Bilsalg: 83 procent af de nye biler var elbiler i januar

køb privatleasing

Det danske bilsalg lagde stærkt ud i 2026 med markant vækst på mere end 18 procent. Fremgangen er drevet af rekordhøj andel af elbiler.

Bilsalget i den første måned af 2026 lægger ud, hvor 2025 slap: Med fuld fart på salget, drevet af stadig mere populære elbiler.

I januar blev der indregistreret 12.803 nye personbiler, hvilket svarer til en stigning på 18,2 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed har danske bilkøbere indledt 2026 med speederen i bund efter et 2025, der også var præget af høj efterspørgsel på nye biler.

“2026 er startet positivt for bilmarkedet, og januar viser tydelig vækst sammenlignet med sidste år. Det er et fornuftigt udgangspunkt for de kommende måneder” siger Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen Mobility Denmark.

Elbiler trækker væksten

Salget af elbiler er kommet endnu bedre fra start i 2026 end sidste år.

I januar blev der indregistreret 10.618 nye elbiler, svarende til en markedsandel på 82,9 procent. Flere end fire ud af fem nye biler var altså elbiler i januar. Det viser tal fra bilstatistik.dk. 

Til sammenligning var to ud af tre nye biler solgt i hele 2025 elbiler.

Ifølge Mobility Denmark skyldes den støt stigende andel af elbiler, at de ellers planlagte afgiftsstigninger på elbiler, som ville have været gældende fra årsskiftet, blev udskudt som en del af finanslovsaftalen for 2026. Det har bidraget til, at det fortsat er attraktivt for danskerne at vælge grønt.

Flere elbiler end dieselbiler

“Elbilerne fylder løbende mere i Danmark og i januar kunne vi markere endnu en milepæl, da der nu er flere elbiler end dieselbiler i den danske bilbestand. Udviklingen er blandt andet et resultat af, at det er økonomisk attraktivt at vælge en elbil, og derfor er det meget positivt for den grønne omstilling, at der er politisk vilje til fortsat at gøre det gældende,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

To Toyota i Top 10

Januar blev også bemærkelsesværdig ved, at det lykkedes Toyota at skubbe Skoda Elroq fra tronen som Danmarks mest solgte bil i januar. Elbilen bZ4X, som Toyota netop har lanceret i en forbedret udgave, blev indregistreret i 1.348 eksemplarer. 

Toyotas nyeste og mindste elbil, Urban Cruiser, nåede også en fin femteplads med 431 indregistrerede biler i dor forgangne måned.

Bilsalg Top 10 januar 2026 

Mærke Model Antal
Toyota bZ4X 1.348
Skoda Elroq 804
Tesla Model Y 454
Audi Q4 e-tron 444
Toyota Urban Cruiser 431
Volkswagen ID.4 381
Skoda Enyaq iV 312
Cupra Born 265
Renault R5 261
BMW iX1 246

Kilde: bilstatistik.dk

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here