Volvo flytter produktion af EX30 fra Kina til Belgien

Volvo flytter produktionen af mærkets mindste elbil fra Kina til Belgien. Dermed slipper bilen for EU’s told på kinesiske elbiler på 30 pct.

Som lovet har Volvo nu flyttet produktionen af mærkets mindste elbil, EX30, fra Kina til Belgien. Med flytningen slipper alle EX30 til europæiske købere for den told, som EU har pålagt alle elbiler fremstillet i Kina.

Tolden er indført, fordi EU mener, at kinesisk statsstøtte til hjemlige elbilproducenter udsætter europæiske bilmærker for unfair konkurrence. Alt efter i hvilken grad de kinesiske bilproducenter har samarbejdet med EU om at oplyse graden af statsstøtte, er de kinesiske bilproducenter blevet pålagt mellem 20 og 33 pct. ekstra told oven i den eksisterende told på 10 pct.

Volvo, der ejes af kinesiske Geely, slap med den lave sats på 20 pct. – altså 30 pct. i alt. Der er altså en stor økonomisk fordel i at flytte produktionen fra Kina til Belgien for at slippe for ’Kina-tolden’.

Pris allerede sat ned

Danske bilkøbere skal dog næppe sætte næsen op efter prisfald på Volvo EX30. Dels var bilen oprindeligt prissat før EU indførte ’Kina-tolden’, dels satte Volvo i januar priserne ned på EX30 med op til 40.000 kr.

Volvo flytter EX30-produktionen til Volvos fabrik i belgiske Gent, der er fra 1965. Her fremstiller Volvo i forvejen elbilerne EX og EC40 samt hybridudgaver af XC40 og V60.

Volvo har investeret 1,5 mia. kr. for at gøre fabrikken i Gent klar til EX30. Flytningen skaber 350 nye jobs, så Volvo i Gent nu beskæftiger over 6.500 personer.

Senere i år skal fabrikken også fremstille offroader-udgaven af EX30 med tilnavnet Cross Country.

Volvo har også en fabrik i USA. Mærkets tredje europæiske fabrik er lige nu ved at blive bygget i Slovakiet, hvor arbejdslønnen er lavere end i Belgien.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here