15.000 kr. ekstra for Skoda Octavia som stationcar

Når Skoda Octavia Combi får dansk premiere 15. juni bliver det til priser fra 218.000 kr. Det placerer klassens mest rummelige bil i den billige ende af Golf-klassen.

Stor, større, Skoda Octavia Combi: Stationcarudgaven af Skoda Octavia indtager Golf-klassen som feltets klart største og mest rummelige bil. Bagagerummet sluger hele 610 liter, der kan udvides til 1.740 med nedfældet bagsæde.

Priserne har dog langt fra fået vokseværk. Når den ekstra store Octavia får dansk premiere 15. juni, begynder priserne ved 218.000 kr. for en 1,2 TSi med 86 turboheste. Skoda-importøren kalder det en intropris og den omfatter levering og ganske omfattende udstyr som aircondition, el-ruder foran, el-indstillelige og opvarmede sidespejle og varme i forsæderne samt kørecomputer og splitbagsæde. Sikkerheden er der heller ikke sparet på med hele 9 airbags og de innovative nyheder Multikollisionsbremse og Kollisionsforberedelsessystem, der også er standard i den nye Octavia.

Det er priser, der lover godt for Combi’en, der i forvejen plejer at være den mest populære udgave af Skoda Octavia. Selv sammenlignet med koreanske konkurrenter som Kia Ceed og Hyundai i30 ligner den rummelige tjekke et godt tilbud. Til sammenligning koster en tilsvarende udstyret Kia Ceed SW 209.000 kr., så koreanernes prisfordel er skrumpet ind.

Ønskes mere udstyr kan man vælge udstyrsniveauet Ambition for en merpris på 15.000 kr. Det højeste udstyrsniveau Elegance koster yderligere 25.000 kr. på toppen af Ambition prisen.

Skal der flere kræfter under hjelmen, koster det typisk 20.000 kr. at rykke en motorstørrelse op. Billigste diesel er 1,6 TDi med 105 hk og Active-udstyr til 253.000 kr.

Garanti kan forlænges – men det koster
Octavia rummer en lang række smarte løsninger, der gør det nemmere for ejerne i hverdagen. Eksempelvis isskraberen, der er placeret på indersiden af tankdækslet, så man slipper for at få sne og is på sæderne, når man åbner dørene for at få fat i isskraberen i handskerummet. Endvidere kan man få en affaldsposeholder til lommen i fordørene. En forhøjet bagagerumsbund, der gemmer på småting og giver en ergonomisk læssehøjde, fås som ekstraudstyr. En vendbar måtte med gummibelægning på bagsiden til eksempelvis haveaffald, er også en praktisk mulighed.

Skoda Octavias ”gamle” 4-års garanti er sløjfet. Til gengæld tilbyder forhandlerne tryghedsaftaler med 2 år eller 3 års løbetid. Plus 2 år og 100.000 km koster 5.000 kr., plus 3 år og 100.000 km koster 6.000 kr., og har man et større kørselsbehov, kan man få en tryghedsaftale, der omfatter plus 3 år og 150.000 km til 7.000 kr.

Priser: Skoda Octavia Combi (inkl. lev.)

Octavia Combi Active 1.2 TSI 86 HK: 218.000 kr.
Octavia Combi Active 1.2 TSI 105 HK: 233.000 kr.
Octavia Combi Active 1.4 TSI 140 HK: 253.000 kr.
Octavia Combi Active 1.6 TDI CR 105 HK: 253.000 kr.
Octavia Combi Ambition 1.2 TSI 105 HK: 248.000 kr.
Octavia Combi Ambition 1.4 TSI 140 HK: 268.000 kr.
Octavia Combi Ambition 1.8 TSI 180 HK: 298.000 kr.
Octavia Combi Ambition 1.6 TDI CR 105 HK: 268.000 kr.
Octavia Combi Ambition 2.0 TDI CR 150 HK: 298.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here