Polestar svarer igen på krise med ny stationcar

Midt i rygter om mulig lukning lancerer Polestar en stationcar-udgave af den store Polestar 4. Merprisen for det større bagagerum bliver 35.000 kroner.

Der er mange bolde i luften hos Polestar for tiden. På torsdag aflægger den kinesiske elbilproducent regnskab for andet kvartal. Regnskabet er imødeset med stor spænding, efter at det svenske erhvervsmedie EFN forleden skrev, at Polestar er på vej med en “drastisk beslutning”. Ifølge anonyme kilder kan Polestar, der aldrig har tjent penge, ende i en rekonstruktion eller endda lukning.

Polestar selv og mærkets ejere, den kinesiske Geely-koncern, afviser historien.

Rigtig bagrude og bakspejl

I dag spiller Polestar så ud med en mere positiv nyhed med lanceringen af stationcar-udgaven af Polestar 4. Modellen dropper Polestar 4’s kontroversielle løsning, hvor bagruden er blændet af, mens et videokamera fungerer som bakspejl. Løsningen giver afgjort Polestar 4’s design noget kant, men funktionelt giver den manglende bagrude nogle udfordringer.

Det er en smagssag, men med stationcar-udgaven får Polestar 4 både en almindelig bagrude af glas og et bakspejl, der faktisk er et spejl. Mod merpris kan Polestar dog stadig tilbyde en videoløsning.

Mere stationcar end SUV

Polestar betegner i øvrigt ikke mærkets nye håb som en stationcar, men en SUV. Vi har lidt svært ved at se, at den relativt lave bil ligner en SUV, men når det meste af verden nu vil have SUV’ere, kan man ikke fortænke Polestar i at fiske i rørte vande.

Tagbøjler skal give Polestar 4 SUV noget SUV-udstråling. Den ret lave bil ligner dog mere en stationcar, men globalt er der mere salg i SUV-betegnelsen.

Teknisk er Polestar 4 SUV mage til Polestar 4 Coupé. Det vil sige en 400 volt-platform, der gør det muligt at lade med op til 200 kW. Et batteri på 100 kWh giver op til 630 kilometers rækkevidde i basisudgaven med baghjulstræk og 200 kW (272 hk), mens udgaven med to motorer og træk på alle fire yder hele 400 kW (544 hk). Rækkevidden er 600 kilometer.

Stemmestyring med kunstig intelligens

Bag rattet er det meste af betjeningen samlet i en stor centerskærm. Nyt er kunstig intelligens fra Google Gemini, der skal forbedre stemmestyringen. Det lyder som et godt valg, for Polestars skærmbetjening kan - som i andre kinesiske biler - godt opleves noget kompleks, og der er kun få fysiske knapper til en mere direkte betjening.

Førerpladsen er uforandret med vægt på skærmbetjening og få fysiske knapper. Kunstig intelligens fra Google skal forbedre stemmestyringen.

Den helt store fordel ved Polestar 4 SUV er naturligvis den ekstra plads, som stationcar-udformningen giver. På bagsædet bliver der mere loftshøjde, mens bagagerummet har plads til 530 liter - eller hele 1.665 liter, hvis ryglænet lægges ned.

Merpris på 35.000 kroner

Priserne for Polestar 4 SUV starter ved 465.000 kroner for udgaven med baghjulstræk. Merprisen for det større bagagerum og en ‘rigtig’ bagrude er dermed 35.000 kroner sammenlignet med Coupé-udgaven. Vil man have firehjulstræk og dobbelt så meget motorkraft koster det blot 30.000 kroner ekstra.

Polestar 4 SUV fremstilles i Busan i Sydkorea. Modellen kan bestilles nu, og de første Dual Motor udgaver kan leveres hurtigt, mens de billigere udgaver med baghjulstræk kommer til Danmark i begyndelsen af 2027.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here