Test: Ny Mercedes er i en E-klasse for sig

mercedes e

BILTEST: Ladehybrider kan godt give mening, og dagens stjerne fra Stuttgart, Mercedes E 300 e stationcar, er et godt eksempel.

Hvilken bil? 

Med Mercedes E-Klasse er vi oppe i de højere, men bestemt ikke uinteressante luftlag. Testbilen, E 300 e stationcar, er nemlig en ladehybrid med så stort et batteri, der kan lade så hurtigt, at den giver god mening for de velbeslåede feinschmeckere, der ikke er klar til at gå 100 procent elektrisk.
I forhold til forgængeren er batteriet vokset fra 13 til 25 kWh ligesom i C-Klassen, så den elektriske rækkevidde nu er 112 kilometer, og man kan for knap 9.000 kroner tilkøbe muligheden for at hurtiglade med 55 kW. Altså på supermarkedets parkeringsplads lade et tomt batteri fuldt op på en halv time. Det giver store muligheder for at optimere den elektriske kørsel.
E 300 e stationcar koster fra 792.000 kr., hvilket er godt 37.000 kr. mere end sedanen. Som afgiftssystemet er skruet sammen, er opladningshybriden stadig den billigste E-Klasse og dermed, sammen med diesel-opladningshybriden til 815.000 kr., modelrækkens oplagte valg. 

Vidste du at?

Mercedes’ mellemstore model har et nærmest mytisk skær over sig. Første kom i 1953 og blev populært kaldt “Ponton”-modellen. Hvis ret skal være ret, var det dog først i 1994, at man officielt tog betegnelsen “E-Klasse” i anvendelse. En modelbetegnelse, der gennem tiden har sikret Mercedes betydelige indtægter.
Første stationcar kom i 1977 og er blandt Mercedes-kendere blot benævnt som 123’eren. Efterfølgeren fra 1984 med modelnavnet 124 fik kultstatus, man ser dem stadig derude, og det var med faceliftet af den, at betegnelsen E-Klasse blev til. 

Årgang 2024 har typebetegnelsen 214, og der er noget for enhver smag: Fra den relativt svagbrystede E 200 over både 4- og 6-cylindrede til en AMG-basse med 585 hestekræfter.

Hvordan er førerpladsen?

Hvis man vil have robust topfinish og topkvalitet, er E-Klassen stedet. Der kan med luppen ganske vist findes lidt hård plastik, men der er ikke det mindste knirk eller noget, der bare minder om en skarp kant. 
De elektrisk justerbare sæder er sublime, og instrumenteringen står stjerneklart. Foran føreren en 12,3 tommers skærm og i midten 14,4 tommer infotainment med nyeste MBUX-styresystem, der er tæt på exceptionelt, når det kommer til logisk layout og ubesværet brugervenlighed.
Man bliver hurtigt dus med betjeningen, dog med ét minus. For touchknapperne på rattet kan være vanskelige at dosere rigtigt. Må jeg bede om nogle knapper, der klikker og klart fortæller mine fingerspidser, at nu har jeg gjort det, jeg gerne ville.

Hvordan opleves kabinen?

Den massive kardantunnel i midten kan være en udfordring for personen på midterste bagsæde. I forhold til elbiler med fladt gulv er forskellen markant, hvilket på ingen måde gør bagsædet trangt. Bare lidt besværligt for personen i midten at installere fødderne.
Ellers er pladsen rigelig til både brede skuldre og lange ben. Bedømmelsen af bagagerummet trækker også lidt ned, da opladningshybridens batteri fylder godt op under gulvet og reducerer stationcarens bagagevolumen fra 615 til 460 liter.

Er sikkerheden i orden?

E-Klassen er beriget af nyeste aftapning af avancerede, aktive sikkerhedssystemer. Blandt andet en adaptiv fartpilot, der automatisk kan justere hastigheden efter fartgrænserne og en avanceret vognbaneassistent.

Mercedes-systemerne fungerer med en kompetent blidhed, som får en til at ønske særligt kinesiske elbilers hypersensitive assistentsystemer langt bort.

EU-lovgivning kræver færdselstavle-aflæsning og en dertil hørende alarm, som aktiveres i selvsamme øjeblik, man overskrider hastighedsgrænsen med 1 km/t. Nogle bilproducenter vælger at montere en meget velkommen genvej – det gælder bl.a. også Mercedes – så man kan slå den såkaldte “assistent” fra med et enkelt tryk på en knap.
Den nyeste E-Klasse er ikke testet af Euro NCAP.

Hvordan kører den?

Indtrykket af E-Klassen er komfortabel afdæmpethed og en urokkelig stabilitet. Som opladningshybrid er vægten et stykke over to ton, og derfor er den ikke en sportsvogn, men uanset om man cruiser ud ad lande- eller motorvejen, eller man napper et par vejsving lidt kvikt, løser den opgaverne kompetent og uden den mindste nervøsitet.
Ujævnheder, hvad enten det er hårde kloakdæksler eller vaskebræt ved vejarbejde, opsuger undervogn og affjedring overlegent, og styretøjet er dejligt stramt og præcist.

Hvordan er motoren?

Samspillet mellem el- og benzinmotor er sømløst og udramatisk. Selv når det 25 kWh-store batteri er tappet for strøm, er der power nok til elektrisk igangsætning, og benzinmotoren er oftest blid i sin til- og frakobling.
Genindvinding af strøm ved nedbremsninger kræver tilvænning og gefühl for ikke at opleve små ryk, som synes at komme i forbindelse med den 9-trins automatgearkasses nedgearinger i kombination med motorbremse. 
Fuldt opladet hev jeg over 80 blandede kilometer ud af batteriet. Det geniale ved at investere knap 9.000 kr. i muligheden for at kunne hurtiglade med op til 55 kW er, at man kan sætte stikket i en kraftfuld oplader, mens man er på indkøb eller til møde, og når man kommer ud, er der ‘tanket’ strøm til ny omgang kørsel på ren el.
Benzinmotoren har fire cylindre, og den kan under acceleration være lidt diesel-grovkornet i det. Ved jævn hastighed er der ro på.
At man så vidt muligt skal udnytte muligheden for at have strøm på batteriet understreges af, at benzinøkonomien på længere strækninger med tomt batteri er lettere anstrengt. Efter 300 kilometers motorvejskørsel, hvor de første 40-50 km var på strøm, endte benzinforbruget på knap 13 km/l.

Passer prisen?

Kvalitet koster. Mercedes koster, og ja, knap 792.000 kr. er noget af en sjat. Men man får altså også et veludstyret stykke højkvalitet, som man ikke kan andet end føle sig ualmindeligt godt tilpas i.
Opladningshybriden E 300 de, hvor benzin er skiftet ud med diesel, koster 815.000 kr., men udmærker sig ved at kunne køre noget længere på literen, når batteriet er tomt.
Billigste ikke-opladningshybrid, E 200, koster lidt over 10.000 kr. mere, og billigste diesel, E 200 d, koster 840.000 kr. Merprisen i forhold til lillebror C-Klasse med samme motor er omkring 100.000 kr., men man får altså noget mere plads.
Ekstraudstyr koster kassen, især hvis man begynder at krydse af på listen over udstyrspakker. Så pas på med det.

Er der alternativer?

Siden lang tid før årtusindskiftet har Mercedes’ mest indædte konkurrenter været landsmændene Audi og BMW og henad vejen også Volvo. Men når det kommer til opladningshybrider, findes der reelt kun en af de traditionelle tilbage, og det er Audi, der byder på A6 Avant TFSI e. De fire ringe i næsen kan så rigeligt måle sig på prisen, da den fås fra 676.000 kr. Men den kan ikke måle sig på hverken elektrisk rækkevidde eller ladeeffekt, da den højst kan køre 65 km på ren el, og da den maksimalt kan lade med 7,4 kW.
BMW 5-serie findes ikke som opladningshybrid, og Volvo V90 er udgået.
Vi kommer selvfølgelig ikke udenom at nævne den nærmeste, elektriske konkurrent, nemlig Mercedes EQE. E 300 e sedan koster lidt over 750.000 kr., og EQE 350+ AMG Edition med 688 kilometers rækkevidde er i runde tal 100.000 kr. billigere. Så hvis man kan få sit liv til at hænge sammen med en elbil, og hvis man kan undvære stationcarens herligheder, så overvej EQE.

Konklusion:

For: Komfort, rækkevidde på el, aktiv sikkerhed, betjening.
Imod: Kardantunnel, batterier stjæler bagagerum, pris på ekstraudstyr.
Hvilkenbil siger:

Trods fornyet, global salgsfremgang vil opladningshybriderne med tiden blive udkonkurreret af de rene elbiler, men lige nu vil en bil som E 300 e give rigtigt god mening for nogle. Den elektriske rækkevidde imponerer, og kvaliteten er i top. Bilen er noget nær komplet, og få biler har jeg følt mig bedre tilpas i.

FAKTA: Mercedes-Benz E 300 e stationcar

Vejl. pris, inkl. lev.: 792.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 30.000 kr.
Privatleasing: Ikke oplyst 
Årlig ejerafgift: 780 kr.
Garanti (mekanisk/lak/rust): 2/2/2 år 
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 8 (inkl. center- og knæairbag)
Længde/bredde/højde: 495/188/147 cm
Bagagerum (min/max): 460/1.675 liter
Vægt: 2.255 kg
Anhængervægt: 2.100 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter turbobenzin + elmotor
Ydelse: 204 hk (benzinmotor) + 129 hk (elmotor)
Transmission: 9-trins aut., baghjulstræk
Systemeffekt: 313 hk
Batteri: 25,4 kWh
Ladekapacitet: 11 kW AC
Ladetid: 2,5 timer (11 kW AC)
Rækkevidde på el: 112 km
Rækkevidde i test: 85 km
Forbrug (EU-norm): 166,7 km/l (14 gram CO2/km)
Forbrug i test: 12,9 km/l
0-100 km/t: 6,5 sek
Topfart: 227 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistregistrering, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkel-assistent, vejskiltegenkendelse, nødopkald, træthedsregistrering, adaptive High-performance LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, aktiv parkeringsassistent, p-sensor for og bag m. bakkamera, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbare forsæder m. varme og lændestøtte, aut. nedblænding af bakspejl og sidespejle, regnsensor, 12,3 tommer digital instrumentering, 14,4 tommer infotainmentskærm, lydanlæg, bluetooth, Apple Carplay og Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, navigation, stemmestyring, nøglefri start, elektrisk bagklap, metallak, 19 tommer alufælge. (* Anslået af hvilkenbil.dk)

Ekstraudstyr:

DC-lader (55 kW): 8.824 kr.
Førerassistentpakke Plus (bl.a. vognbaneassistent bag, aktiv styreassistent, aktiv hastighedstilpasning, aktiv assistent v. vognbaneskift, rutebaseret hastighedstilpasning): 42.881 kr.
Vinterpakke (varme i rat og spinklerdyser): 6.354 kr.
Head-up-display: 18.530 kr.
Sideairbags bag: 6.354 kr.
Varme i bagsæde: 6.354 kr.
Anhængertræk: 9.804 kr.
Burmester Surround Sound System: 20.383 kr.
Servolukning af døre: 9.707 kr.
Avantgarde Advance Plus-pakke (bl.a. digital light, 360 graders kamera, memorypakke til forsæder): 47.644 kr.
Speciallakering: 17.470-54.703 kr.
Panorama-glasskydetag: 31.234 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here