‘Bromancen’ mellem Trump og Musk virker helt død: Trump hævder, at Musk vidste og accepterede, at elbil-støtte skulle fjernes.
Bruddet mellem den amerikanske præsident Donald Trump og verdens rigeste mand Elon Musk virker stadig mere uigenkaldeligt.
Efter at Donald Trump har fået vedtaget sit ‘big, beautiful bill’ lovforslag, der til Elon Musks fortrydelse vil øge den i forvejen enorme, amerikanske statsgæld, har det føget med ukvemsord mellem de to tidligere allierede.
Senest har Elon Musk nu startet et nyt politisk parti, The American Party.
“Latterligt”
Præsident Trump kalder det “latterligt”, og giver samtidig et overraskende indblik i, hvad de to egentlig har aftalt omkring den amerikanske støtteordning til elbiler.
Gennem flere år har det nemlig været muligt at få op til 7.500 dollars (ca. 50.000 kr.) skatterabat ved køb af et bredt udvalg af elbiler i USA. Den støtteordning tages nu af bordet med ‘big, beautiful bill’.
Det er et hårdt slag for Elon Musk, hvis Teslaer er de mest solgte elbiler i USA.
Hvad er Musks motiv?
Af samme grund har mange altid undret sig over, hvorfor Elon Musk i sommers gav Donald Trump sin uforbeholdne støtte og kastede omkring 1,7 mia. kr. i Trumps valgkampagne.
For hvorfor ville manden bag Tesla, der vil tilbyde alle CO2-fri transport og tidligere har støttet demokraterne, pludselig have en mand, der har erklæret elbiler krig og vil satse på olie, kul og gas i stedet for elbiler og vedvarende energi i Det Hvide Hus?
Musk overraskede Trump
Det fulde svar kender vi ikke, men ifølge Donald Trump selv, har han hele tiden været åben over for Elon Musk med sit ønske om at indstille støtten til elbiler, det såkaldte “EV Mandate”.
“Jeg har ført kampagne for det i to år. Helt ærligt, da Musk gav mig sin fulde og ubestridte støtte, spurgte jeg ham, om han vidste, at jeg ville droppe elbilmandatet. Det sagde han, at han ikke havde noget problem med, hvilket jeg var overrasket over,” skrev Trump natten til mandag på sit medie Truth Social.
Hvis Trumps forklaring står til troende, bliver det stadig mere uforståeligt, hvorfor Elon Musk gennem sin støtte til Trump har været med til – måske uopretteligt – at ødelægge sin egen forretning. Elon Musks ageren kandiderer i hvert fald til at være selvskade på et helt nyt niveau.
Investorer er bekymrede
Det fortsatte skænderi mellem USAs præsident og verdens rigeste mand får også investorer til at frygte, at det kan skade Tesla-aktien.
“Der er ingen tvivl om, at det her er noget, som fylder hos investorerne i Tesla. De skal forholde sig til det, fordi Trumps politik kan få negativ indflydelse på Tesla, siger viceinvesteringsdirektør hos Formuepleje Otto Friedrichsen til TV2.
Tesla-aktien lukkede mandag med et fald på 6,8 pct.