Changan bliver det 24. nye kinesiske bilmærke, der prøver lykken i Danmark. Bag står den danske Suzuki-importør. Dansk lancering til marts.
Der har været optræk til det i mere end et års tid, og nu er det officielt: Kinesiske Changan har fået en dansk importør, og vil lancere mærket i Danmark efter at have introduceret Changan i bl.a. Tyskland, Holland, Norge og Sverige.
Til marts bliver det Danmarks tur. Bag står den danske importør Andersen Motors, der mest er kendt for at importere Suzuki, men også har importen af et andet kinesisk mærke, Aiways, der dog ikke har fremstillet biler siden 2023.
Dermed får Andersen Motors et aktivt lod blandt alle de kinesiske bilmærker, der kæmper for at vinde fodfæste i Europa på den lange bane. At udskillelseskampen allerede er begyndt, understreges af, at Changan bliver det 24. kinesiske bilmærke, der prøver lykken i Danmark siden 2022. Det betyder også, at flere af disse nye mærker har en markedsandel omkring 0,1 procent, hvilket er helt utilstrækkeligt til at skabe en bæredygtig forretning. Den brutale sandhed er, at de skal sælge langt flere biler - ellers kommer de til at opgive Danmark igen.
Kinas ældste
Changan er dog ikke et hvilket som helst Kina-mærke. Faktisk er Changan Kinas ældste bilfabrikant, der kan dateres helt tilbage til 1862, hvor man startede som våbenproducent. Hovedkvarteret ligger i Chongqing i det sydvestlige Kina, og udover Changans eget mærke, samt joint ventures i Kina med Ford og Mazda, producerer Changan blandt andet også mærket Avatr.

Changan har over 80.000 ansatte og opererer angiveligt i 90 lande. Sidste år solgte mærket 2,7 millioner biler globalt.
Changan har dog ført en stille tilværelse i Europa i mere end 20 år, men har de seneste år hyret folk med forstand på europæiske bilkøberes præferencer. Blandt andre den tyske bildesigner Klaus Zyciora, der i 2023 kom fra Volkswagen, hvor han havde ansvaret for designet af flere ID.-modeller.
Laver elbiler for Mazda
Hvis navnet ringer en svag klokke, skyldes det, at Changan sådan set allerede er i Danmark. Det er nemlig Changan, der fremstiller Mazdas nye elbil Mazda 6e i Kina i et joint venture med det japanske bilmærke.
Der vil også være en duft af Mazda i den Changan Deepal S07, som bliver den første bil, som mærket lancerer i Danmark. Deepal S07 er en el-SUV, der skal konkurrere med biler som Tesla Model Y og VW ID.4. Og så lægger den platform og teknik til den Mazda CX6-e, der også kommer til Danmark næste år.
Deepal S07 får en lidt undervældende rækkevidde på 475 km. Til gengæld er der skruet op for lynladeeffekten. Sidst vi hørte om bilen, var den maksimale ladeeffekt 95 kW, nu klarer Deepal S07 200 kW.

Det samme gælder for den lidt mindre Deepal S05 (foto øverst), der kommer til Danmark sammen med sin storebror. Her er rækkevidden 485 km.
Gennemsnitlig teknik - god garanti
Priserne er endnu ukendte, men de bliver formentlig afgørende for, om Changan kan vinde fodfæste på det efterhånden overbefolkede marked for kinesiske elbiler. Teknikken ser ud til at blive gennemsnitlig, men Changan kan få fordel af et landsdækkende forhandlernet, hvis Andersen Motors lancerer mærket hos sine kendte Suzuki-forhandlere. Det er endnu ukendt.
Garantien kan blive et trumfkort: Alle Changan-modeller leveres med en garanti på syv år eller 160.000 kilometer og en batterigaranti på otte år eller 200.000 kilometer. Her placerer Changan sig i den gode ende af markedet.






