BILTEST: Mini er gået fra extra small til small og er blevet mere moden uden helt at have mistet sin ungdoms glød.
Hvilken bil?
Mini kan ganske kort beskrives som bilernes svar på en iPhone. På alle målbare parametre er der blot tale om en lille bil med ordinær teknik, som koster det dobbelte af konkurrenterne, der kan det samme. Men en Mini er ikke som de andre. Den er et gennemdesignet (her i tredje generation endda af danske Anders Warming) livsstilsprodukt, der som bonus er aldeles underholdende at køre. Her har vi fat i dieseludgaven med en helt ny, 3-cylindret, 1,5-liters motor.
Vidste du at?
Den første genfødte Mini, som debuterede for hele 15 år siden, kunne fås med en 1,4-liters dieselmotor, som BMW købte hos Toyota. Hvilket er paradoksalt i og med, at Toyota i dag køber dieselmotorer til Verso og Avensis hos BMW. Japanerne må dog nøjes med BMW’s ældre 1,6-liters og 2,0-liters motorer, mens Mini årgang 2015 er bevæbnet med den nyeste, downsizede teknologi med blot tre cylindre.
Hvordan er førerpladsen?
Sædet er monteret, så asfalten kildrer bagdelen, rattet står næsten lodret og er tykt som en skovhuggers underarm og forruden er reduceret til et smalt skydeskår. Det er en bil, som råber på at blive kastet ind i svingene.
Når det er sagt, er kabinen også første sted, du mærker, at bilen er modnet. Den rå plast fra forgængerne er erstattet af store LCD-skærme, bløde overflader og farvede lysdioder.
Hvordan opleves kabinen?
Interiøret er kompromisløst indrettet til at en ikke alt for svær eller lang fører kan vride sig ned i sædet og placere sig i en aktiv, opret kørestilling. Trods det at Mini er vokset gevaldigt i ydre proportioner, vil du finde mere plads og praktisk indretning i de fleste andre, almindelige minibiler. Når det er sagt, er Mini-kabinen klart mere rummelig end især den første generation.
Er sikkerheden i orden?
Mini Cooper opnåede ikke fem stjerner, men måtte nøjes med fire ved Euro NCAP crashtesten sidste år. Konstruktionen er såmænd sikker nok, men Mini mangler standard-sikkerhedssystemer som automatisk nødbremse for at kunne hive den sidste stjerne hjem efter de nye 2015-regler. Vil du have intelligent sikkerhedsudstyr i din Mini, må du ty til ekstraudstyrslisten – og det koster. Læs mere på sikkerbil.dk
Hvordan kører den?
Det overordnede indtryk er, at Mini næsten har udviklet sig til at ligne første generation BMW 1-serie. Ikke sådan forstået, at den opfører sig som en baghjulstrækker. Men modellen er gået fra “bare” at være en benhård bisse til at være en fuldendt køremaskine, der trods sin beskedne størrelse glimrer ved at være lige så kompetent på langturen som på den snoede bivej.
Hvordan er motoren?
I første – og tildels også anden – generation af nye Minier, virkede dieselmotoren decideret malplaceret. Den støjende og lidt træge karakter spændte simpelthen ben for Miniens køreglade natur.
Den nye maskine er helt anderledes letløbende og leverer sine solide 270 Nm helt nede ved 1750 o/min. Men der er også skår i glæden. Motorlyden er især udefra temmelig ucharmerende, og effekten klinger hurtigt af, når nålen stryger opad i omdrejningstælleren.
Passer prisen?
Tænk et øjeblik tilbage på sammenligningen med en iPhone. Vurderet på målbare parametre hænger prisen på 272.780 kr. for testbilen uden ekstraudstyr naturligvis slet ikke sammen. Læg udstyr som klimaanlæg, fartpilot og bluetooth til prisen, og vi lander på 326.127 kroner, hvilket rækker til en pænt udstyret firmavogn i Passat-klassen. Men elsker du at køre bil, har du ingen større pladsbehov og er hovedpuden foret med pengesedler er der få steder, du får mere sjov for dine kontanter.
Er der alternativer?
Ja, og hvor relevante de er, afhænger lidt af dine præferencer. Er du ude efter livsstil men vil ikke ligne alle de andre ejendomsmæglere, kan du kigge nærmere på Audi A1, Citroën DS3 eller Alfa Romeo MiTo. Et frækt bud kunne også være BMW’s egen eldrevne i3 til 282.000 kr., der giver dig plusser i bogen hos de bysmarte øko-entusiaster. Er du primært ude efter sporty køreegenskaber og rå performance rækker pengene for Minien til f.eks. en 182 hk Ford Fiesta ST eller en 204 hk Kia Ceed GT.
Læs også:
Mini 5-door – hundehus med bagindgang
Mini Cooper S – wouw for et hundehus
Konklusion:
For: Unikt design, fantastiske køreegenskaber.
Imod: Høj pris, lav praktik.
Hvilkenbil siger:
Den lille Mini er blevet næsten voksen – men har bevaret sine sprælske køreegenskaber og sit unikke design. Har du pengene, er den stadig yderst attraktiv.
FAKTA: Mini Cooper D 1,5 TwinPower Turbo
Vejl. pris, inkl. lev.: 272.780 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.160 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 28,6 km/l (92 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 19,4 km/l
Længde/bredde/højde: 382/173/141 cm
Bagagerum: 211 liter
Vægt: 1.210 kg
Motor: 3 cyl., 1,5 liter, turbodiesel
Effekt: 116 hk/270 Nm
0-100 km/t: 9,2 sek.
Topfart: 205 km/t
Særligt standard udstyr:
ISOFIX-beslag til barnestole, servotronic-servostyring, start/stop-funktion, sædevarme, aircondition, Dynamic Stability Control inkl. Dynamic Traction Control og elektronisk spærredifferentiale, USB og AUX-In samt opvarmede sprinklerdyser.
Metallak: 5.485 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Ekstraudstyr testbil: Regnsensor: 2.633 kr. Klimaautomatik: 8.118 kr. Radio Mini Visual Boost: 10.971 kr. Bluetooth-pakke inklusiv Armlæn, Multifunktions-læderrat og fartpilot: 14.040 kr. 16” vinterhjul: 12.100 kr.