Hvorfor ikke tage en klassisk coupé fra før Murens fald og genskabe den som elbil? Skoda viser en moderne fortolkning af den klassiske 110 R.
Nogle biler har opnået kultstatus, selvom det ikke lige lå i kortene, dengang da Europa var delt i den kommunistiske østblok og de vestlige demokratier. Men Lada, Trabant og ikke mindst tjekkoslovakiske Skoda skabte nogle biler, som entusiaster i dag holder kørende i velbevaret stand.
En af dem er Skoda 110 R Coupé fra 1970’erne, fra dengang da Tjekkoslovakiets statsoverhoved hed Svoboda, Sovjetunionens hed Breznjev, og Skoda-vittighederne florerede i Vesteuropa. Men Skoda gjorde et godt stykke arbejde for at få morsomhederne til at forstumme med ikke mindst den ikoniske rallymodel 130 RS. I 1977 tog den første- og andenpladsen i klassen for biler under 1,3 liter i Rally Monte Carlo, og den fik, ganske fortjent, kælenavnet “Østens Porsche”.
Især 130 RS kan i dag få nostalgien til at blomstre i entusiastkredse. Så hvorfor ikke lade sig inspirere af historien og bygge videre på succesrig kult? Netop dét har Skoda-designer Richard Svec gjort, og han har skabt en moderne fortolkning af 1970’ernes coupé. Ud af det er elbilen 110 R Concept blevet til.
Diskret henvisning til originalen

Richard Svecs 110 R er netop præsenteret på Skodas internationale medieportal (link i slutningen af artiklen). Svec understreger dog, at målet ikke var retro, men derimod at skabe noget nyt med, som han udtrykker det, “diskrete henvisninger til originalen”.
Hvilket vel – ret beset – også er en form for retro.
Netop rallybilen RS 130 har været en klar inspirationskilde. De lodrette luftindtag i fronten går igen i 110 R Concept, for “en elbil har også brug for køling”, som Svec siger. Brede skærme, én hjulmøtrik og sikkerhedsbur i kabinen er blandt øvrige diskrete hentydninger til 1970’ernes 130 RS. Luftindtaget under de bagerste sideruder er også en klar hilsen til den oprindelige.
Derudover har Skodas moderne designstil, Modern Solid, fået en fremtrædende plads, når det kommer til proportioner, linjer og effekter. Det indefra-oplyste Skoda-logo og de nye LED-lygter er udtryk for nytænkning, kaldet Tech Loop, og er med til at give 110 R Concept et markant udtryk.
Den oprindelige 110 R

110 R Coupé fra 1970 er baseret på den 4-dørs sedan 110 R og blev produceret i årene 1970-80 på fabrikken i Kvasiny. Motoren var placeret bagtil, og den trak på baghjulene – ganske som Porsche 911, deraf 130 RS’erens kælenavn “Østens Porsche”.
Gearkassen i 110 R Coupé var en 4-trins manuel, motoren en 1,1 liters med 60 af de gammeldags SAE-hestekræfter. Den vejede under 900 kilo, og tophastigheden var 145 km/t.
Vellykket retro
110 R Concept er ikke den første nyfortolkning fra Skodas design-kontor. Den er en af flere i serien Icons Get a Makeover, hvor Skoda giver designere frie hænder til at nyfortolke historiske modeller. Tidligere i år præsenterede tjekkerne en moderne konceptudgave af 1980’ernes Favorit, som Hvilkenbil omtalte i maj.
Om koncepterne 110 R og Favorit en dag bliver til “rigtige” elbiler, står endnu hen i det uvisse, men der er vellykkede eksempler på genskabte klassiske modeller fra det forrige århundrede, som måske kunne inspirere. Blandt de mest fremtrædende eksempler i kategorien er Renault 5 E-Tech og Fiat 500e.
Så hvorfor ikke? Skoda har de gode ideer, og måske kunne en moderne Favorit i fremtiden være et skud på stammen efter mini-SUV’en Epiq, der snart får premiere. Altså en arvtager til nutidens Fabia, ganske som moderselskabet VW er på vej med en ID. Polo.
Hvis man vil se mere om Skoda 110 R Concept, så klik på linket her.