Tredje generation af Ford Ka er en ægte verdensbil, der får vokseværk, fem døre og bedre plads end konkurrenterne. Priserne vokser dog også markant.
Alt er forandret, når tredje generation af Ford Ka kommer til Danmark til november. Hvor den nuværende Ka er en klassisk mikrobil med tre døre som standard og udviklet og produceret i fællesskab med Fiat’s nuttede 500-model, er der dømt markant vokseværk for afløseren. Med en længde på 393 cm rykker Ka+, som bilen meget passende er døbt, næsten op i miniklassen. Fem døre bliver standard og ifølge Ford selv kommer Ka+ til at sætte nye standarder for både bagsædeplads og bagagekapacitet.
Ka+ er en såkaldt verdensbil, der skal sælges på de fleste af verdens kontinenter. Den er udviklet af Ford i Brasilien, hvor den også har været til salg i tre år. Dermed fortsætter Ford vanen med at sende halvgamle nyheder til Europa – det samme skete med den nuværende Mondeo, mens familiebilen S-Max blev forsinket i forhold til de oprindelige introduktionsplaner.
Noget af tiden har Ford dog brugt på at fintune Ka+ til europæisk smag. Det lidt konservative design, der skal ramme en global smag i biler er der ikke pillet ved, men ifølge Ford er køreegenskaberne justeret til europæiske forhold. Bilerne til det europæiske marked kommer dog hverken fra Europa eller Sydamerika, men fremstilles på Fords fabrik i Indien.
Dobbelt så dyr som Ka i dag
Priserne vokser også, og det kan blive Ford Ka+’s største udfordring i en mikroklasse, drevet af benhård konkurrence. Spørg bare Ford selv, der flere gange har kunnet markedsføre den nuværende Ka som Danmarks suverænt billigste bil til priser helt ned til under 60.000 kr.
Ka+ bliver dobbelt så dyr: Med en nyudviklet 1,2 liters motor med 85 og Ultimate-udstyr som bl.a. aircondition løber prisen op i 134.000 kr. inklusive levering. Du kan ganske vist også købe en Ka+ til 122.000 kr. inkl. levering, men så yder motoren kun 70 hk og har vi nærlæst pressemeddelelsen korrekt, er det uden aircondition. Dermed havner Ka+ i den helt dyre ende af mikroklassen. Den danske importør foretrækker da også at omtale Ka+ som ‘en helt ny model i Ford-familien’ frem for en direkte afløser for den nuværende og langt billigere Ka.
Positioneringen af Ka+ et sted mellem mikro- og miniklasse kan dog falde i hak om et år eller to, når Ford er klar med en ny Fiesta. Den vokser nemlig også og vil kun i en kort periode være blot tre cm længere end Ka+.
Ingen nødbremse
Trods priserne savner Ka+ moderne sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse og vognbaneassistent, der ellers er standard i flere konkurrenter i mikroklassen. Den lille Ford har dog ægte gardinairbags blandt de seks standardmonterede airbags, men i dagens skrappe Euro NCAP crashtest rækker det formentlig i bedste fald til en middelmådig bedømmelse.
Ford fremhæver i stedet den gode plads i Ka+, ikke mindst bagagerummet på 270 liter og de mange aflæggerum til flasker og småting i kabinen. Om det rækker til et godt salg i Danmark blandt de populære små biler ved vi til november.
Læs også: Næste Ford Ka har samba i blodet