Mazda tager begrebet widescreen bogstaveligt i CX-6e. Den elektriske SUV bygges af kinesiske Changan og kommer til Danmark til sommer.
Så er det officielt: Mazda er klar med mærkets første, fuldt elektriske SUV, navnet er CX-6e, og vi ser den hos danske forhandlere til sommer.
Vi har tidligere teaset billeder af bilen, der fredag fik Europapremiere på biludstillingen i Bruxelles. CX-6e er SUV-udgaven af den lave Mazda 6e, der blev lanceret i Danmark i slutningen i 2025. Begge biler fremstilles i Kina af Mazdas kinesiske samarbejdspartner Changan, der til foråret lancerer deres eget Deepal-mærke i Danmark. Første bil bliver SUV’en Deepal S07, og det er netop den bil, som Mazda CX-6e er baseret på.
484 km rækkevidde
Som Deepal S07 får Mazda CX-6e et LFP-batteri på 78 kWh, der giver en rækkevidde på 484 km efter WLTP. En enkelt elmotor yder 190 kW (258 hk) og trækker på baghjulene. Og her kommer så en god nyhed til dem, der har læst anmeldelser af Mazda 6e: Changan har forbedret lynladningen, så CX-6e peaker ved 195 kW og kan lade 10-80 procent på respektable 24 minutter.

Men det er en anden detalje i den kinesisk-japanske SUV, der for alvor stjæler opmærksomheden. CX-6e er udstyret med en enorm, 26-tommer bred skærm, der breder sig over det meste af instrumentpanelet. Her kan skærmen, der er i knivskarp 5K opløsning, inddeles i fem felter. Længst til højre er skærmen dedikeret til forsædepassageren.
Head-up display
Til gengæld er der ikke blevet plads til et digitalt instrumenthus som i Mazda 6e. I stedet ser føreren hastighed og navigations-anvisninger i et head-up display på forruden.

Fysiske knapper kigger man også forgæves efter. Alt styres via skærmen, nogle enkelte trykknapper og stemmestyring. Her håber vi, at elektronik er software er forbedret i forhold til Mazda 6e. I vores test af den ellers velskabte elbil, var netop betjeningen et klart minus.
Som sin lave søsterbil er Mazda CX-6e begunstiget af et uhyre elegant design, der skiller den ud fra oplagte konkurrenter som Xpeng G6, Tesla Model Y og VW ID.4.
Mazda lover ikke desto mindre god plads i kabinen. Også på bagsædet, hvor passagererne nyder godt af en akselafstand på 2,9 meter. Selve bilen er 485 centimeter lang - 10 centimeter længere end Tesla Model Y.

Bagagerummet er lidt mere afmålt med sine 468 liter. Til gengæld er der plads til hele 80 liter i et frunk i fronten.
Omkring 300.000 kroner
Mazda opgiver kun ganske få specifikationer for CX-6e, men vi forventer, at den får lige så meget standardudstyr som den nærmest overdådigt udstyrede 6e. Som 6e kommer CX-6e dels i en standard-udgave, dels en såkaldt Takumi plus med særligt lækkert interiør.
Priserne kan vi foreløbig kun gætte på. Importøren venter fornuftigt nok til, at vi er tættere på lanceringen til sommer, for konkurrencen er knivskarp og der går dårligt en uge uden at rivalerne justerer priserne - som regel i nedadgående retning.

Mazda 6e er allerede attraktivt prissat fra 300.000 kroner. SUV’ere er mere efterspurgte, men vi tror, at importøren lægger sig omkring samme niveau, så den matcher en oplagt rival som basisudgaven af Xpeng G6.






