Næsten hver femte nye bil i EU var en elbil i januar 2026. Dermed indleder elbilerne året med markant større markedsandel end sidste år.
Europæerne - også dem længere sydpå end i Danmark og Norge - fik større appetit på elbiler i første måned af 2026.
Rundt omkring i EU-landene steg interessen for elbiler markant. I januar blev der i alt indregistreret 154.230 nye elbiler i EU. Det er en stigning på 24,2 procent sammenlignet med januar 2025.
Elbiler nåede en markedsandel på 19,3 procent af alle nye biler solgt i EU. Til sammenligning udgjorde elbiler 14,9 procent af salget for et år siden. Fremgangen betyder, at lige knapt hver femte nye bil i EU nu kører på el.
Faktisk stiger salget af elbiler i samtlige EU-lande. I lande som Bulgarien, Ungarn og Rumænien sker det fra et lavt niveau, men tendensen er tydelig og stigende. I store lande som Belgien, Frankrig og Tyskland har erobrede elbiler henholdsvis 37, 28 og 22 procent af bilmarkedet i januar.
Fuld fart på Danmark
Omstillingen til elbiler går dog fortsat endnu hurtigere i Danmark. Herhjemme blev der indregistreret 10.618 nye elbiler i januar. En markant stigning på 52,7 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Mere end fire ud af fem nye biler, der sælges i Danmark, er nu elbiler.
”Elbilerne fylder mere på tværs af EU-bilsalget end tidligere og det bidrager til den grønne omstilling. Samtidig er der stadig store forskelle mellem de forskellige markeder, og hvor vi i Danmark har god fart på elbilsalget, ser det anderledes ud andre steder. Det vidner om, at rammerne er vigtige, og derfor er det helt afgørende, at det er attraktivt at vælge grønt, hvis udviklingen skal accelerere flere steder,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen Mobility Denmark.
EU-bilsalg falder
Elbilernes fremmarch i EU sker samtidig med, at det samlede, europæiske bilsalg går en smule tilbage.
I januar blev der indregistreret 799.625 nye personbiler i EU - et lille fald på 3,9 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Herhjemme gik udviklingen i den modsatte retning. Anført af den store appetit på elbiler, steg det samlede, danske bilsalg 18,2 procent til 12.802 nye personbiler i januar.





