Test: Mazda 6e - japansk skønhed med kinesiske udfordringer

BILTEST: Kinesiske Changang fremstiller Mazda 6e med flere indbyggede benspænd for en ellers velskabt og velkørende elbil til en stærk pris.

Hvilken bil?

Mazda 6e er en knapt fem meter lang og lav fem-dørs hatchback med praktisk bagklap, der skal konkurrere med elbiler som VW ID.7, Tesla Model 3 og Hyundai Ioniq 6. Det er også Mazdas blot anden dedikerede elbil efter den lidt skæve MX-30, der fascinerede med frækt design, baghængslede døre og korkindlæg i kabinen, men også frustrerede med beskeden plads og rækkevidde.

Mazda 6e er anderledes seriøs. Som navnet fortæller, er den en elektrisk fortolkning af firma- og familiebilen Mazda 6, der traditionelt har mange trofaste fans i Danmark.

Her tester vi den mindste udgave med 69 kWh LFP-batteri med 479 km rækkevidde, 190 kW (258 hk) og baghjulstræk til 300.000 kr. Testbilen har Takumi Plus-udstyr, der indeholder et lækkert indtræk i kombineret nappalæder og ruskind samt eldrevet solafskærmning af panorama-glastaget. Plus-udstyret bringer prisen op på 315.000 kr.

For yderligere 15.000 kr. fås Mazda 6e med et større 80 kWh-batteri, der øger rækkevidden til 554 km, men højst usædvanligt næsten fordobler lynladetiden fra 24 til 45 minutter. Vores klare anbefaling er derfor at vælge udgaven med det lille, men hurtige batteri. 

Vidste du at?

Som flere japanske bilmærker har Mazda tøvet med elbiler. Mazda har da også skudt genvej og udliciteret udvikling og fremstilling af 6e til Changan i Kina, som Mazda har haft et 50/50 joint venture med i 20 år.

Det har været nemt for den betroede, kinesiske partner, for Changan har groft sagt bare pakket deres Deepal SL03 ind i Mazda-design ude og inde, og - voila - Mazda 6e er født.

Visuelt er resultatet vellykket.

Smag er forskellig, men vi har sjældent fået så mange positive kommentarer som i testugen med 6e. Folk kunne slet ikke holde sig væk, men har lovprist det elegante design som et tiltrængt alternativ til tsunamien af mere klodsede SUV’ere. Alene designet vil give Mazda kunder i butikken.

Mazda har haft ansvar for det udvendige design og køreegenskaberne, der er finjusteret til europæisk smag af Mazdas tyske udviklingscenter i Frankfurt. Changan har leveret platform, batterier og software. Hvad det betyder for vores oplevelse af bilen, vender vi tilbage til.

Hvordan er førerpladsen?

Changan sværger til den minimalistiske indretning, som vi kender fra Tesla og som mange kinesiske bilproducenter efterligner. Stort set al betjening foregår via en stor, central skærm. Den står skarpt, men som vi ofte oplever med Kina-biler, savner menuer, lay-out og især betjening den logik og brugervenlighed, som forbilledet Tesla mestrer.

Et eksempel. Hvis du vil kvæle de irriterende advarsler for uopmærksomhed, hastighed og vognbaneassistenten, skal du ind i tre forskellige menuer for at klikke dem væk. Det kræver 11 (ja, elleve) klik før hver eneste køretur. Et andet: Radioen skal vækkes for at levere lyd. Som regel skal den også lige scanne samtlige kanaler, inden den er klar. Også de kanaler, du har lagt ind som faste favoritter. Et tredje: Viskerne starter altid på automatik. Glemmer du at slukke dem før køreturen, tager de lige en tur over den tørre rude og efterlader striber, der kræver håndvask for at forsvinde igen. Et fjerde: Stemmeassistenten er emsig og blander sig for meget. Nogle gange taler den bare sort. Det er til at blive vanvittig af.

Instrumentskærmen er også meget kinesisk. Alt står med småt og displayet er overlæsset med informationer. I en europæisk bil vil der være prioriteret og udvalgt for at skabe ro og overblik. Ikke her.

Hvordan opleves kabinen?

Bortset fra betjeningen er kabinen i Mazda 6e virkelig lækker. Især med Takumi Plus-udstyr, der opgraderer kunstlæderindtræk til brunt nappalæder og ruskind - selv på instrumentpanelet. Overfladerne er bløde, samlingerne præcise og du sidder godt i fastpolstrede sæder. Audi kan ikke være med her - slet ikke til prisen.

Bagsædet byder på fin benplads, men også den typiske elbil-skavank med et højt gulv, der gør, at du sidder med meget bøjede ben.

Bagagerummet er dybt, men gulvet er højt og vi savner lidt flere aflæggerum. Til gengæld er der et stort frunk med plads til mere end kabler. Det kunne være beskidte gummistøvler og vådt regntøj, for her er et praktisk afløb i bunden. Superpraktisk og godt tænkt.

Er sikkerheden i orden?

Mazda klarer sig glimrende i Euro NCAP-crashtesten - endda efter de skrappeste 2025-regler. Både beskyttelsen af voksne og børn er helt oppe på 93 procent, blandt andet ved hjælp af hele ni airbags, inklusive en centerairbag mellem forsædepassagererne. Uanset kollisionstype beskytter Mazda 6e sine passagerer effektivt og uden anmærkninger. Det gælder også beskyttelsen mod piskesmæld på alle siddepladser - en disciplin, der ellers kan være vanskelig.

Euro NCAP var også godt tilfredse med assistentsystemerne, men her er vi uenige: De er formentlig sikre nok, men fungerer ikke hensigtsmæssigt: Vognbaneassistenten rykker for meget i rattet og reagerer ikke altid logisk, når bilen møder vejstriber. Den adaptive fartpilot virkede flere gange tøvende, hvor den satte farten ned over længere stræk, for så at øge farten igen - helt uden grund.

Læs hele crashtesten hos Euro NCAP og se videoen herunder.

Hvordan kører den?

I en verden af højbenede SUV’ere, er det en fornøjelse at sætte sig ned i en lav elbil som Mazda 6e. Både du og tyngdepunktet kommer tættere på asfalten, og får en mere præcis oplevelse af bilens vejgreb og reaktioner. Godt hjulpet af en usædvanlig lav vægt under to ton, kører 6e som en typisk Mazda: Med fast men ikke ukomfortabel undervogn, præcis styring og minimal krængning i sving. En klassisk Mazda-unode er dog fulgt med - på alt andet end moderne, støjdæmpende asfalt er hjulstøjen rigelig.

Så er der desværre også et par unoder fra den kinesiske software. Kører du med fuld indvinding af bremseenergi, når du slipper speederen, får Mazda 6e en uskøn kørsel, hvor den har svært ved at falde til ro, når du cruiser. Den mindste berøring af speederen resulterer i en lille acceleration eller rekuperation. Det er trættende, men forsvinder, når du vælger Comfort, hvor der er minimal rekuperation af bremseenergien.

Køreassistenterne gør heller ikke noget godt for komforten: Vognbaneassistenten rykker i rattet og den adaptive fartpilot er ubeslutsomt og sætter ofte - helt ubegrundet - farten ned. Slår du dem fra, kører Mazda 6e glimrende - men det er jo ikke meningen med de assistenter, der er til for at hjælpe chaufføren.

Hvordan er motor og opladning?

Elmotoren trækker på baghjulene med 190 kW (258 hk). Det burde være rigeligt, men Mazda 6e savner det punch, vi kender fra de fleste elbiler. Også selv om den er et par hundrede kg lettere end de fleste. Til gengæld er elmotoren støjsvag og leverer sine lidt blodfattige kræfter helt lineært.

Forbruget er OK uden at være Tesla-effektivt. Mazda lover 6 km/kWh, vi nåede 5,1 km/kWh i en testuge med mest kørsel på lande- og motorvej i lunt vejr med en del modvind. Det giver en rækkevidde på 350 km - rigeligt til langt de fleste ture.

Lynladning var anderledes end vi er vant til. Mazda lover en peak-effekt på 165 kW og en 10-80 procent opladning på 24 minutter. Vi så en lidt usædvanlig ladekurve, der starter med godt 100 kW ved 14 procent, som den fastholder i lang tid, for så at peake ved 142 kW og derefter fade til 66 kW til sidst. Vores hurtigste opladning var 14 til 89 procent på 34 minutter - det er godkendt.

Højst usædvanligt tager udgaven med det større batteri på 80 kWh af NMC-typen max 90 kWh, hvilket næsten fordobler ladetiden fra 10-80 procent til 45 minutter. Det gør valget let - basisudgaven med det lille, men hurtige batteri er det bedre valg. Også på langturen.

Passer prisen?

Ja, prisen er et trumfkort for Mazda 6e. Selv i basisudgaven er udstyret komplet, og der er intet skrabet over finish og byggekvalitet.

Er du til ægte nappalæder og lys ruskind er de 15.000 kr. ekstra til Takumi Plus-udgaven godt givet ud. Sammen med eldrevet solgardin til panoramaglastaget giver det premium-atmosfære i kabinen, også fordi den er så godt skruet sammen.

Til gengæld kan du spare 15.000 kr. til udgaven med det større batteri. Lynladetiden er så langsom, at der ikke er reel gevinst ved den længere rækkevidde på 554 km. Fordelen forsvinder simpelthen ved ladestanderen, når du tager den lange ferietur ned gennem Europa. Af uforklarlige årsager har udgaven med det store batteri også 13 hk færre end basisudgaven.

Vi tror, at Mazda 6e kommer til at holde værdien godt. Også fordi nybilgarantien på seks år/150.000 km er blandt de bedste på markedet.

Er der alternativer?

Ja, og trods den attraktive pris på Mazda 6e ser konkurrenterne skarpe ud. Til gengæld er der ikke så mange af dem.

Bedst er efter vores vurdering Tesla Model 3 Standard Range baghjulstræk med 239 kW (325 hk) og 554 km rækkevidde. Den har flere kræfter, længere rækkevidde, kører endnu bedre og er også nemmere at betjene til tilsvarende 300.000 kr.

BYD Seal i basisudgaven med baghjulstræk, 230 kW (313 hk) og større 82 kWh batteri med 570 km rækkevidde er også en oplagt konkurrent. Seal lynlader langsommere og har mindre plads på især bagsædet til 320.000 kr.

En anden Kina-bil, Hongqi EH7, er endnu større og meget rummelig, men har ikke den praktiske, store bagklap. Til gengæld yder elmotoren hele 253 kW (344 hk) og rækkevidden på 510 km er lidt længere. Trods konventionel 400 volt-teknologi lader Hongqi 10-80 procent på blot 20 minutter. Det får du lov at betale for - EH7 er noget dyrere til 350.000 kr.

Efter nytår kommer Hyundai Ioniq 6 i en faceliftet udgave med 168 kW (229 hk) og 521 km rækkevidde til 280.000 kr. for basisudgaven Essentiel. Det er en stærk pris for en uhyre effektiv og rummelig elbil med moderne 800 volt-teknologi, der giver lynhurtig opladning.

Konklusion:

For: Design, køreegenskaber, finish, udstyr, pris.
Imod: Underudviklet software, kompleks betjening, ringe køreassistenter.
Hvilkenbil siger:

Det er lang tid siden, vi har set så elegant en elbil som Mazda 6e. På finish, byggekvalitet og udstyr sætter den sågar Audi i skyggen. 6e kører også letfodet og atletisk sammenlignet med de fleste el-SUV’ere. Det er de gode ting, den har fået med fra Japan. Desværre er den lavet i Kina med kinesisk software - og herfra kommer alle minusserne. Mazda 6e lokker med sit smukke ydre, men skuffer på flere områder, når du kommer under den flotte indpakning.

FAKTA: Mazda 6e Standard Range Takumi Plus

Pris: 315.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Årlig ejerafgift: 840 kr.
Garanti (bil/rust): 6 år (150.000 km)/12 år
Garanti (batteri): 8 år (160.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2025)
Antal airbags: 9 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 492/ca. 198/149 cm
Akselafstand: 290 cm
Bagagerum: 466/1.074 liter + 72 liter frunk
Vægt: 1.962 kg 
Anhængervægt: 750/1.500 kg m. bremse
Batterikapacitet: 69 kWh 
Rækkevidde (WLTP): 479 km
Forbrug: 6,0 km/kWh 
Forbrug i test: 5,1 km/kWh (14-18 gr., tørt, en del modvind)
Ladeevne: Op til 165 kW DC/11 kW AC
Opladningstid: 24 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), ca. 7,5 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 190 kW (258 hk), 320 Nm, baghjulstræk
0-100 km/t: 7,6 sek
Topfart: 175 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremsesystem m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, blindvinkelassistent, vejskiltegenkendelse, LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, p-sensorer for og bag, 360 graders kamera, regnsensor, elektrisk justerbare forsæder m. varme og køl, lændestøtte, indtræk i nappalæder og alcantara (Takumi Plus), læderrat m. varme, 3-zonet klimaanlæg, nøglefri betjening, elektrisk bagklap, elektrisk hækspoiler, 15 tommer infotainmentdisplay m. navigation, ambientebelysning, DAB-radio, stemmebetjening, trådløs Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, panoramaglastag med elektrisk solafskærmning, 19 tommer alufælge, varmepumpe. (* Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 10-12.000 kr.
Elektrisk anhængertræk: 17.000 kr.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here