Elbiler er pludseligt blevet populære. Faktisk kan der være op til et års leveringstid, viser ny gennemgang af det danske bilmarked.
Der er endelig blevet sat strøm til salget af elbiler. Salget af elbiler er i januar og februar nærmest eksploderet med en stigning på hele 473 procent i forhold til samme periode sidste år. Helt konkret er der solgt 476 elbiler i de første to måneder i 2019 mod 83 solgte elbiler i januar og februar 2018.
Men måske kunne der have været solgt flere, hvis det ikke var for de lange leveringstider, som mange producenter byder kunderne.
Du kan risikere at vente helt op til at år på at få leveret din elbil, mens nogle få mærker har enkelte elbiler på lager, viser et tjek af leveringstiderne på elbiler hos de danske forhandlere, som FDM Motor har lavet i februar.
Den typiske leveringstid på en el-bil er tre til seks måneder.
”Det er ikke alle elbiler, du kan komme ind fra gaden og købe. Hertil er produktionen for begrænset, efterspørgslen for stor og muligheden for at ’bygge’ sin egen elbil efter eget ønske for kompliceret,” skriver teknisk redaktør Søren W. Rasmussen.
De eneste mærker der har elbiler på lager til omgående levering er Nissan, Hyundai, BMW og Tesla, men antallet er begrænset.
Der er ikke udsigt, at det hjælper på leveringstiden at udskyde sit køb. På grund af stigende efterspørgsel er der risiko for endnu længere leveringstider senere på året, konstaterer FDM Motor.
FAKTA: Leveringstider på elbiler
Hyundai Ioniq: På lager
Nissan Leaf (40 kW): På lager
Renault Zoe: 2-3 måneder
Tesla Model 3, S og X: 2-3 måneder*
BMW i3: 3 måneder*
Jaguar I-Pace: 4 måneder
Audi e-tron: 4-5 måneder
Nissan Leaf (62 kW): 5 måneder
Hyundai Kona Electric: 6 måneder*
Nissan e-NV200 Evalia: 7 måneder
Kia e-Niro: 9-12 måneder
Kia e-Soul: 9-12 måneder
Mercedes EQC: Kan ikke oplyses pt.
VW e-Golf: Kan ikke bestilles pt.
*Der kan være enkelte biler på lager.
Kilde: FDM Motor, februar 2019