Volvo-chef: Problemerne med EX90 er løst

Fejl i softwaren har forsinket og udfordret Volvo-flagskibet EX90 massivt. Men nu er problemerne løst, lover Volvo.

Sort skærm, genstridige dørhåndtag, mørkelagte forlygter, ubrugelig lidar, strømtab under parkering…

Listen over fejl i Volvo-flagskibet EX90 har været nærmest endeløs. Faktisk så lang, at det indflydelsesrige Consumer Reports har sammenlignet EX90 med konkursramte Fisker.

Problemerne har kostet Volvo enorme mængder tid og penge. Særligt software-fejl var med til at udskyde lanceringen et år, hvilket i sidste ende betød, at den daværende chef Jim Rowan blev fyret.

“Godt kvalitetsniveau”

Hans efterfølger, Volvo-veteranen Samuel Håkansson, erkendte, at de mange fejl var “uacceptable for kunderne” og lovede bod og bedring.

Nu opfylder Håkansson løftet. Til Sveriges Radio siger Volvo-chefen, at EX90 nu “er færdig og har et godt kvalitetsniveau.”

Volvo har fjernet lidar-sensoren på EX90 - den virker ikke.

Om alle fejl er løst, melder historien ikke noget om. I september advarede Håkansson om, at det måske ikke var muligt at løse samtlige fejl. Lidar-sensoren på taget har Volvo tilsyneladende opgivet at få til at virke - fremover er den ikke længere standard på EX90.

Mere modvind end forudset

Klarmeldingen på EX90 er vigtig for Volvo, der kæmper med vigende salg og indtjening.

Indtil videre er det globale Volvo-salg gået otte procent tilbage i år. For mærkets elbiler er tilbagegangen oppe på 17 procent.

“Tilbagegangen i USA er større, end vi havde forventet. Hele premium-­markedet er gået tilbage, det gælder også i Europa. Det er mere modvind, end hvad jeg havde forudset for bare nogle få måneder siden,” siger Håkan Samuelsson til Sveriges Radio.

Øger produktion af EX90 og EX30

Her skal afslutningen på de mange problemer med EX90 hjælpe Volvo. Nu kan produktionen skrues i vejret, hvilket både vil hjælpe på Volvos salg og indtjening.

Det samme gælder for Volvos mindste elbil, EX30, der også har været ramt af talrige softwareproblemer.

“Dermed er vi klar til at trappe op for produktionen af disse to biler. Og det er helt nødvendigt for at få vækst i Europa,” siger Samuelsson.

Optimismen er også baseret på, at Volvo til januar lancerer den nye EX60 - den rent elektriske udgave af SUV’en XC60, der er Volvos bedst sælgende model.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here