Disse syv biler kan blive Årets Bil i Danmark

årets bil i danmark

21 biler er blevet til syv finalister, der skal dyste om titlen Årets Bil i Danmark 2024. Alle kører i varierende grad på el.

Først var der 21, nu er der syv og den 28. november er der kun en enkelt vinder tilbage, når Motorjournalisternes Klub Danmark kårer Årets Bil i Danmark 2024.

I begyndelsen af oktober stillede 21 biler op til kåringen. De seneste par dage har juryen, der består af 20 biljournalister, testkørt bilerne på og omkring Jyllands-Ringen ved Silkeborg. Køreindtrykkene er blevet omsat til nomineringer af syv finalister – nemlig elbilen BMW i5 (der også fås med benzin- eller dieselmotorer uden et ’i’), elbilen BYD Dolphin, Hyundai Kona, der både findes som el-, benzin- og hybrid, el-SUV’en Kia EV9, ladehybriden Toyota Prius, elbilen VW ID.7 og elbilen Xpeng G9.

Dermed er der altså i varierende grad tilsat strøm til alle de biler, der kan blive Årets Bil i Danmark. De seneste fire år har en elbil vundet titlen: 2020: Tesla Model 3, 2021: VW ID.3, 2022: Hyundai Ioniq 5 og 2023: VW ID.Buzz.

Farvel til Fisker

Med nomineringen af de syv finalister var det også farvel til 14 håbefulde kandidater. Blandt de bemærkelsesværdige tabere var den kompakte SUV Jeep Avenger, der ellers kom til den danske kåring med den friske titel som Årets Bil i Europa 2023 i bagagerummet. Den danske bildesigner Henrik Fiskers meget omtalte elbil Fisker Ocean blev også sorteret fra i første runde. Fisker Ocean nåede ellers akkurat med til kåringen, da den umiddelbart før lukketid erstattede den store kinesiske elbil Hongqi E-HS9 blandt de 21 bilnyheder.

At den kinesiske Tesla Model 3-udfordrer BYD Seal og den ultraeffektive elbil Hyundai Ioniq 6 heller ikke klarede sig videre til finalen, kan også siges at være overraskende.

De 20 jurymedlemmer kårer den endelige vinder tirsdag aften den 28. november. Vi vender tilbage med resultatet, så snart det foreligger.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here