BILTEST: Er en elbil ikke en mulighed, en SUV utænkelig, og kravet plads og udstyr til overflod, er den nye VW Passat et oplagt bud.
Hvilken bil?
VW Passat er en klassiker. Den store firma- og familiebil så dagens lys i 1973, og siden er der solgt 34 millioner. Passat årgang 2024 er niende generation, og selvom den langsigtede Volkswagen-strategi er elektrisk, er der stadig plads til en god, gammeldags fossildrevet Passat med oceaner af plads.
Den 4-dørs sedan har Volkswagen valgt at pensionere, så Passaten findes nu kun i den populære stationcarudgave, kaldet Variant. Under motorhjelmen findes både ren benzin, opladningshybrid med benzinmotor og diesel.
Benzineren 1,5 eTSI koster fra 470.000 kr., opladningshybriden eHybrid fra 480.000 og dieselen 2,0 TDI fra 500.000 kr. Alle har dobbeltkoblingsgearkasse, og basisudstyret i Business-versionen omfatter blandt andet en solid sikkerhedspakke, fuld LED-lygter, 3-zonet klimaanlæg, de såkaldte ergoActive-sæder med massage og navigationsanlæg.
Elegance-versionen koster 30.000 kr. mere og forsøder tilværelsen med flere airbags, bl.a. den vigtige mellem forsæderne, intelligente Matrix LED-forlygter, head-up-display og en større infotainmentskærm (15 tommer).
Vidste du at?
I 2021 overtog Skoda udviklingsarbejdet, og i dag bygges både Superb og Passat på tjekkernes fabrik i Bratislava, Slovakiet.
Superb og Passat er mere ens end nogensinde, og set fra siden kan man sagtens tage fejl af de to. Tidligere ville storebror VW næppe have fundet sig i den kopiering, men grundlæggende er det en tysk anerkendelse af tjekkernes kunnen.
I modsætning til VW Passat fås Skodaen stadig i en ikke-stationcarudgave. Nemlig en 5-dørs hatchback med stor bagklap.
Hvordan er førerpladsen?
For det første er det rigtig rart igen at tage plads i en nyproduceret Volkswagen med fysiske trykknapper på rattet. Man har lyttet til kritikerne og fjernet de indimellem meget svært dosérbare ‘tryk og swipe’-knapper. Herfra skal lyde en tak for det tiltag.
Passat fås kun med dobbeltkoblingsgearkasse (DSG), og man har gjort som i ID-modellerne og flyttet gearvælgeren fra midterkonsollen til en stilk på højre side af rattet. Og integreret betjeningen af vinduesviskerne i blinklys-stilken. Det fungerer fint og har samtidig frigjort en del plads til mobiltelefon, kopholdere og opbevaringsrum i midterkonsollen.
ErgoActive-sæderne er fremragende, og den 15 tommer store infotainmentskærm står tindrende klart. I topmenuen kan man vælge at fastlægge en række menupunkter til de mest benyttede, og nederst på skærmen er symbolerne til regulering af klimaanlægget nu oplyste. Også tak for det.
Head-up-display er standard i Elegance-versionen, og det bliver man glad for. Min begejstring for stemmeassistenten IDA er knap så hjertelig, da hun stadig har potentiale til forbedring. I løbet af testugen kom vi ikke på bølgelængde, men øvelse gør vel mester, og så skulle opdateringer ‘Over The Air’, inklusive kunstig intelligens i form af ChatGPT, henad vejen gøre IDA mere omgængelig.
Hvordan opleves kabinen?
Pladsen var i forvejen fremragende og er nu nærmest gigantisk. VW Passat er vokset 15 centimeter i længden, er nu 492 cm, og der er blevet fem centimeter ekstra mellem akslerne til glæde for langbende bagsædepassagerer.
Mere kræs for bagsædepassagererne er det 3-zonede klimaanlæg og to USB-C-udtag.
Det enorme bagagerum napper 690 liter, 1.920 med bagsæderyglænet foldet ned. Vælger man opladningshybriden, stjæler batterierne plads, og man kommer ned på mere gennemsnitlige 510 og 1.770 liter.
Skoda-sloganet ‘Simply Clever’, der er eksempler på små, gennemtænkte løsninger, har man på fabrikken i Bratislava taget med over i Passaten. Blandt andet i form af en paraply gemt af vejen i et praktisk rum i fordøren.
Er sikkerheden i orden?
VW Passat er endnu ikke testet af Euro NCAP, men får den ikke de maksimale fem stjerner, når det kommer dertil, vil det være en kæmpe overraskelse. Og en lige så stor skuffelse.
Den har alt det nødvendige og forventelige passive og aktive sikkerhedsudstyr. Den adaptive fartpilot og aktive vognbaneassistent virker overbevisende og uden den mindste nervøsitet. Passat er en tillidsvækkende bil.
Hvordan kører den?
Fokus i den store folkevogn er lagt på komfort. Det gode er, at vægten er holdt under 1.700 kilo, og det gør oplevelsen mere allround end i den mere end 500 kilo tungere elektriske ID.7.
I Passat er der ingen ubehageligheder ved mødet med vejbump og dybe huller, på motorvej er den klippestabil, og fornemmelsen af et direkte styretøj og en hurtigt reagerende respons er imponerende for så stor en bil. Bevares, den excellerer ikke i køreglad super-entusiasme, men er præcis og pålidelig.
Ydermere kan man glæde sig over, at støj fra vind og vej er fornemt dæmpet, selv med testbilens 18 tommer fælge.
Hvordan er motoren?
1,5 liter og 150 hestekræfter føles en smule spagt til så stor en bil. Som nævnt er vægten dog holdt godt nede, så skal der sprintes, kan der sprintes. Men ubesværet og elegant er lydbilledet ved afviklingen af en hurtig overhaling ikke.
Det lille ‘e’ foran TSI betyder noget i retning af ‘meget mild-hybrid’. Pakken består af et 48 Volts-system med en remtrukket generator, der yder 15 kW og virker som en lille, elektrisk ‘booster’. Samtidig har den 4-cylindrede motor cylinderfrakobling, så den ved jævn hastighed og lavt omdrejningstal automatisk frakobler to cylindre.
Samtidig er bilens luftmodstandskoefficient, også kaldet cw-værdi, faldet fra 0,31 til 0,25. De optimeringer skal tilsammen hive så mange kilometer som muligt ud af dråberne i tanken. På papiret står den til 18,2 km/l. Jeg kørte en del motorvej og nåede 17,1 acceptable kilometer på literen.
Et lille irritationsmoment er den måde, som mekanik og elektronik afvikler kombinationen af motorbremse og nedgearing. Samme opleves i andre biler med dobbeltkoblingsgearkasser: Nemlig at der til sidst i nedbremsningen frem mod fuldt stop kommer et uharmonisk ‘skub’, der forstyrrer bestræbelserne på en blid og glidende nedbremsning.
Passer prisen?
Omkring en halv million kroner er umiddelbart ganske mange penge. Man får dog ekstremt meget plads, og mængden af standardudstyr er gavmild. Merprisen på 30.000 kr. for at opgradere til Elegance-udgaven er et tilbud, man skal takke ja til.
Bedste bud er Passat eHybrid, altså opladningshybriden. Den biltype er stadig belønnet af afgiftslempelser, så den koster beskedne 10.000 kr. mere end den 1,5 liters mild hybrid. eHybrid, der tidligere hed GTE, kan tilmed køre over 100 kilometer på ren el og kan lade helt op på to en halv time.
Lillebror Golf Variant koster i Style-udgaven, som skal til for tilnærmelsesvist at kunne sammenlignes med Passat, minimum 445.000 kr., og dermed er storebror klart at foretrække.
Er der alternativer?
Hvor klassen tidligere bød på en god håndfuld stationcars – udover Passat var det blandt andre Ford Mondeo, Citroën C5, Opel Insignia, Toyota Avensis, Mazda 6, Peugeot 508 og Skoda Superb – er eneste konkurrenter i dag Peugeot 508 og søsterbilen Superb. De andre er kørt på bilkirkegårdene.
Passaten i laveste udstyrstrim koster 470.000 kr. og selvom man ikke kan sammenligne én til én på udstyr, så skal man nærmest op i mellemmodellen Superb Selection for at kunne matche Passat Business. Og så er prisen den samme, altså 470.000 kr. Peugeot 508 SW fås i øjeblikket kun med dieselmotor til 490.000 kr. Altså 10.000 kr. mindre end Passat Variant TDI.
Vi kommer ikke udenom at kigge på den elektriske Passat stationcar, ID.7 Tourer. Den særdeles veludstyrede Style med 77 kWh-batteri og 600 kilometers rækkevidde koster 487.000 kr., altså mindre end Passat Variant Elegance 1,5 eTSI. Til gengæld er den noget billigere i drift.
Konklusion:
For: Plads, udstyr, sæder.
Imod: Drivlinje, ligner Skoda Superb
Hvilkenbil siger:
FAKTA: VW Passat Variant eTSI Elegance
Vejl. pris, inkl. lev.: 499.995 kr.
Anslået kontantrabat: * 20.000 kr.
Privatleasing: 5.999 kr./måned (førstegangsydelse 25.000 kr., 15.000 km/år, leasingperiode 12-36 måneder)
Årlig ejerafgift: 1.280 kr.
Garanti (mekanik/lak/rust): 2/3/12 år
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 9 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 492/185/152 cm
Bagagerum (min/max): 690/1.920 liter
Vægt: 1.627 kg
Anhængervægt (u/m bremser): 750/1.900 kg
Motor og transmission: 4 cyl., 1,5 liter turbobenzin, 7-trins dobbeltkobling (DSG), forhjulstræk
Effekt: 150 hk
Forbrug (EU-norm): 18,2 km/l (123 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 17,1 km/l
0-100 km/t: 9,2 sek
Topfart: 222 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkelassistent, advarsel mod krydsende trafik bag, vejskiltegenkendelse, Matrix LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, head-up-display, p-sensor for og bag, bakkamera, Park Assist, 3-zonet klimaanlæg, aut. nedblænding af bakspejl, regnsensor, Ergo Active-forsæder (højdejusterbare, lændestøtte og m. varme og massage), varme i rattet, 15 tommer infotainmentskærm, stemmestyring, lydanlæg m. 8 højttalere, DAB-radio, Apple CarPlay/Android Auto, bluetooth, trådløs opladning af mobiltelefon, navigation, 3 USB-C-stik, nøglefri betjening, elektrisk bagklap, 17 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 6.995-21.995 kr.
Anhængertræk (svingbar krog og Trailer Assist): 19.995 kr.
Førerassistentpakke (bakkamera med Area View, der viser området omkring bilen på infotainmentskærmen, Travel Assist, der afpasser hastighed efter vejen, samt elektrisk børnesikring på bagdøre): 12.995 kr.
Vinterpakke plus (varme i forrude og bagsæde): 7.995 kr.
Sideairbags bag: 9.995 kr.
Bagagerumspakke (bagagerumstnet og variabel bund): 4.995 kr.
Interiørpakke (perforerede lædersæder m. længdejusterbar siddehynde, memory, klima og massage, aut. nedblænding af venstre sidespejl): 19.995 kr.
Akustikpakke (lydisolerede ruder og tonede ruder bag): 12.995 kr.
Harman Kardon-lydsystem (13 højttalere, subwoofer, 700 Watt-forstærker): 15.995 kr.
Panoramasoltag: 24.995 kr.
18 tommer alufælge: 9.995 kr.
19 tommer alufælge: 19.995 kr.
Af redaktionen