Vild konceptbil er pakket med banebrydende el-teknologi

amg gt xx

Concept AMG GT XX er et indblik i en kommende super-elbil fra Mercedes-AMG med 1.000 kW og 400 km lynladning på blot fem minutter.

Man kommer uvægerligt til at tænke på ’Tilbage til Fremtiden’ filmene og den geniale Doc Brown, når man ser den nyeste superbil fra AMG.

Mens Doc ombyggede en DeLorean til en tidsrejsemaskine ved hjælp af en såkaldt ’flux capacitor’, benytter Mercedes’ formel 1 og sportsvognsafdeling tre ’axial flux’ elmotorer i konceptbilen AMG GT XX. Det gør den ikke i stand til at rejse i tid – men hurtig, det er den med en topfart på 360 km/t.

Sådan en topfart kræver masser af kræfter. Og det leverer de tre axial flux-motorer med en samlet ydelse på mere end 1.000 kW (1.360 hk).

Blot otte cm brede

Men det mest imponerende er, at flux-motorernes størrelse nærmest er omvendt proportional med kæmpekræfterne.

Selv uden bagrude er der en vis lighed mellem AMG GT XX og Porsche Taycan, som også bliver konkurrenten for en seriefremstillet udgave.

I en såkaldt axial flux-motor løber den elektromagnetiske flux (flow eller strøm) parallelt med motorens rotationsakse, hvorimod den løber vinkelret i traditionelle, elektriske motorer. Sammen med resten af motorens opbygning giver det optimal overførsel af kraft, mens selve motoren er ekstremt kompakt – faktisk er de to motorer bagtil i AMG GT XX blot otte centimeter brede.

Axial flux motorer er både mere kompakte, lettere og især mere kraftfulde. Sammenlignet med traditionelle elmotorer er kræfterne pakket tre gange tættere, motoren er omkring to-tredjedele lettere og fylder blot en tredjedel., hvilket giver mere fleksibilitet i forhold til at bygge drivlinen op.

Indvendig er der dømt minimalisme i GT XX. Sådan skal det være i en sportsvogn, hvor det handler om at køre.

Denne innovative måde at bygge elektriske motorer på vil blive løftet fra konceptbilen AMG GT XX over i serieproduktionen hos Mercedes-AMG fra 2026.

Inspiration fra formel 1

Inspirationen kommer bl.a. fra Mercedes AMGs formel 1 team, der længe har kørt med med hybridmotorer. Derfor kan AMG også trække på erfaringer med højtydende batterier, der også er en vigtig komponent i konceptbilen GT XX og på sigt vil flyde over i nye elbiler fra AMG og Mercedes.

Til AMG GT XX er der udviklet en ny form for cylindriske, smalle og høje battericeller, der gør nedkøling mere effektiv. Dermed kan batteriet lades lynhurtigt med et gennemsnit på mere end 850 kW ved 1.000 ampere.

400 km på fem min.

I en tilstrækkelig kraftig lynlader kan du med andre ord lade 400 km på batteriet på fem minutter. Omtrent den afstand, der er fra AMG i Affalterbach til den legendariske Spa-Francorchamps F1-racerbane i Belgien. Og så bliver forbindelsen mellem AMG GT XX og Mercedes-AMGs formel 1-racere næsten helt fysisk.

Hjulene kan åbne de plader, der ellers nedsætter luftmodstanden, hvis bremserne har brug for køling.

Konceptbilen sender da også flere hilsner til legendariske sportsvogne som C111 til den seneste AMG One, der ret beset er en formel 1-racer med et gade-godkendt karrosseri.

Kommer i almindelige elbiler

På den måde er GT XX endnu et eksempel på, hvordan udvikling og erfaring fra motorsport ender i mere almindelige biler.

På sigt vil innovative løsninger som axial flux-elmotorer, højtydende batterier med effektiv køling og ekstrem hurtig lynladning samt letvægtsbyg finde vej til fremtidens elbiler. De vil stadig ikke være i stand til at rejse i tid, men forbedringerne vil i øvrigt være markante.

Og hey – hvem ved, hvad der sker, hvis Doc Brown får fat i en AMG GT XX og sætter ekstra kraft på sin flux capacitor?

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here