VW lover rækkevidde på op til 600 km, når konceptbilen ID er klar til produktion i 2020. Den elektriske folkevogn bliver forløber for op til 30 eldrevne VW-modeller.
VW e-Golf er en fin elbil. Men den er først og fremmest en traditionel Golf, der har fået skiftet forbrændingsmotor og tank ud med en elmotor og et batteri. e-Golf er ikke født til eldrift, og det mærkes på den høje vægt og beskedne rækkevidde på 190 km.
Siden e-Golf blev udtænkt, har dieselskandalen og Tesla tvunget Europas største bilproducent til at tænke nyt. Dieselteknologien er sendt i skammekrogen, og i Californien har Elon Musk med Tesla skabt en elbil, der har fået VW og andre store bilproducenter til at ligne nybegyndere: Mens Tesla lynhurtigt har nået en magisk grænse med 500 kilometers rækkevidde på fuldt opladte batterier og kombineret det med flot design og præstationer, der er en supersportsvogn værdig, har VW og andre ‘gamle’ bilproducenter rodet med rækkevidder på den korte side af 200 km.
Men nu løfter VW sløret for en konceptbil, der skal bringe koncernen helt i front inden for elbiler. Når biludstillingen i Paris åbner 1. oktober, bliver fremtidsvisionen ID helt sikkert et af de største trækplastre.
VW siger selv, at ‘ID begynder nedtællingen for en ny æra for Volkswagen.’
Særlig platform til elbiler
ID er den første elbil, der står på VW-familiens såkaldte MEB-platform, der er specielt udviklet til elbiler. Resultatet er en bil, der har samme ydre mål som en Golf, men stort set samme indvendige plads som den større Passat.
Endnu mere spændende er VW’s løfte om, at når ID går fra koncept til serieproduktion, vil den tilbyde en rækkevidde på fuldt opladte batterier på mellem 400 og 600 km. Holder det, kan den elektriske folkevogn blive den første, der når en teoretisk rækkevidde på 600 km.
Desværre sker det ikke foreløbig. VW ID er i bedste fald først produktionsmoden i 2019 – og mere realistisk først i 2020. Så sker der til gengæld en masse. Den Golf-store ID skal knopskyde til hele fire modeller. Ud over en femdørs hatchback i Golf-størrelse bliver det en kompakt crossover, en sportslig coupé og en kompakt MPV. Og det er kun begyndelsen. I 2025 hævder VW, at man vil tilbyde intet mindre end 30 forskellige elbiler i programmet. Målet er at sælge én million elbiler allerede i 2025.
En nyskabelse bliver angiveligt opladning via induktion – dermed slipper man for at bruge kabel, når batteriet skal lades op.
Elbiler får nyt designsprog
Derudover holder VW de tekniske detaljer for sig selv. Konceptbilen ID afslører dog også, at VW forlader sit noget konservative formsprog med de kommende elbiler. Som BMW har gjort det med i3 og i8, vil VW også skabe et selvstændigt og mere futuristisk design for mærkets kommende elbiler.