer hurtigt og er intuitiv at hitte rundt i. Testbilen er en Premium inklusive B&O-lydanlæg med en stor soundbar på toppen af instrumentbordet. AGR-forsæderne – merpris på beskedne 3.990 kr. – kan indstilles elektrisk, og de er intet mindre end fremragende. 
Coupéformen, den brede C-stolpe og de små, afrundede bagerste sideruder hæmmer udsynet bagud, når man skal tjekke for cyklister. 

Hvordan opleves kabinen?

Normalt vil en skrå coupé-bagrude stjæle hovedhøjde, men det er ikke tilfældet her. Tre voksne kan brede sig fint på bagsædet med tilstrækkelig plads til halvhøjt hår. 
Capri er 16 cm længere end Explorer, og alle centimeter er lagt til bagenden. Det betyder, trods crossover-coupé-formen, at Capris bagagerum sluger 100 liter mere end Explorer. Det er dog mindre regulært i formen, så det bliver lidt udfordrende, hvis man f.eks. har brug for at have plads til et større hundebur.
Bagagerummet har dobbeltbund, der kan give lidt mere plads. I det daglige giver det bedst mening at have gulvet i øverste position, så ladekablerne kan gemmes af vejen i underetagen. For et praktisk rum til kabler under forreste hjelm er man ikke beriget af.

Er sikkerheden i orden?

Alt det nødvendige aktive sikkerhedsudstyr for at score de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s test har Capri plus den vigtige airbag mellem forsæderne. Den fik da også fuld plade i 2024.
Den adaptive fartpilot fungerer blidt og overbevisende, så den er en behagelig rejsekammerat. Man skal dog spendere knap 13.000 kr. for at få en pakke, der holder bilen midt mellem vognbanelinjerne – bekvemt ved motorvejskørsel. Med i den pakke er også aktiv parkeringshjælp, head-up-display og 360 graders kamera.
Se Euro NCAP-testen her og se videoen herunder.

Hvordan kører den?

1969 er mange år siden, ved det godt. Men selv efter datidens målestok var Capri den første ikke overvældende komfortabel, og sporty var den slet ikke. Capri den anden er anderledes velfungerende. Den er en solid allrounder, hvor Ford tilmed har tryllet med køreegenskaberne. Sådan som de er kendt for. For sammenlignet med dem, som Caprien deler MEB-platform med – med undtagelse af Cupra Tavascan – kører den en anelse skarpere og styrer lidt mere direkte.
Alligevel er allround-egenskaberne fine. Den går ikke på kompromis med komforten, for ujævnheder opsuges elegant, og undervognen nærmest hviler i sig selv. Uanset om man motorvejscruiser eller passerer dybe frosthuller i asfalten.
Støjdæmpningen er Ford også sluppet godt fra, og trods en kampvægt på 2,2 ton får man den inspirerende baghjulstrækker-fornemmelse, når der accelereres lidt kvikt rundt i svingene. 

Hvordan er motor og opladning?

77 kWh-batteriet i testbilen med topudstyr plus lidt ekstra giver en rækkevidde i omegnen af 600 km. Den officielle rækkevidde er 6,9 km/kWh (14,6 kWh/100 km), og da prøven stod i to-tre graders varme og moderat vind, endte jeg på 5,6 km/kWh. Det er til den nøjsomme side og mere end godkendt.
77 kWh-batteriets maksimale ladeeffekt er 135 kW. Topmodellen med to elmotorer, 340 hk og et batteri på 79 kWh kan derimod lade med op til 185 kW. Ford og VW-koncernen ‘forsvarer’ sig med, at 77 kWh-batteriets ladekurve er flad.
Og det synes at være tilfældet. I lynlader var effekten det meste af tiden nær 120 kW og røg ikke under 105 kW, da jeg ladede fra 15-70 pct.
Rekuperation af strømmen kan som i VW-fætrene justeres med gearvælgeren ved at dreje den en ekstra gang fra ‘D’ til ‘B’. 

Passer prisen?

De 15.000 kr. fra basisudgaven Select til Premium er pengene værd. Springet fra 52 kWh-batteri til 77 kWh og 200 ekstra kilometers rækkevidde er 45.000 kr. og det er også rimeligt. To elmotorer og godt og vel 50 ekstra hestekræfter koster 20.000 kr. Det kan der heller ikke indvendes noget imod.

At en varmepumpe, der bl.a. optimerer batteriets evne til at lynlade, koster ekstra, bør Ford hurtigst muligt få lavet om på. Derimod er der ingen grund til at lave om på den beskedne merpris for AGR-forsæderne.

Som bedste Capri-køb vil Hvilkenbil anbefale den basisudstyrede Select med 77 kWh-batteri og en rækkevidde på 627 km til 365.000 kr. Plus varmepumpe og AGR-sæder, så lige knap 380.000 kr. Premiums Matrix-LED-forlygter, elektrisk bagklap, head-up-display og B&O-lydanlægget er lækkerier, og har man de sidste 15.000 kr., er de godt givet ud.

Er der alternativer?

Udgangspunktet for at sammenligne med konkurrenterne er den førnævnte Select med varmepumpe, 77 kWh-batteri og 627 kilometers rækkevidde til knap 374.000 kr.
‘Moderskibet’ VW ID.5 koster med Style+-udstyr 385.000 kr. Den i Kina-producerede Cupra Tavascan Endurance er nede i 335.000 kr. Den fornyede Skoda Enyaq Coupé 85 fås for 365.000 kr. Familiens fine, Audi Q4 Sportback e-tron 45, topper ved en frapris på 420.000 kr.

Så til fætter-kusine-festen ligger Capri prismæssigt placeret i midterfeltet.

Hvis vi forlader familien og kigger på de kinesisk-svenske fætre Polestar 2 Long Range og Volvo EC40 Plus, er prisen henholdsvis 415.000 og 374.000 kr. Den lidt mere trange BMW iX2 koster fra 410.000 kr. Peugeot E-3008, der i profil har så mange fysiske ligheder med Capri, at man skulle tro, at designerne har gået i samme skole, koster – når det ikke er kampagnepriser-tid – 371.000 kr.
Så alt i alt ligger Capri lige midt i et felt, hvor konkurrencen er benhård.
Hvis god garanti er et købs-argument, hænger Ford, Peugeot og Polestar gevaldigt i bremsen ved kun at tilbyde to års mekanisk garanti. Volvo giver tre år. VW, Skoda og Audi sluttede sig før jul til Cupras fem års garanti, og Kia og Hyundai havde i forvejen markedets bedste, mekaniske garantier.

Konklusion

For: Førerplads, effektivitet/rækkevidde, køreegenskaber, plads.
Imod: Ikke en rigtig retro-Capri, kun to års garanti, varmepumpe er ikke standard.
Hvilkenbil siger: 

Ford Capri er ikke en Ford Capri. I hvert fald ikke sådan som Ford fremstiller det. Det er stort set kun navnet, der er genbrug, så lad nu være med at pakke den elektriske VW-variant med Ford-logo ind i utålelig genopstandelse- og ‘The Legend’-snak.
Dét, Capri derimod er, er en noget så fint som en gedigen og velkørende elbil til en rimelig pris. Baseret på en velafprøvet teknik, hvor den lukrerer på, at VW ID.4 har taget det indledende skrald og udryddet børnesygdommene.
Ved tildelingen af stjerner ligger Capri lunt til fire styk, men kun to års mekanisk garanti piller den ene stjerne.

FAKTA: Ford Capri RWD Premium 

Vejl. pris: 379.990 kr.
Vejl. pris (billigste): 319.990 kr. (Standard Range)
Anslået kontantrabat: * 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 780 kr.
Garanti (bil/lak/rust): 2/2/12 år
Garanti (batteri): 8 år/160.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2024)
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 463/187/163 cm
Akselafstand: 277 cm
Bagagerum + frunk: 567/1.505 + 0 liter
Vægt: 2.114 kg 
Anhængervægt: 1.000 kg
Batterikapacitet (netto): 77 kWh 
Rækkevidde (WLTP): 598 km
Forbrug (WLTP): 6,85 km/kWh (14,6 kWh/100 km)
Forbrug i test: 5,6 km/kWh (17,9 kWh/100 km)
Ladeevne: Op til 135 kWh DC/11 kWh AC
Opladningstid: 28 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), ca. 5,3 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC) 
Effekt/moment: 210 kW (286 hk), 545 Nm, baghjulstræk
0-100 km/t: 6,4 sek
Topfart: 180 km/t
( * Anslået af hvilkenbil.dk)

Særligt standardudstyr:

Aut. nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, vognbane- og blindvinkeladvarsel, nødbremse for krydsende trafik bag, vejskiltegenkendelse, advarsel v. udstigning om bagfrakommende trafik, Matrix-LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, p-sensor for og bag, bakkamera, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og foldefunktion, 2-zonet klimaanlæg, 12-vejs elektrisk justerbart forsæde m. lændestøtte og memory, 6-vejs manuelt justerbart passagersæde, varme i forsæder og rat, ambientebelysning, kunstlæderindtræk, 5,3 tommer digitalt førerdisplay, 14,6 tommer infotainmentskærm, navigation, B&O-lydsystem m. 10 højttalere, subwoofer og soundbar, stemmebetjening af lydanlæg, Apple CarPlay/Android Auto, nøglefri adgang og betjening, mørktonede ruder bag, elektrisk bagklap, 20 tommer alufælge

Metallak: 6.000-7.500 kr.
Varmepumpe: 8.325 kr.
Elektrisk svingbart anhængertræk: 9.499 kr.
Førerassistentpakke (head-up-display, aktiv vognbaneassistent m. assisteret vognbaneskifte, 360 graders kamera): 12.540 kr.
AGR-forsæder (18-vejs delvist el-justerbare ergonomiske forsæder m. lændestøtte, ventilation og memory): 3.990 kr.
Panoramatag: 9.499 kr. 

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here