Test: Volvo ES90 – super komfortabel luksus-limousine

BILTEST: Den fem meter lange Volvo ES90 vinder på komfort og udstyr. Men taber på software, rækkevidde og – paradoksalt nok – bagsæde.

Hvilken bil?

ES90 er Volvos første elektriske limousine, den er mærkets første model på 800 volts-platformen, og den bliver produceret i Kina. Volvo kalder den en sedan, men bagruden hænger sammen med bagklappen, så i traditionel forstand er den en hatchback. 

Med sin længde på fem meter er den placeret i Volvo-hierarkiet lige under SUV-flagskibet EX90, så forventningerne er store. Og på en måde endnu større, da EX90’eren i første omgang skuffede med seriøse software-problemer og blev mere end halvandet år forsinket. Derfor er det tvingende nødvendigt, at det strømlinede flagskib ES90 kan glide problemløst ind på markedet.

Bilen er spækket med limousine-agtige egenskaber og skal måles op mod de tyske premiumkonkurrenter Audi A6 e-tron, BMW i5 og Mercedes EQE. Og Geely-fætrene Polestar 4 og Zeekr 001.

Testbilen har et batteri på 90 kWh (netto), rækkevidden er op til 662 kilometer og ladeeffekten 310 kWh. Elmotoren yder 245 kW (333 hk) og trækker på baghjulene. Udstyrsniveauet hedder Ultra og indeholder en syndflod af komfortudstyr som for eksempel luftaffjedring, 4-zonet klimaanlæg, massage i forsæderne, ventilation i både for- og bagsæder og panoramaglastag, der diskret kan afblændes. 

Sikkerhedsudstyret er fornemt med blandt andet otte airbags, en samling aktive systemer plus intelligente LED-forlygter og head-up-display. Der er dog et men – af uransagelige årsager skal man betale 25.000 kroner for en pakke med bl.a. udvidet adaptiv fartpilot med aktiv følgefunktion og vognbanecentrering. 

Prisen for ES90 Single Motor RWD Ultra er 618.000 kr. I Twin Motor er batteriet vokset til 103 kWh; de to elmotorer yder tilsammen 335 kW (456 hk), og rækkevidden er 687 km. Ladeeffekten er vokset til 350 kW og prisen til 691.000 kr. Topmodellen, den nærmest vanvittige Performance-udgave, yder 500 kW (680 hk) og koster 764.000. 

Vidste du at?

Danske Frederik Tjellesen, som er Senior Exterior Design Manager hos Volvo og tidligere har været ansat hos den kinesiske bilproducent Dongfeng, har spillet en central rolle på det Göteborg-baserede hold, der har slået stregerne til ES90. Tjellesens og teamets mission har blandt meget andet bestået i at give bilen et nordisk touch med en udstråling af “selvtillid, men uden at prale”, som Tjellesen selv formulerer det på LinkedIn. 

Et par gange i løbet af testperioden, når bil-interesserede nysgerrigt nærmede sig på supermarkedets parkeringsplads, blev ES90’eren dog mere jordnært beskrevet som en “oppumpet Polestar 2”. En betragtning, jeg sagtens kan følge, når man kigger på den direkte fra siden. 

Helt i tråd med tidens CSR-krav (Corporate Social Responsibility), hvor virksomheder måles på de hensyn, de tager til samfundet og miljøet, er 63 procent af ES90’eren fremstillet af genbrugsmaterialer, oplyser Volvo. Så ES90-ejerne kan med sindsro pudse den grønne glorie.

Hvordan er førerpladsen?

Som i andre af den kinesiske Geely-koncerns mærker – Polestar og Zeekr – er miljøet omkring føreren påfaldende ens. Skandinavisk og stilrent. I ES90’eren er den generelle kvalitetsfornemmelse i top, intet knirker, fladerne flugter, og testbilens lyse “Nordica Dawn”-interiør er smagfuldt. Forsædernes komfort er ekstraordinær, og de byder både på massage og ventilering.

Stort set al betjening omkring føreren foregår via en stor skærm, og de få fysiske knapper sidder på rattet. Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på min gamle Volvo 850 fra den tid, da det hed sig, at man selv på kolde vinterdage skulle være i stand til at betjene sin Volvo med handsker på – det var før ratvarmens tid, forstås. Sådan er det bestemt ikke i dag, da sæder, rat, spejle og alt muligt andet indstilles via skærmen.

Sagen er selvfølgelig, at langt de fleste justerer det hele, som man ønsker det, gemmer indstillingen, og så rører man aldrig ved det igen.

En hjælpende ånd til den ultimative skærmbetjening er stemmestyringen, og her benyttes Google som styresystem. Google Home-appen, som man styrer højttalere, skærme, lamper og termostater i sine stuer med, oplever jeg som upåklageligt fungerende. Men af en eller anden grund har Volvo endnu ikke knækket Google-koden i sine biler.

Jeg kunne f.eks. ikke få Google-assistenten til at tænde for varmen i førersædet. Min kommando blev forstået, men varmen i førersædet forblev slukket. Til gengæld blev klimaanlægget i førersiden skruet op på 25 grader. Der var andre eksempler på forståede, men ikke-udførte kommandoer.

De ikke-aflivede software-problemer, som Volvo tydeligvis bøvler med, består også omkring den elektroniske nøgle, der skal føjes til smartphonens wallet, så bilen låser op, når man nærmer sig. Men hvis man har glemt telefonen og kun har plastik-nøglekortet på sig, har vi balladen. Dørene låser ikke op, derfor må man hive kortet frem og placere det ved dørhåndtaget, bevæge det lidt frem og tilbage og vente på, at bilen opdager, at “hov, mit nøglekort er hos mig, jeg må hellere låse op”.

Det er ikke godt nok i en bil til 620.000 kr.

Hvordan opleves kabinen?

Bagsædepladsen i den fem meter lange limousine nærmer sig ministerbil-niveau. Sæderne er som et udgangspunkt super komfortable, og panoramaglastaget kan justeres til at skærme for solens direkte stråler, men uden at lukke lys ude, så den lyse, skandinaviske atmosfære bibeholdes. 

Desværre lider ES90’eren under de meget fyldige batteriers placering under bunden. Da sædehynden er relativt lav for at sikre loftshøjde, kommer normalt byggede voksne til at sidde med knæene højt hævet over hofterne. Hvilket ret hurtigt bliver trættende.

Bagagerummet er på beskedne 446 liter – i Audi A6 e-tron Sportback napper bagagerummet 502 liter – men heldigvis er der et rum på 27 liter under fronthjelmen. Et anhængertræk koster 19.000 kr., og der kan hægtes 1,6 ton på. Til sammenligning må A6 e-tron trække et halvt ton mere.

Som en tilføjelse til positivlisten vil jeg nævne Bowers & Wilkins-lydanlægget, der kan købes for 28.000 kr. Ikke fordi jeg formoder, at det standardmonterede Bose-anlæg er dårligt. Men med Bowers & Wilkins installeret er kabinen overdrysset med 25 højttalere, effekten er på 1.610 watt, og man har udviklet en særlig Abbey Road-indstilling opkaldt efter The Beatles’ foretrukne studie i London. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet at have så meget lyst til at køre en lang omvej blot for at kunne blive ved med at lytte til min foretrukne musik.

Er sikkerheden i orden?

Volvo ES90 har endnu ikke været igennem skærsilden hos Euro NCAP. Men man må formode, at den passerer testen med de maksimale fem stjerner. Alt andet vil være en katastrofe set i lyset af, at Volvo i årtier har haft deres eget sikkerhedscenter nær Göteborg og historisk set bryster sig af at ville fremstille verdens sikreste biler.

Netop derfor er det nærmest absurd, at man i en dyr model skal betale 25.000 kr. for at få en sikkerhedspakke, der parrer den adaptive fartpilot med aktiv følgefunktion og vognbanecentrering. Den beslutning bør I gentænke, Volvo.

Testbilen har pakken, og alt – som i alt – fungerer betryggende og fylder én med en tro på, at Volvos vision fra 2013 om, at “ingen skal dø i en Volvo” menes alvorligt.

Et hverdags-minus må tildeles den relativt lille bagrude og de meget brede C-stolper. Stort set enhver vurdering af, om der er trafikanter bag bilen, bliver til en gættekonkurrence. Udsynet gennem bakspejlet og når man drejer hovedet for at kigge efter cyklister forud for et højresving, gør ikke føreren ret meget klogere.

Hvordan kører den?

Stilhed og komfort er de fremherskende nøgleord, når ES90’erens køreegenskaber skal beskrives. Den standardmonterede luftaffjedring gør sit arbejde fremragende; enhver ujævnhed, stor eller lille, opsuges. Retningsstabiliteten er uovertruffen, og den er en af de mest behagelige biler, jeg har oplevet.

Komfortfølelsen fuldendes af styretøjet, der er direkte, let og præcist med en god fornemmelse for underlaget. Dynamisk som de tyske konkurrenter kan den ikke beskrives som, og det er heller ikke dens mission. Et af argumenterne for at købe ES90 er dens helt igennem komfortable egenskaber. 

Hvordan er motor og opladning?

Elmotoren på bagakslen yder 245 kW og sikrer den 2,4 ton tunge limousine passende overskud, når der skal accelereres lidt kvikt. Ellers er den bare ukompliceret. Speederen er nem at dosere, og med indstillingen til rekuperation af energien sat i “auto” afpasser den nedbremsninger blidt og glidende.

800 volts-platformen giver en maksimal ladeeffekt på 310 kW. Under optimale omstændigheder vil det sige, at man kan lynlade batteriet fra 10 til 80 pct. på 22 minutter. Med batteriet forvarmet og i en 350 kW-lynlader, som blev delt med en anden, røg effekten hurtigt op på 230-240 kW og blev der i ganske længe. Så det tyder på, at tallene holder.

Forbruget er dog mindre imponerende. Officielt kører ES90’eren 6,2 km/kWh. I testperioden stod termometret på 5-10 grader, der var lidt regn og blæst, og jeg befandt mig cirka 40 pct. af tiden på motorvej med 130 km/t. Mit forbrug var 4,8 km/kWh. I dansk vintervejr giver det således en reel rækkevidde på cirka 440 km, et stykke fra de officielle 662 og et stykke fra det, Audi A6 e-tron præsterede i efteråret.

I de langsomme ladere tager Volvoen 11 kW. Tilkøb af 22 kW-ladning er ikke muligt.

Passer prisen?

618.000 kr. for testbilen med baghjulstræk og et omfattende udstyr er en stærk pris. Merprisen for et større batteri, firehjulstræk og 25 ekstra kilometers rækkevidde er 73.000 kr. Den absurd hurtige Performance – 0-100 km/t på fire sekunder – koster 146.000 kr. mere end basis-ES90’eren.

Hvilkenbils konklusion er, at det er den baghjulstrukne med det “lille” batteri på 90 kWh, der er det bedste køb. Her får man mest værdi for pengene.

Er der alternativer?

Men hvad kan ES90 Single Motor RWD Ultra så i forhold til konkurrenterne? Mest oplagt er den, vi har nævnt et par gange – nemlig Audi A6 e-tron Sportback. Med 76 kWh-batteri er Audiens rækkevidde 626 km, og prisen er 520.000 kr. Altså næsten 100.000 kr. mindre end Volvoen. 

Men – da ES90’eren nærmest er ufatteligt godt udstyret, skal der købes ekstraudstyr for at få A6’eren på niveau. Og så ender Audien med at være lidt dyrere. Til gengæld får man en mere dynamisk og køreglad bil. A6’erens bagsæde er desuden noget mere bekvemt og bagagerummet lidt større.

BMW i5 eDrive40 M Sport koster 545.000 kr. Den er som Mercedes EQE en vaskeægte sedan med lille åbning til bagagerummet. Rækkevidden er omkring 600 km, men her skal man også i gang med afkrydsninger på udstyrslisten for at nå op på nogenlunde samme mængde udstyr som i Volvo ES90. Så BMW’en ender med at blive dyrere.

Det samme gør Mercedes EQE 350+ AMG Edition. Den kører 689 km på en opladning, og den koster som et udgangspunkt 557.000 kr. I sidste ende lander den et pænt stykke på den anden side af 700.000 kr.

Internt i Geely-familien byder et par stærke konkurrenter sig til. I den grad. Polestar 4 – bilen uden bagrude – er i Long range Single motor-versionen nærmest et slagtilbud til 445.000 kr., omend man dog også her skal tilkøbe ekstraudstyr for at nå op til Volvoen. Men med stort set det hele koster Polestaren omkring 540.000 kr.

Også Zeekr 001 er benhård. Med 620 kilometers rækkevidde begynder prisen ved 455.000 kr., men den topudstyrede Privilege med to elmotorer har det meste udstyr og koster 585.000 kr.

Konklusion

For: Komfortabel, støjsvag, meget udstyr, høj kvalitet, høj ladeeffekt, god garanti.
Imod: Mangler avanceret sikkerhedsudstyr, software ikke helt i top, æder strøm, ubekvemt bagsæde, ringe udsyn bagud.
Hvilkenbil siger: 

Spørgsmålet er, om ES90 har styrken og argumenterne til at blive mere end en sjældenhed i en dansk kontekst. For dem, vi venter på, må formodes at være 60-serien. I første omgang EX60, som er hos os lige om lidt. Og derefter en ES60, der allerede er spottet i Göteborg, og også kan blive til en danskervenlig stationcar, EV60. 

Paradoksalt nok koster ES90 Ultra mindre end EX60 Ultra. Så i den sammenligning er den lange limousine umiddelbart et attraktivt køb.

Med det lidt mudrede billede i baghovedet er konklusionen under alle omstændigheder, at man ikke skal købe ES90 for at få brugervenlig software. I hvert fald ikke endnu. Og heller ikke for dens køredynamiske evner. Man skal købe den for komforten, udstyret, prisen og det skandinaviske touch. Gør man det, får man så også en temmelig unik bil.

FAKTA: Volvo ES90 Single Motor RWD Ultra  

Vejl. pris: 618.000 kr.
Privatleasing: 6.395 kr./måned, 59.995 kr. i førstegangsydelse, 15.000 km/år, leasingperiode 12-48 måneder
Årlig ejerafgift: 920 kr.
Garanti (mekanisk): 5 år/200.000 km
Garanti (batteri): 8 år/160.000 km
Garanti (lak/rust): 5/12 år
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 8 (inkl. airbag mellem forsæder og knæairbag v. fører)
Længde/bredde/højde: 500/194/155 cm
Akselafstand: 310 cm
Bagagerum + frunk: 446/904 liter + 27 liter
Køreklar vægt: 2.410 kg
Anhængervægt: 1.600 kg
Batterikapacitet (brutto/netto): 92/90 kWh
Rækkevidde (WLTP): 662 km
Forbrug (WLTP): 6,2 km/kWh (16,1 kWh/100 km)
Forbrug i test: 4,8 km/kWh (21 kWh/100 km)
Ladeevne: Op til 310 kWh DC/11 kWh AC
Opladningstid: Ca. 22 minutter (10-80 pct. ved lynlader), ca. 10 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 245 kW (333 hk), 480 Nm, baghjulstræk
0-100 km/t: 6,6 sek
Topfart: 180 km/t

Særligt standardudstyr

Aut. nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aut. nedbremsning for modkørende trafik, aut. nedbremsning v. genstande foran og bagved bilen, blindvinkelassistent, vejskiltegenkendelse, advarsel om trafik v. åbning af døre, 13,2 tommer head-up-display, fuld LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, luftaffjedring, p-sensorer for og bag, 360 graders kamera, 4-zonet klimaanlæg, elektrisk justerbare forsæder m. varme, lændestøtte, memory på førersæde, massage i forsæder, ventilerede sæder for og bag,  varme i yderste bagsædepladser, elektrisk justering af bagsæderyglæn, elektrisk justerbart rat m. varme, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, aut. nedblænding af bakspejl og sidespejle, regnsensor, nøglefri adgang og start, 9 tommer førerdisplay, 14,5 tommer infotainmentskærm, Google-styresystem m. Maps, stemmestyring, Play Store, Apple CarPlay, Volvo Car-app, trådløs opladning af mobiltelefon, 4 USB-C-stik, Bose-lydsystem m. subwoofer og 14 højttalere, panoramaglastag, elektrisk bagklap, varmepumpe, 21 tommer alufælge.

Ekstraudstyr

Metallak: 12.522-20.560 kr.
Pilot Assist-pakke (bl.a. udvidet adaptiv fartpilot m. aktiv følgefunktion og vognbanecentrering, intelligent parkeringsassistance): 24.896 kr.
Tonede sideruder bag: 3.991 kr.
Nappa-læder: 18.782 kr.
Anhængertræk: 18.995 kr.
Bowers & Wilkins-lydanlæg (bl.a. 25 højttalere, 3D-lyd, subwoofer): 28.076 kr.
22 tommer alufælge: 10.625-14.376 kr.

Af [email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here