Mazdas kommende elbil og Tesla Model Y-rival er kommet flyvende fra start i Kina med 30.000 bestillinger. I Danmark omkring nytår.
I Kina er der kæmpe begejstring for Mazdas første elektriske SUV. Endnu inden bilen lanceres i Kina til september, har flere end 30.000 kinesere bestilt bilen – vel at mærke uden at se eller køre bilen i virkeligheden først.
Det lover godt for Mazdas ellers noget forsigtige omstilling til rene elbiler. Den begyndte med den spændende MX-30 med yderst begrænset rækkevidde, der gled ud af produktion tidligere i år.
Til august ser vi så elbilen Mazda 6e, der – som betegnelsen antyder – bedst kan beskrives som en elektrisk Mazda 6.
Avanceret teknik trækker
Bilen fremstilles i Kina i joint venture mellem kinesiske Changan og Mazda. Det samme gælder SUV-udgaven, der hedder EZ-60 i Kina, men skifter navn til CX-6e, når den kommer til Europa. Herhjemme ser vi formentlig bilen omkring årsskiftet.
Men først er det altså kinesernes tur. Og der er de især de unge bilkøbere, der lægger ordrer på Mazdas blot tredje elbil.
Ifølge Changan-Mazda er to ud af tre købere mellem 25 og 39 år gamle.
En af dem fortæller i et opslag på sociale medier, at det især var bilens avancerede teknologi, der fik ham til at lægge en ordre. Udover en ekstremt stor centerskærm på 27 tommer, har EZ-60/CX-6e et head up-display, der breder sig over hele forruden.

Lidt større end Model Y
Bilen er 485 cm lang, 194 cm bred og 162 cm høj og dermed en anelse større end den primære konkurrent, Tesla Model Y.
Teknisk deler den platform med en anden el-SUV, som Changan fremstiller under sit eget mærke, Deepal. Batteriet på 78 kWh kommer fra kinesiske CATL og er af LFP-typen. Rækkevidden bliver formentlig 500 km efter den europæiske WLTP-norm.
Langsom lynladning
Mazda opgiver endnu ikke andre specifikationer, heller ikke ladetider. Men Mazda 6e kommer med to batterier med vidt forskellige specifikationer: Et 69 kWh batteri, der kan lades med op til 165 kW og et større 80 kWh-batteri, der til gengæld højst tager 90 kW i en lynlader.
Det kan med andre ord gå begge veje i SUV-udgaven, der ser ud til enten at få almindelig eller langsom lynladning. Sandsynligvis det sidste, for søsterbilen Deepal S07 nøjes med en max-effekt på 92 kW.
I Kina kommer Mazdas elbil EZ-60 også i en udgave med rækkeviddeforlænger, hvor en 1,5 liters benzinmotor fungerer som generator til batteriet. Den udgave ser vi næppe i Danmark, hvor den rent elektriske CX-6e formentlig bliver væsentligt billigere.