Ford satser stort på en banebrydende elbil-platform, der skal bruges i otte modelserier og kan inkludere et comeback til Mondeo.
If you can’t beat them, build it like them…
Det kunne være mottoet for Ford, der har besluttet at tage kampen op med de kinesiske bilproducenter. For selv om kinesernes elbiler er svære at slå på prisen, vil Ford gøre forsøget. Målet er at nå ned på samme lave priser som de kinesiske konkurrenter – måden at gøre det på, er at bygge biler, som de gør i Kina.
Kort fortalt er det planen, som Fords næstkommanderende for elbiler, Lisa Drake, udlagde den for en række journalister forleden under en ”åbenhjertig” arbejdsfrokost. Det skriver flere medier, bl.a. InsideEVs.
Her kom det også frem, at det Ford kærligt betegner som ’skunk works’ – stinkdyrs-afdelingen – efterhånden er vokset til 500 medarbejdere fordelt på tre lokationer. En understregning af, at Ford i stigende grad ser elbiler som vejen ud af Fords forskellige udfordringer med alt fra økonomi, kinesisk konkurrence og en bilindustri i vild omstilling.
Vil matche Kina på alt
Efter mødet drog analytikeren Daniel Roska denne konklusion:
”Lisa Drake var helt tydelig: Ford vil matche de førende kinesiske bilproducenter på prisen. Ikke bare på batterier, men på alt fra chassiser og varmesystemet til invertere og elektronik. Med otte biltyper, der potentielt kan bruges på markeder globalt, skal det understøtte Fords strategi for det mest af det kommende årti.”
Kort fortalt skal hver eneste komponent i Fords kommende elbiler være billigere, end dem der benyttes i dag.
Comeback til Mondeo?
Første bil på Fords kommende elbil-platform bliver en mellemstor pick-up, som der sælges rigtigt mange af hjemme i USA. Den skal være klar i 2027. Batterier af LFP-typen udviklet sammen med kinesiske CATL, men fremstillet i USA, skal være med til at banke prisen ned.
Senere følger andre biltyper som crossovere og SUVere. Og så den store overraskelse – en ny sedan.
Ford har ellers satset hele butikken på udelukkende at sælge de biler, som især amerikanerne vil have – store SUVere og pick-up’er.
Men på mødet afslørede Lisa Drake, at Ford var klar på at prøve noget nyt i forbindelse med strømmen af kommende elbiler. Og at det kunne være et comeback til den klassiske Ford-sedan. Sådan én har Ford ikke haft, siden mærket droppede Fusion i 2019 – i Europa kendt som Mondeo. Det vil sige, Ford har faktisk solgt en Mondeo siden 2022 – men kun i Kina (billedet.)
Lykkes Fords ’stinkdyrs-afdeling’ med alle sine planer, kan vi altså ikke blot se frem til billigere elbiler fra Ford. Det kan også blive et gensyn med en Mondeo-lignende bil, der tidligere var en stor succes for Ford på vores breddegrader.
Arbejdsløn betyder vel også en del for den endelige pris, så helt ligeså billige kan de vel aldrig blive, med mindre vi begynder at tillade vestlige bilfabrikanter at behandle deres medarbejdere ligeså forfærdeligt som de gør i Kina.
I EU er der måske en mulighed i de mindstepriser der forhandles i øjeblikket. Og tiltagende bæredygtighedskrav, hvor kineserne er håbløst bagude.
Men hvorfor kræver vi ikke derudover, at kineserne skal indgå i partnerskab med vestlige bilfabrikanter, hvor de skal dele kinesisk teknologi, hvis de vil sælge deres biler på vestlige markeder? Det er jo det der har været grobunden for Kinas vækst i elbil teknologi. Så kan vi vel også kræve det.