Stagnerende bilsalg, høje omkostninger og hård konkurrence fra Kina rammer tysk bilindustri - 55.000 jobs er forsvundet på to år.
Tyskland er Europas bilhjerte, men lige nu banker det svagere end længe. Flere af de helt store motorer i tysk bilindustri befinder sig midt i en krise, der koster tusindvis af tyske arbejdspladser.
Bosch, som leverer alt fra sensorer til software og dermed er en af verdens største underleverandører til bilindustrien, har netop meddelt, at de vil skære 13.000 job væk inden 2030. Det svarer til cirka tre procent af virksomhedens samlede arbejdsstyrke, og det rammer især de tyske fabrikker.
Også Volkswagen - Tysklands suverænt største bilproducent - er presset og forbereder sig på at skære ned i produktionen og i antallet af ansatte. Det skriver Bloomberg.
“Kun begyndelsen”
Ifølge brancheorganisationen VDA er der allerede forsvundet omkring 55.000 job i den tyske bilindustri de seneste to år. Intet tyder på, at krisen stopper her.
Andre store underleverandører har samme planer som Bosch.
ZF, der er mest kendt for at lave gearkasser, vil afskedige 14.000 medarbejdere inden 2028. Dækproducenten og teknikleverandøren Continental vil skære over 10.000 jobs væk, og hos Schaeffler, en anden stor underleverandør, forsvinder næsten 5.000 stillinger inden 2030.
“Meddelelsen om betydelige afskedigelser hos Bosch er kun begyndelsen på en større omstrukturering af tysk industri. Vi vil se mange flere fyringsrunder og også konkurser i de kommende år,” siger Marcel Fratzscher, præsident for det tyske research institut DIW til Bloomberg.
Højere udgifter og lavere salg
Krisen har flere årsager. Først og fremmest stagnerer bilsalget i Europa. Mange europæiske forbrugere holder igen på grund af usikker økonomi og stigende leveomkostninger. Når bilsalget falder, står fabrikkerne med overkapacitet – de kan fremstille flere biler, end der er kunder til.
Samtidig kæmper tyske virksomheder med høje udgifter. Energi, råvarer og lønninger er dyrere i Tyskland end i mange andre lande, og det presser indtjeningen. Flere bilproducenter flytter simpelthen produktion til europæiske lande med lavere omkostninger som Slovakiet og Tjekkiet.
Endelig er konkurrencen blevet skarpere. Kinesiske elbilproducenter rykker hurtigt og kan tilbyde biler til lavere priser. Tyske virksomheder har faktisk investeret massivt i elbiler, men indtjeningen på de nye modeller er endnu ikke på niveau med de klassiske benzin- og dieselbiler.
Måske kan den hårdt pressede industri finde håb i, at salget af elbiler faktisk har oplevet en markant stigning i år.
Rammer bredt
Når giganter som VW og Bosch skærer ned, rammer det som ringe i vandet over alt i Tyskland. Små og mellemstore leverandører, der producerer alt fra kabler til gear og elektronik, mister ordrer og risikerer selv at måtte lukke eller fyre medarbejdere.
I områder som Stuttgart og Wolfsburg, hvor bilindustrien dominerer, kan det få store konsekvenser for lokalsamfundene.
Elbiler bliver billigere
På kort sigt vil danske bilkøbere næppe mærke de tyske nedskæringer. Men på længere sigt kan krisen ændre udbuddet af biler.
Alt andet lige vil det gøre især elbiler billigere. Den barske sandhed er, at omstillingen til elbiler indebærer færre jobs i bilindustrien af den simple grund, at elbiler indeholder færre dele og dermed kan fremstilles billigere. Det er den virkelighed, som tysk bilindustri er ved at omstille sig til. Og jo mere industrien kan nedbringe omkostningerne, desto billigere kan den sælge sine biler - og dermed klare sig bedre i konkurrencen med billige elbiler fra Kina.
Nye jobs i forsvarsindustrien
For Tyskland er den store udfordring, at omstillingen ikke går ud over beskæftigelsen. Her satser den tyske regering på, at mange af de højt kvalificerede medarbejdere, der i dag fremstiller biler, kan få jobs i den tyske forsvarsindustri, der står over for en kæmpe vækst som følge af den internationale oprustning.
Om man kan lide det eller ej, ligner fremtiden for tysk industri en blanding af mere miljøvenlige elbiler og dødbringende våben.