Faldende salg og amerikansk told giver VW den laveste indtjening i fem år. For hver 100 kr. VW omsætter, tjener mærket kun 50 øre – før skat.
Det kniber med at tjene penge for Europas største bilproducent, tyske Volkswagen Group. I årets første tre måneder var indtjeningen blot 0,5 pct. Det betyder, at hver gang VW omsætter for 100 kr., tjener bilgiganten blot 50 øre. Og det er vel at mærke før skat.
Det er den dårligste indtjening i årets første kvartal siden 2020. Der er med andre ord meget få penge til overs, der f.eks. kan investeres i udvikling af nye biler, så VW bedre kan klare konkurrencen og begynde at tjene flere penge.
VW selv er da heller ikke tilfreds med indtjeningen. I kvartalsregnskabet fastholder VW målet om at nå en indtjening på fire pct. for hele 2025. Der skal med andre ord tjenes væsentligt flere penge resten af året for at rette op på den dårlige start.
Flere udfordringer
Forklaringen på VW’s beskedne indtjening skyldes de samme udfordringer som de fleste andre europæiske bilproducenter oplever lige nu. Konkurrencen med Kina er nådesløs og giver lavere salg og dermed indtjening på det vigtige kinesiske bilmarked, der er verdens største. I USA betyder amerikansk straftold på importerede biler, at VW også tjener færre penge på verdens næststørste bilmarked. Endelig er bilsalget også sløjt i Europa.
Udviklingen får konsekvenser. Sidste lykkedes det VW at indgå en aftale med Tysklands magtfulde fagforeninger om at reducere arbejdsstyrken med 35.000 mand over de næste fem år.
Samtidig indleder VW en kæmpe model-offensiv i Kina. I et forsøg på at vinde tabt terræn tilbage, lancerer VW hele 10 nye modeller frem mod 2026 til det kinesiske marked.
Elbiler er løsningen
En anden udfordring er, at omstillingen til elbiler er dyr. Det koster mange penge at udvikle og fremstille nye elbiler og fortjenesten er lav.
Ikke desto mindre tænder netop elbiler et lys i mørket for VW. Efter at have kæmpet med salget af elbiler, stiger salget nu markant. Faktisk steg VWs salg af elbiler med hele 40 pct. i årets første tre måneder.
Indtjeningen på elbiler er også på vej op. For hver gang VW lancerer en ny elbil, tjener de flere penge på den. VW tjener f.eks. flere penge på den nye ID.7 end den fem år gamle ID.3. Den kompakte ID.2, der kommer i 2026, bliver ifølge VW selv den første elbil, som VW tjener lige så mange penge på som en fossil-model.
Det er gode nyheder for VW, der satser på elbiler og på flere markeder har indhentet eller overhalet den tidligere markedsleder Tesla.