En ny generation af dicount-crossoveren Dacia Duster er klar i 2018. Størrelsen er uændret, men ved at skubbe forruden 10 cm længere frem, får Duster mere plads i kabinen.
Der er nyt om næste generation af ‘discount’ crossoveren Dacia Duster, som Renaults rumænske datterselskab viser på denne måneds IAA-motorshow i Frankfurt.
De første billeder viser en Duster, der er en tand mere civiliseret og indbydende end den tidligere udgave, der kom på markedet i 2010 og blev faceliftet i 2014.
De ydre mål er ifølge tyske AutoBild uændrede, men sporvidden er øget, og ellers har Duster fået en ordentlig omgang med den designmæssige støvekost.
Størst er forandringen foran, hvor fronten er blevet mere markant. Motorhjelmen er blevet mere kantet, kofangeren er blevet mere firkantet i området omkring tågeforlygterne, mens forlygterne er rykket længere ud i hjørnerne af fronten. For at fremhæve bilens offroad look er den sølvfarvede (plastik)spoiler under kofangeren gjort markant større og strækker sig nu helt op lige under kølergrillen.
Hen langs siderne er hoftelinjen er hævet, og hjulkasserne er gjort større for at give mere plads til større hjul og et mere ’maskulint’ udseende.
Bagpå den nye Duster er baglygterne også placeret yderligere end tidligere, og designet minder faktisk en del om dem på Jeep Renegade. Også bagpå er den ‘forsølvede’ spoiler gjort mere markant.
Mere plads i mere venlig kabine
Den nye udgave af Duster får angiveligt – trods stort set uændrede ydermål – mere plads i kabinen. Det sker ved at skubbe forruden 10 cm frem.
Inden døre lover Dacia også blødere og mere imødekommende materialer og finish samt mulighed for et nyt infotainmentsystem med blandt andet Apple CarPlay.
Dacia har dog ikke planer om at lade Duster køre fra, at den er en ‘billigbil’. Fabrikken går kun efter beskedne tre stjerner i Euro NCAP-crashtesten, skriver Automotive News.
Duster kan dog opgraderes til fire sikkerheds-stjerner ved tilkøb af aktive sikkerhedssystemer.
Motor-programmet forventes fortsat at bestå af turbobenzinmotoren på 1,2 liter med 125 hk og den 1,5 liter turbodiesel med 109 hk, dog i opgraderede versioner, som også anvendes i Renault og Nissan. Om den 1,6 liters basis-benziner uden turbo bliver på programmet i 2018 fremgår ikke.
Den nye Dacia Duster lanceres efter planen i Europa i starten af 2018. AutoBild gætter på en startpris i Tyskland på omkring 90.000 kr.
Dansk lancering, priser og udstyr kendes endnu ikke. Den nuværende model koster fra ca. 140.000 kr., men det kan meget vel ændre sig når den nye registreringsafgift er forhandlet på plads.
Læs også bloggen: Hvor langt vil du gå for en ny bil?