Knudret: Skal Toyota bZ4X have nyt navn?

Toyota bZ4X.

En Toyota-direktør har ladet forstå, at navnet på bZ4X skal ændres. Hvorfor siger han ikke, så læsernes gæt er lige så godt som vores.

Bilen med et af øjeblikkets mest knudrede navne, Toyota bZ4X, får senere i år en lillebror. Dens navn burde vel have været bZ2X, men som Hvilkenbil tidligere har skrevet, har Toyota valgt at genbruge Urban Cruiser. Det var navnet på en fiks model, der blev solgt i Europa fra 2009 til 2014.

Så hvorfor nu ikke mere bZ og X? Man kunne få den tanke, at Toyota mener, at to bogstaver – det første lille, nummer to stort – et tal og til sidst et stort bogstav simpelthen er for vanskeligt at have med at gøre. Og især hvis modelbetegnelsen efterfølges af endnu et bogstav. Eksempelvis C for Coupé, som hvis man tænker sig, at den elektriske udgave af C-HR – Coupe-High Ride – skulle døbes bZ3XC.

Beslutningen om modelbetegnelsen for Toyotas indtil videre eneste betydende elbil, bZ4X, blev – må man formode – til efter grundige overvejelser. bZ står for beyond zero med henvisning til udledning af skadelige stoffer. 4 betegner størrelsen på bilen. Og X står for biltypen – altså SUV/crossover.

Ikke første kovending

Men i forlængelse af offentliggørelsen af den kommende elbil Urban Cruiser – der i øvrigt ikke er en Toyota, men en Suzuki eVitara, udviklet og produceret af Suzuki – er spørgsmålet “hvorfor Urban Cruiser og ikke bZ2X” sandsynligvis blevet stillet til nogle ansvarlige Toyota-folk.

I hvert fald kan det canadiske magasin Motor Illustrated berette, at regionaldirektør Patrick Ryan med ansvar for bl.a. Quebec-provinsen har meddelt, at bZ4X får nyt navn. Det canadiske medie formoder, at navneændringen vil finde sted i forbindelse med modelår 2026, når bilen forventes at blive fornyet.

bZ4X er reelt den elektriske udgave af RAV4, og hvad Toyotas navnekabale så ender med, venter vi i spænding på.

bZ4X er et af de mest mærkelige bilnavne nogensinde – nu dropper Toyota betegnelsen

Toyota har tidligere været mindre heldig med navngivning af biler. I 2006 mente japanerne, at nu måtte det være nok med Corolla, så den kom til at hedde Auris. Det viste sig at være en dårlig idé. Brandet Auris slog aldrig an, ej heller salgstallene, så efter 12 år vendte Corolla tilbage.

Tænk, hvis Volkswagen skulle finde på at tage livet af Golf – det ville nærmest overgå Corolla-Auris-fejltagelsen.

Sjove og uheldige

Bilhistorien byder på flere eksempler på mærkværdige modelbetegnelser og på navne, der på ét sprog kan have en stærk og velvalgt betydning, men på andre sprog kan betyde noget ganske utilsigtet.

Til den mærkværdige kategori hører Toyota bZ4X- og Honda e:NY1-navnene. Hvilkenbil kunne i maj 2024 beskrive, at den elektriske Honda får nyt navn på det kinesiske marked. Angiveligt fordi kineserne ikke er i stand til at udtale navnet. Hvilket for så vidt også kan knibe for os, for skal man sige e kolon n y et? Eller e kolon n y en? Eller skal “kolon” ikke med?

Hvis man klikker på linket herover til Hvilkenbil-artiklen, vil man få forklaringen på, hvorfor følgende modelbetegnelser kan opfattes som … lad os bare sige uheldige: Navne som MR2, étron, Laputa, SS, Dictator og Fitta.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here