BILTEST: Polestar 3 oser af kvalitet og kører tæt på fremragende. Men skærmbetjening og mangel på oplagt udstyr rokker ved indtrykket.
Hvilken bil?
Polestar 3 er den lavere og noget mere sporty udgave af den 7-personers SUV-kolos Volvo EX90. En stor del af teknikken er den samme, men i modsætning til Volvo-flagskibet har Polestar 3 kun plads til fem.
Polestar 3-prisen begynder ved 685.000 kr. Single motor har 220 kW (299 hk), et batteri på 107 kWh, rækkevidden er 706 km og den maksimale ladeeffekt 250 kW.
Vi tager udgangspunkt i mellemmodellen med to elmotorer. Rækkevidden er barberet ned til 636 km, og ydelsen skruet op til 485 hk. Den koster fra 735.000 kr. “Fra”, fordi man nærmest bliver nødt til tilføje en Pilot-pakke til 25.000 kr. med mere af det intelligente sikkerhedsudstyr. Udstyr, som efter Hvilkenbils mening burde være standard i en bil til den pris. Adaptive forlygter skal man give 23.000 kr. for.
Med Performance-pakke – højere ydelse, intelligent og stramt chassis sat op til seriøs sport, Brembo-bremser med gyldent lir på kalibrene – stiger prisen fra 735.000 til 815.000 kr. De førnævnte pakker skal stadig tilkøbes.
Som Volvo, Zeekr, Lotus og Lynk & Co er Polestar ejet af kinesiske Geely, men i modsætning til fremadstormende Zeekr, der er en direkte konkurrent til Volvo og Polestar, benytter Polestar 3 og Volvo EX90 indtil videre 400 volts-teknologi. Begge blev kraftigt forsinket af software-problemer, og dermed er de reelt blevet teknisk overhalet af deres eget søstermærke. Zeekr 7X har den nyeste 800 volts-teknik med en maksimal ladeeffekt på 480 kW.
Polestar er i modsætning til Volvo og Zeekr ikke kørt med på fem års garantibølgen. Her må man stadig nøjes med to års mekanisk garanti, og det synes importøren ikke at ville ændre på.
Vidste du at?
Polarstjernen – Nordstjernen – der var inspirationskilde til navnet Polestar, da mærket blev grundlagt i 1996 i Göteborg som et motorsports- og tuningsfirma, blev i 2015 købt af Volvo og blev dermed Volvos officielle tuningspartner. A la BMW’s M-afdeling og Mercedes’ AMG.
Fem år tidligere solgte amerikanske Ford Volvo for en slik til kinesiske Geely, og ret skal være ret: Det kinesiske ejerskab har indtil videre kun gjort Volvo godt. Geely har samtidig været garant for Polestars overlevelse. Siden første model i 2019 har mærket været en endog særdeles skidt forretning.
Polestar 1 var en opladningshybrid, der kun blev produceret i 1.500 eksemplarer. I 2020 kom Polestar 2, men en udbygning af modelrækken lod vente på sig. 4 kom til før problembarnet 3, nu er 5’eren netop blevet vist på biludstillingen i München, og her i 2025 er der for første gang lidt positivt at sige om økonomien. Sammenlignet med første halvår 2024 er salget i 2025’s første seks måneder steget med 51 procent, omend der med 35.000 solgte stadig er langt op til de 124.000, som var det kuldsejlede mål for 2023.
Om det mindre negative halvårsregnskab og endnu en model på trapperne giver næring til optimisme, afhænger nok af øjnene, der ser. Opgaven for Polestar består i at overbevise hovedkontoret i Hangzhou om, at mærket har en fremtid.
Hvordan er førerpladsen?
Minimalistisk og stilren med nærmest totalt fravær af fysiske knapper, fremragende sæder og en stor, opretstående 14,5 tommer-skærm med krystalklar grafik er den korte udgave af førerpladsen.
Navigation og stemmestyring er leveret af Google, og det er ikke kun intuitivt, men også velfungerende. Skærmen reagerer hurtigt, men der er udfordringer. Tilsyneladende ikke helt på højde med dem, så Hvilkenbil-redaktør Jens Velling irriteredes over, da han testede Volvo EX90, men delvis lig dem, han oplevede i testen af Polestar 4.
Under alle forhold kræver betjeningen tilvænning. Især blev jeg udfordret, hvis jeg via skærmen ville justere på assistentsystemerne under kørslen eller for eksempel ændre det fremragende Bowers & Wilkins systems lydbillede, når jeg skiftede fra radio til afspilning af Spotify fra min telefon. Her er det menu-baserede system tæt på frustrerende.
Mange konfigurationer gemmer sig dybt inde i menuerne, så berør skærmens bil-symbol, berør et underpunkt, frem kommer endnu en drop down-menu, og så kan du måske skifte funktion. Det irriterer voldsomt og hænger ikke sammen med sikkerheden og heller ikke dét, man faktisk sidder i førersædet for: Nemlig at køre en bil, der gerne vil køres.
Over-minimalismen irriterer også. Polestar synes at have ladet sig inspirere af Volkswagen, for i førerdøren er der kun to knapper til elruderne. Så vil du fra førerpladsen rulle bagruderne ned, skal du først aktivere en knap med symbolet “rear”. Og berøre samme symbol igen, når du vil skifte fra bag- til forruder.
Samme over-minimalisme kommer til udtryk på rattets knapper. Ingen symboler viser, hvad knappernes funktion er. Det lærer man selvfølgelig undervejs, men alligevel.
Hvordan opleves kabinen?
Kabinen er ubetinget et sted, hvor man føler sig virkelig godt tilpas, hvor fornemmelsen af kvalitet er tårnhøj. Pladsen er rigelig hele vejen rundt, gulvet er tilpas lavt, så man sidder fornuftigt og kan stuve sine størrelse 45-sko ind under forsædet.
Man kan tilmed pudse sin miljøglorie, da kabinematerialerne er af – som det hedder – “bio-attributed WeaveTech”. Yderligere aflad, ligesom med CO2-aflad, når man formaster sig til at købe en flybillet, kan tilkøbes for 10.000-70.000 kr. Ved bestillingen kan man klikke af i interiør-felter, der garanterer dyreetisk uld og nappalæder. Om det redder kloden, ved jeg ikke, men materialerne er forhåbentlig rare at være omgivet af.
Ved fordeling af plads har fokus mest ligget på kabinen. Bagagerummet napper til bagsædernes overkant 484 liter, hvilket i bedste fald kan kaldes gennemsnitligt for en bil på 4,9 meter. Heldigvis har Polestar 3 et frunk, der passende kan bruges til ladekabler.
Er sikkerheden i orden?
Fem store stjerner blev drysset ud over Polestar 3, da Euro NCAP i april crashtestede den. Blandt 2025’s foreløbige sikkerhedstest ligger den samlet som den tredjemest sikre elbil kun overgået af Tesla Model 3 og søsterbilen Lynk & Co 02. Ingen biler passer i øvrigt bedre på børn end Polestar 3.
Med 25.000 kroners Pilot-pakken har bilen den mest avancerede udgave af vognbaneassistenten, og den kommer virkelig til sin ret på lange ture. Funktionaliteten er dog ikke på højde med de bedste tyskeres, da rattet lever lidt for meget sit eget liv.
Ifølge Euro NCAP-testen gør systemerne, som de skal, men fornemmelsen af, at små elektroniske robotter har mere magt over rattet end det levende menneske, der rent faktisk sidder med hænderne på rattet, gør ikke min køretur afslappende.
Se video fra Euro NCAP-crashtesten her:
Hvordan kører den?
Polestar-modellerne udvikles i Göteborg af ingeniør-nørder, hvis fremmeste mission er at forfine køredynamik. Den mission indebærer i alle Polestar-modellers tilfælde indledende test på en tilfrosset sø nord for Polarcirklen. Ud fra en velafprøvet tese om, at på is med alle elektroniske støttepædagoger koblet fra afsløres bilernes dynamik i den mest rendyrkede form. Når ingeniørderne er tilfredse, tilsættes ESC, ABS og alt det andet elektronik, der gør bilerne topmoderne, sikre og hverdagsduelige.
Polestar 3 med 111 kWh-batteri (107 kWh netto) er langt fra en letvægter – 2,6 ton – men den føles nærmest naturstridigt letfodet og er mere sprudlende end nogen elektrisk basse i samme vægtklasse, jeg har prøvet. Så noget kan de, de der ingeniører, som tænker dynamik forud for alt andet.
I Performance-pakken har Polestars udviklere tilsat aktiv torque vectoring på bagakslen. Omskrevet betyder det, at yderste baghjul i en kurve sender ekstra kræfter ned i underlaget og skubber bilen mere effektivt gennem svinget. Hvilket nok kan være nødvendigt, hvis man bliver grebet af 2,6 ton legesyge.
Men at en bil til fem personer skal veje så meget, er – naturligvis – voldsomt, og fedmeepidemien, der bl.a. præger testbilen, Volvo EX90 og BMW iX, bør bekæmpes. Udvikling af lettere og mere effektive batterier er en af vejene frem og kan kun tilskyndes.
Hvordan er motor og opladning?
Kræfterne fra de to elmotorer er enorme og af nærmest unødvendig kaliber. For hvad skal man med i omegnen af 500 hestekræfter og en 0 til 100 km/t-acceleration på fem sekunder?
Overskud er altid godt, men i min bog kan mindre gøre det. Og her passer Single motor-varianten med 299 hk og 0-100 km/t på 7,8 sekunder bedre ind i mit fornuftsregnestykke. Med én motor er rækkevidden tilmed 80 km større.
Uanset model kan bilen lade med 250 kW, og det er super-kompetent, selvom 800 volts-teknologien, som søsterfirmaet Zeekr har taget hul på, skruer effekten op til 480 kW. Da jeg en 24 grader varm sommerdag koblede testbilen med 22 pct. på batteriet til en 300 kW-lynlader, røg effekten omgående op på 190 kW og blev der, indtil der var fyldt næsten 70 pct. på batteriet. De lovede 250 kW kom jeg ikke op på, men det kan sagtens være opladerens skyld.
Polestar opgiver et forbrug på 5,1 km/kWh (19,6 kWh/100 km). Med cirka 40 procents motorvejskørsel og resten ligeligt fordelt på kørsel i by og på landevej viste forbrugsmåleren 4,9 km/kWh, hvilket faktisk er ganske flot.
Passer prisen?
Uanset om man giver 685.000, 735.000 eller 815.000 kr. for en Polestar 3, så husk på, at man som et minimum bør smide 48.000 ekstra i puljen for pakken med avanceret vognbaneassistent og for de intelligente LED-forlygter.
Da Polestar 2 var ny, var opskriften den samme. Ekstraudstyr var samlet i pakker, og det er både ærgerligt og lettere uforståeligt, at man er vendt tilbage til den uskik.
En pakke med en samling udstyr til en attraktiv pris er fint, men det bør være muligt at samle sit eget puslespil og ikke være tvunget til at betale 70.000 kr. for en Plus-pakke, hvis blot man ønsker varme i bagsædet og rattet.
Er der alternativer?
Heroppe i de højere Polestar 3-luftlag findes en lille håndfuld oplagte konkurrenter. Udgangspunkt for sammenligningen af konkurrenterne er Polestar 3 Long Range Dual motor med Pilot-pakke og adaptive LED-forlygter. Den står i 783.408 kr., rækkevidden er 636 km og den maksimale ladeeffekt er 250 kW.
Når man kigger på de direkte tyske modstandere med stort set samme rækkevidde og udstyr, fremstår Polestar 3 som en halv-pebret sag.
BMW iX xDrive 45 koster 700.000 kr., Mercedes EQE SUV 350 4Matic AMG Edition 690.000 kr., og billigst i det selskab er Audi Q6 Progress e-tron Quattro til 675.000 kr. Polestar 3’s fætter, den 7-personers Volvo EX90 Twin Engine, koster 923.000 kr.
Konkurrencen er dermed benhård, og det er op til den enkelte bilkøber at afgøre med sig selv, om man går med kinesisk ejet tidløst og minimalistisk design, eller om man går med tyskerne.
Konklusion
For: Køreegenskaber, kvalitet, plads i kabinen.
Imod: Kun to års garanti, relativt høj pris, mangler standardudstyr, skærmbetjening.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Polestar 3 Long range Dual motor
Vejl. pris: 735.408 kr.
Pris billigste (Long range Single motor): 685.408 kr.
Årlig ejerafgift: 840 kr.
Garanti (mekanisk): 2 år
Garanti (batteri): 8 år/160.000 km
Garanti (lak/rust): 3/12 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2025)
Antal airbags: 9 (inkl. centerairbag og airbag v. førers knæ)
Længde/bredde/højde: 490/193/161 cm
Akselafstand: 299 cm
Bagagerum + frunk: 484/1.411 liter + 32 liter
Køreklar vægt: 2.584 kg
Anhængervægt: 2.200 kg
Batterikapacitet (brutto/netto): 111/107 kWh
Rækkevidde (WLTP): 636 km
Forbrug (WLTP): 5,1 km/kWh (19,6 kWh/100 km)
Forbrug i test: 4,8 km/kWh (20-24 grader, tørt vejr, let vind, blandet kørsel)
Ladeevne: Op til 250 kWh DC/11 kWh AC
Opladningstid: Ca. 32 minutter (10-80 pct. DC), ca. 10 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 360 kW (489 hk), 840 Nm, firehjulstræk
0-100 km/t: 5,0 sek
Topfart: 210 km/t
Særligt standardudstyr:
Aut. nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv blindvinkelassistance, vognbaneassistance, vejskiltegenkendelse, advarsel om kollision bagfra, 360 graders kamera, LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, luftaffjedring, elektrisk justerbare sidespejle m. aut. nedblænding og klapfunktion, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 3-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbare forsæder m. varme, panoramatag, 9 tommer førerskærm, 14,5 tommer infotainmentskærm, Apple CarPlay, Android Auto, Google-apps (bl.a. Maps, Play, Assistent), 300 Watt High Performance-lydanlæg m. 10 højttalere, bluetooth, DAB-radio, 4 USB-C-porte, varmepumpe, 20 tommer-alufælge.
Pilot-pakke (aktiv vognbaneassistent, semiautomatisk vognbaneskifte, 360 graders kamera): 25.000 kr.
Plus-pakke (head up-display, varme i bagsæde, rat og vinduesviskere, elektrisk indstilling af rattet, komfortlukning af døre, Bowers & Wilkins-lydanlæg m. 1.610 W-forstærker, 25 højttalere, surround sound, højttalere i forreste nakkestøtter, aktiv reduktion af støj fra vejen): 70.000 kr.
Pro-pakke (21 tommer-fælge, Swedish Gold-stribe på sikkerhedsseler, Swedish Gold-ventilhætter): 30.000 kr.
Adaptive LED-forlygter: 23.000 kr.
Tonede bagruder: 6.000 kr.
Elektrisk anhængertræk: 17.000 kr.
22 tommer Sport-fælge: 15.000 kr.
Nappalæder-interiør: 70.000 kr.