Porsche skifter strategi – satser stort på ladehybrider

Porsche elbil

Salget på Porsches største marked, Kina, falder, og aktiekursen er styrtdykket. Porsche vil nu investere massivt i ladehybrider.

Aktieværdi og indtjening falder, salget svigter, og det tager Porsche nu konsekvensen af. Selvom strategien fortsat vil være tostrenget med et vis fokus på elbiler, har Porsche besluttet at investere 800 millioner euro (næsten seks milliarder kroner) i udvikling af nye ladehybrider.

Beslutningen blev taget, da Porsche kunne konstatere, at overskudsgraden, også kaldet profitmarginen, ifølge prognoserne i år ville falde til 10 procent. Hidtil havde analytikere forventet en overskudsgrad på knap 15 pct., måske endda op til 17-19 pct.

I 2024 faldt Porsche-aktiernes værdi med 27 pct. Salget i Kina, der er Porsches vigtigste marked, faldt sidste år med 28 pct.

Allerede i november 2024 meddelte Porsche, at begge mærkets SUV’er – Cayenne, der i begyndelsen af 00’erne reddede Porsches dengang skrantende økonomi, og Macan (foto) – vil blive produceret både som rene elbiler og som ladehybrider.

En lang række bilproducenter har ændret strategi, ganske som Porsche. I Europa faldt salget af elbiler i 2024 med knap seks pct., mens salget af hybrider og ladehybrider steg med 20 pct.

Pres fra Kina, en uforudsigelig amerikansk præsident, inflation samt øgede EU-miljøkrav og bortfald af statsstøtte til elbiler i især Tyskland er blandt de faktorer, der har betydet, at elbilernes overordnede popularitet i Europa er faldet det seneste år, mens hybridernes er øget.

Guldægget er falmet

Porsche er en del af Volkswagen-koncernen, og i 2022 blev det besluttet at børsnotere Porsche SE som et selvstændigt selskab. Børsnoteringen var den største i Europa i 10 år. Aktien bragede ind på Frankfurt-børsen til en værdi på 75 mia. euro (knap 560 mia. kr.). Aktien har i øvrigt identifikationskoden (tickercode) P911 efter Porsches mest ikoniske model.

I maj 2023 toppede aktierne med en værdi på 109,5 mia. euro (817 mia. kr.). Siden maj 2023 er Porsche-aktiernes værdi halveret.

Ejerstrukturen er bygget op, så Volkswagen AG ejer 75 pct. af aktierne. Porsche SE, der er kontrolleret af Piech- og Porsche-familierne, ejer 12,5 pct. Ferdinand Porsche stiftede Porsche som konsulentfirma i 1931, og nu afdøde Ferdinand Piech, som i en lang årrække frem til 2015 var Volkswagen-topchef, var Porsche-stifterens barnebarn.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here