Tesla Model 3 er med øjeblikkelig virkning blevet 14.000 kr. billigere. Prisnedsættelsen kommer efter svigtende salg og hårdere konkurrence.
Priskrigen på elbiler fortsætter med uformindsket styrke. Stadig hårdere konkurrence og et markant lavere salg i årets første tre måneder får nu Tesla til at sænke prisen på Model 3. Fra i dag mandag er Model 3 blevet billigere – både Standard Range og Long Range med henholdsvis 554 og 678 km rækkevidde er sat ned med 14.000 kr. Priserne er nu 326.090 kr. for Standard Range og 386.090 kr. for Long Range.
Prisnedsættelsen er en direkte reaktion på, at Tesla-salget faldt i årets første kvartal. Her leverede Tesla omkring 387.000 biler. Sammenlignet med samme kvartal for et år siden, var det en tilbagegang på 20 pct. – og første gang i fire år, at Tesla oplevede tilbagegang i salget. Efterfølgende faldt Tesla-aktien.
Tesla-ejer Elon Musk skriver i en kommentar på sit sociale medie X, at ”det er ofte nødvendigt at ændre Teslas priser, for at produktionen passer til efterspørgslen.”
Elon Musk har brugt samme begrundelse, når Tesla omvendt har hævet priserne på mærkets modeller.
Prisnedsættelse var forventet
Prisnedsættelsen på Model 3, der sidste år var den næst mest solgte elbil i Danmark, virker dog ganske logisk. Kigger man på Teslas prislister, er mærkets billigste model for dyr sammenlignet med bestselleren Model Y. Indtil i dag var den større Model Y blot 10.000 kr. dyrere i Long Range-udgaven. Da anhængertræk til 10.000 kr. er standard, er prisen for de to modeller reelt identisk. Ved at gøre Model 3 billigere, skaber Tesla den luft, der skal være mellem den mindre Model 3 og den større Model Y.
På den måde var prisnedsættelsen forudsigelig. Og man kan endda spekulere i, at den er så beskeden, at Tesla enten vil gøre Model 3 endnu billigere, eller sætte prisen på Model Y en smule op.
10 pct. skal afskediges
Tesla, der er verdens største producent af elbiler, er udfordret af flere ting. Mærkets modeller har alle flere år på bagen, mens nye konkurrenter fra især Kina presser priserne stadig længere ned. Samtidig er næsten alle konkurrenter efterhånden gået med i den priskrig, som Tesla selv indledte i begyndelsen af 2023.
For en uge siden meddelte Tesla-ejer Elon Musk, at man ville blive nødt til at afskedige omkring 10. pct. af medarbejderne.
Samtidig er der opstået tvivl om, hvor Teslas fortsatte vækst skal komme fra. Ifølge en meget omtalt historie fra nyhedsbureauet Reuters baseret på tre anonyme kilder, har Tesla droppet eller udskudt planerne om en ny basismodel, kendt som ’Model 2’. I stedet vil Musk satse på en selvkørende ’robotaxi’. Musk har dog afvist Reuters historie og kaldt den for ’løgn’.