Over 94 procent af de private danske bilkøbere valgte elbiler i februar. Toyota overhaler både Skoda, VW og Tesla og topper bilsalget.
Danskernes appetit på elbiler fortsætter usvækket i 2026.
I februar blev der indregistreret 11.933 nye personbiler i Danmark. Af dem var 9.736 elbiler, hvilket svarer til en dominerende markedsandel på 81,6 procent.
Fokuserer man udelukkende på de private, danske bilkøbere, er andelen af elbiler historisk høj: Hele 94,4 procent af alle nye biler, der blev solgt i Danmark i sidste måned, kørte på el.
Nyt niveau for elektrificering
Ifølge brancheforeningen Mobility Denmark, der samler en lang række aktører i den danske bilbranche, skyldes elbilernes fortsatte fremmarch både forbrugernes efterspørgsel på grønnere biler og den politiske opbakning til den grønne omstilling af bilparken.
“Elbilernes popularitet er i den grad fortsat ind i 2026, hvor vi har nået et nyt niveau for elektrificeringen af bilsalget. Elbilen er gået fra at være niche til at være folkeeje, og langt størstedelen af forbrugerne vælger nu en elbil, når de skal have ny bil. Det understøttes af, at det fortsat er økonomisk attraktivt at vælge grønt, som følge af at den reducerede registreringsafgift på elbiler er blevet fastholdt i 2026. Hvordan rammerne indrettes fremover, bliver afgørende for den videre udvikling,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Toyota topper
Mens mærker som Skoda, VW og Tesla længe har domineret det danske bilsalg, har et nyt mærke bidt sig fast i toppen af salget i 2026. Både i januar og februar topper Toyota det danske bilsalg med elbilen bZ4X. Modellen har fået en større opgradering, og sammen med lavere priser, har det sat gang i salget.
Toyota nyder tydeligvis godt af en stor og loyal kundeskare, der nu for alvor er klar til at skifte til elbiler. Her spiller det givetvis også ind, at Toyota dels har forbedret bZ4X, der fik en hård start med børnesygdomme i 2022, men nu er markant opgraderet, dels udvider med stadig flere elbiler i programmet.
Således blev der solgt næsten dobbelt så mange Toyota bZ4X i februar som listens nummer to, den suveræne bestseller i 2025, Skoda Elroq.
Xpeng på syvendeplads
Længere nede på listen er det også bemærkelsesværdigt, at Xpeng G6 blev den syvende mest solgte bil i februar med 300 biler.
Overordnet steg det danske bilsalg i februar med 2,8 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Top 10 modeller i februar 2026
| Mærke | Model | Antal |
| Toyota | bZ4X | 1.364 |
| Skoda | Elroq | 681 |
| Volkswagen | ID.4 | 575 |
| Skoda | Enyaq iV | 467 |
| Audi | Q4 e-tron | 400 |
| Tesla | Model Y | 350 |
| Xpeng | G6 | 300 |
| Renault | R5 | 262 |
| BMW | iX1 | 231 |
| Citroen | C3 | 223 |
Kilde: bilstatistik.dk






