Det japanske specialistmærke Subarus første elbil bliver en mellemstor SUV. Modellen skal bygges på fælles platform med Toyota.
Subaru i Europa oplyser, at virksomheden forbereder sig på lanceringen af mærkets første elbil.
Subarus kommende elbil er dog ikke lige om hjørnet. Introduktionen er planlagt til ’første halvdel af 2020’erne’, og dermed er det hæderkronede japanske mærke, der blandt andet er kendt for sine boxermotorer og høje tilfredshed i amerikanske forbrugermålinger, noget på bagkant af elbils-bølgen.
Lige som lanceringstidspunktet svæver noget i det uvisse, er der stort set heller ingen oplysninger om Subarus første elbil. Altså lige bortset fra, at det bliver en mellemstor SUV, svarende til Subaru Forester-modellen. Desuden ligger det fast, at bilen bygges på en e-TNNG-platform, der deles med Toyota.
Dermed har Subaru skiftet strategi og opgivet at videreudvikle sin egen Subaru Global Platform til elbilsproduktion, som det ellers blev meldt ud tidligere på året.
Toyota og Subaru har tidligere haft et succesfuldt samarbejde omkring sportsvognen Subaru BRZ/Toyota GT86.
Kan få ny batteritype
Det har tidligere været fremme, at Subarus første elbil får et såkaldt solid state-batteri udviklet i joint venture med blandt andre batteri-giganten Panasonic. Den teknologi giver fordele i forhold til de aktuelt dominerende lithium-ion-celler på både opladningstid, kapacitet, vægt og varmebestandighed.
Yderligere oplysninger om Subarus første elbil vil blive offentliggjort i løbet af 2021.
Subaru har for nylig lanceret mild-hybridvarianter af tre kernemodeller på det europæiske marked. Her repræsenterer de tre modeller Impreza e-BOXER, Subaru XV e-BOXER og Forester e-BOXER i dag 60 procent af omsætningen.