MG giver klaplygterne comeback

Konceptbilen MG Cyber X skal teste publikums smag for en elektrisk SUV i kassedesign med klaplygter. Batteriet er en del af karrosseriet.

Kinesiske MG udvider modelpaletten med underserien Cyber. Vi kender allerede roadsteren Cyberster med saksedøre – næste model kan blive en den højbenede SUV Cyber X.

Foreløbig er der tale om et designstudie, som MG viser på biludstillingen i Shanghai. Målgruppen for Cyber-serien er unge kinesere, men er modtagelsen positiv, kan man sagtens forestille sig, at flere Cyber-modeller kommer til Europa.

Bugatti-designer

Cyber X er da også designet af en europæer. Slovakken Jozef Kaban har ført pennen, som han tidligere har gjort det for Skoda, VW og Audi. Kaban er mest kendt for designet af den første udgave af den 16-cylindrede supersportsvogn Bugatti Veyron. Med Cyber X går han i en helt anden retning med en bil, der selv for en SUV står meget højt og opret på hjulene. Nærmest som en formindsket udgave af en Range Rover.

De tværgående lygtebånd for og bag har vi set før, men Jozef Kaban giver comeback til firsernes klaplygter. Dog kun til kørelyset. Nær- og fjernlys sidder længere nede på den fuldstændigt lodrette, massive og lukkede front. Men hvis du husker og savner klaplygterne på den første Mazda MX-5 og flere Chevrolet Corvette-modeller, vækker MG Cyber X gamle bil-minder til live.

Spørgsmålet, som MG får svar på i Shanghai, er dog snarere, om unge kineserne synes klaplygter er nye og smarte?

Batteri bærer karrosseriet

Ifølge MG skal Cyber X ”fusionere bylivets formsprog med vildmarkens robusthed.”

Cyber X lancerer også et par spændende tekniske nyheder. Som den første MG står den på moderselskabet SAICs nyeste platform til elbiler. Batteriet, som MG ikke opgiver kapaciteten for, indgår som en bærende del af karrosseriet. Det sparer vægt og gør karrosseriet stivere til gavn for komfort og køreegenskaber.

Cyber X får også software med et nyt styresystem og en lynhurtig chip, der skal forbedre stemmestyring, navigation og overvågning af føreren.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here