Renault 4 har snart dansk premiere: Vi kører første tur i den franske retro-futuristiske fristelse, der bliver blandt til de billigste elbiler til familien Danmark.
Renault satser på elbiler – og det giver gevinst i Danmark, hvor to tredjedele af alle nye biler, der sælges, er elbiler.
Nyeste skud på stammen er Renault 4. Trods nummeret er den netop – touché – et nummer større end mini-elbilen Renault 5, der blev lanceret tidligere i år.
Duoen er Renaults mindste elbiler og har både teknikken og retro-temaet tilfælles. Som Renault 5 sender Renault 4 flere design-hilsner til sin forfader, der blev bygget mellem 1961 og 1994 i mere end otte millioner eksemplarer. Dermed er Renault 4 den mest succesfulde Renault til dato, og det vidner om store forhåbninger til den elektriske afløser.
Både nostalgisk og moderne
Hvis vi dvæler lidt ved retro-detaljerne vil ældre bilentusiaster nikke genkendende til detaljer som de runde forlygter, aflange baglygter, ekstra frihøjde og måske især den skrå bagklap, der holder linjen hele vejen fra taget til kofangeren.

Åbner man bagklappen, glædes man over en lav læssehøjde på 61 cm uden kant. Du skubber bare IKEA-møblerne direkte ind – præcis som i forgængeren, der også gjorde en dyd ud af gøre af- og pålæsning så let som muligt.
Den slags nostalgi preller formentlig af på de fleste Renault 4-kunder. Originalen er trods alt langt over 30 år gammel, så for yngre bilkøbere handler det om andre ting. Renault har da heller ikke fortabt sig i retro-romantik, men udstyret den elektriske arvtager med alt det, der for alvor tæller i elbilernes nye verden: En digital brugerflade med det velfungerende Google Automotive tilsat masser af fysiske knapper, der gør Renault 4 til en af de lettest betjente elbiler på markedet.
Hertil rigeligt med elektriske kræfter – elmotoren yder op til 110 kW (150) – samt batterier, der giver op til 407 km rækkevidde og kan lynlades 15-80 pct. på ca. en halv time. Det sidste slår ingen rekorder, men her skal man huske på, at ladetiderne ofte er noget længere for de billigere elbiler end de store modeller, som der er blevet solgt flest af herhjemme de seneste år.
Bredere publikum
Men Renault 4 er ikke et alternativ til populære el-SUV’ere som Skoda Elroq, VW ID.4 og Tesla Model Y. Renault 4 tilhører fortroppen af en bølge af nye, mindre og billigere elbiler, der nu kommer til Danmark. Elbiler som Citroën ë-C3 Aircross, Opel Frontera, BYD Atto 2 og Ford Puma Gen-e, der koster omkring 200.000 kr. og dermed appellerer til et langt større publikum i Danmark.

Tjek bare priserne her: Renault 4 begynder fra 207.000 kr. for basisudgaven Evolution. Med udstyr som klimaanlæg, varmepumpe og navigation er den ikke skrabet. Udfordringen er snarere det lille batteri på 40 kWh. Det giver 312 km rækkevidde. Vil du have mere, skal du af med 15.000 kr. mere for det store batteri på 52 kWh, der øger rækkevidden til 407 km.
Det placerer Renault 4 blandt de billigste elbiler, der også har plads til familien. Det kan du læse mere om her.
Bedste køb til 240.000 kr.
Det bedste Renault 4-køb ligner dog Techno-udgaven med det store batteri, men mere udstyr som Google-baseret navigation, adaptiv fartpilot og adaptive LED-forlygter.
Den koster 240.000 kr. og det er præcis den Renault 4, som vi i går havde lejlighed til at køre en første, kort tur i på danske veje inden den officielle Danmarkspremiere 27. september.
Blødere affjedring
Teknisk står Renault 4 på samme platform som Renault 5. Et godt udgangspunkt, for Renault 5 kører fremragende med multilink-baghjulsophæng, præcis styring og et forhjulstræk, der kan administrere elmotorens fine kraftoverskud.
Renault 4 er dog mærkbart blødere sat op. Fjedrene er endnu bedre til at sluge ujævnheder – her er tale om klassisk fransk kørekomfort. Så lever vi fint med, at familiebilen krænger lidt mere i kurverne.
Som i Renault 5 noterer vi os dog en del hjulstøj fra de store 18-tommer dæk, hvor asfalten ikke er nystrøget. Her kan man godt høre, at der er mere støjdæmpning i den større og dyrere Renault Scenic Electric.
Logisk betjening
Til gengæld kan vi ikke rose betjeningen nok. Kombinationen af Google software med en virkelig lydhør stemmestyring og masser af fysiske genvejsknapper gør Renault til nogle af de letteste og mest intuitive elbiler af betjene. Bare ét eksempel: Vil du slippe for bippende fartalarmer, træthedsovervågning og ryk i rattet fra vognbaneassistenten, trykker du på én, fysisk knap – så er der fred. Merci Renault, det kunne mange konkurrenter lære noget af.
Så er du som bilkøber lidt skræmt af moderne elbilers omfattende skærmbetjening, er Renault et godt sted at begynde.

Med et lille suk: De franske indretningsarkitekter har placeret hele tre stilke til henholdsvis gear, vinduesvisker og lyd nærmest oven i hinanden til højre for rattet. En rask tre-punkts vending ender ofte med, at viskerne i farten aktiveres i stedet for gearvælgeren. Så føler man sig lidt dum.
Afmålt plads
Fine køreegenskaber og logisk betjening i retro-chic indpakning gør det ikke alene. Renault 4’s raison d'être er og bliver, at den i modsætning til den lille 5’er skal friste familien. Og her er vi ikke helt klar til at fælde endelig dom efter en kort intro-tur.
Foran sidder undertegnede på 190 cm glimrende i både eftergivende og velstøttende forsæder med elektrisk lændestøtte. Igen, Renault kan noget med komfort.
På bagsædet kniber det lidt mere. Trods otte ekstra centimeter mellem akslerne end R5, kunne vi godt ønske os mere benplads heromme. Og lidt ekstra luft under forsæderne til store skonumre. Mit eget langlemmede afkom ville protestere, men hvis man er en familie af lidt lavere, normal statur, bør kernefamilien på fire sagtens kunne være i Renault 4.
Den nybagte familie med barnevogn bliver dog presset. Bagagerummet sluger hele 420 liter, men mange af dem befinder sig under gulvet, hvor f.eks. er plads til ladekabler. Bagagerummet er altså ikke særligt dybt, så den store Odder-barnevogn skal formentligt skilles ad for at være her.
Til gengæld tager Renault 4 750 kg på krogen – 250 kg mere end R5.
Fire modeller under 250.000 kr.
Alt efter pladsbehov ligner Renault 4 dog et attraktivt bud på en elektrisk familiebil i prisklassen lige over 200.000 kr.
Dem er der behov for. Og Renault tilbyder et usædvanligt stort udvalg af dem. Faktisk kan det franske mærke tilbyde hele fire elbiler under 250.000 kr. Udover søsterbilerne Renault 5 og 4 fås den ID.3 store Megane fra 245.000 kr. og den endog meget rummelige Scenic fra 250.000 kr.
Sidstnævnte blev for nylig sat 40.000 kr. ned og kan vise sig at blive Renault 4’s største konkurrent, når familien møder ind hos Renault-forhandleren for at se på elbil til familien. Omvendt er der gode chancer for, at de faktisk vælger en Renault. Med Renault 4 er der franske fristelser for enhver smag og familie.
Gå en tur med rundt om Renault 4 i videoen her.