Allerede i 2026 – et år før Teslas Cybercab – vil VW lancere selvkørende taxaer som en komplet pakkeløsning til byer og private operatører.
Tesla og for den sags skyld Waymo skal måske til at kigge i bakspejlet. Snart kommer tyske VW buldrende bagfra med deres bud på selvkørende ’robotaxaer’.
Det er VWs mobilitetsafdeling MOIA, der nu afslører, at de allerede næste år kan tilbyde færdige, selvkørende taxaer, der er klar til at blive sat i drift i større skala. Den tyske ’robotaxi’ er baseret på elbilen ID.Buzz og udstyret med væsentligt mere avanceret teknologi end Teslas robotaxaer og den kommende Cybercab.
Masser af radarer
Modsat Tesla, der nøjes med kameraer og kunstig intelligens, benytter VW desuden fem almindelige radarer og hele ni Lidar-radarer. Det minder mere om amerikanske Waymos teknologi, der går for at være længst fremme med selvkørende biler. VW hævder, at deres autonome Buzz kan være selvkørende på niveau 4 – det næsthøjeste niveau.
VW lover også, at løsningen bliver mere end blot en bil uden rat og pedaler. De autonome Buzzer leveres som en komplet pakkeløsning, hvor både køretøj, software, flådestyring, backup og et kundevenligt bookingsystem følger med. Det gør det muligt for byer, kommuner og private selskaber at etablere deres egne selvkørende taxatjenester uden selv at skulle udvikle og investere i teknologien.
Praktisk ’rugbrød’
En anden oplagt fordel ved VWs løsning er selve bilen.
ID.Buzz er et ’elektrisk rugbrød’ med praktiske skydedøre og god højde, der tilbyder god plads til fire og deres bagage i kabinen, og gør det let for bevægelseshæmmede at komme ind og ud af bilen.

Her står ID. Buzz i stærk kontrast til de SUVere, som Waymo benytter – og især til Teslas kommende Cybercab, der bedst kan beskrives som en to-dørs coupé.
Klar til byer og landdistrikter
Ifølge Volkswagen skal den nye løsning være med til at løse flere af nutidens udfordringer i transportsektoren, som eksempelvis mangel på chauffører og behovet for bedre mobilitet i yderområder. VW’s teknologiselskab MOIA står bag pakken, som er udviklet til at være nem at pakke ud og gå i gang med at bruge, hvad enten man er en kommune eller privat flådeoperatør.
I princippet skal det være muligt for alle og enhver at købe en nøglefærdig MOIA-løsning og så gå i gang med at tilbyde førerløs taxakørsel.
”Med vores komplette, selvkørende løsning skaber vi et unikt mobilitetstilbud, som kan gøre det muligt at tilbyde pålidelig, førerløs transport for alle – både i byer, forstæder og på landet,” siger Sascha Meyer, direktør for MOIA.
Starter i Hamburg
VW ruller de første selvkørende taxaer ud i Hamburg som pilotprojekt. Derefter skal løsningen bredes ud til resten af Europa og USA.

Den selvkørende ID.Buzz er udstyret med teknologi fra Mobileye, der er blandt verdens førende inden for selvkørende systemer. Bilen og dens tilhørende systemer lever op til alle gældende regler for autonom kørsel, inklusive sikkerhedsfunktioner som fjernovervågning og nødindgreb.
Fremtidens taxa allerede på vej
Med VW’s nye satsning kan vi meget snart få førerløse taxaer at se på de danske veje — hvis myndighederne altså giver grønt lys. Forbrugerne kan i fremtiden se frem til at kunne bestille en selvkørende taxa på samme måde, som vi i dag bestiller en Uber eller lignende via en app.
Netop Uber har allerede forpligtiget til at købe tusindvis af selvkørende ID.Buzz-elbiler i det kommende årti,
VW kalder selv løsningen for et ”360 graders mobilitetstilbud”, der er klar til at blive skaleret op til store flåder. I lighed med konkurrenter som Waymo og Tesla betragter den tyske bilproducent markedet for selvkørende biler som en milliardforretning.
MOIA bliver et vigtigt skridt på vejen mod mere fleksibel, miljøvenlig og automatiseret transport i fremtidens byer. Og en direkte konkurrent til Waymo og Tesla.