Det danske bilsalg steg knapt 17 procent i første kvartal - 95 procent af de private bilkøbere valgte elbiler, men den udvikling kan stoppe, advarer brancheforening.
Danskerne købte flere end 43.000 nye biler i de første tre måneder af 2026. Det er især elbilerne, der driver udviklingen og dominerer markedet: 80 procent af de nyregistrerede biler kørte på el i første kvartal. Fokuserer man udelukkende på private bilkøbere, var andelen af elbiler rekordhøje 95 procent, viser tal fra bilstatistik.dk.
Med 43.702 nye indregistreringer steg bilsalget i årets første tre måneder med 16,8 procent. I marts alene blev der indregistreret 18.968 biler, hvilket markerede en fremgang på 26,6 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
“Bilmarkedet er kommet solidt fra start i år. Efterspørgslen er stabil, og danskerne køber fortsat nye biler i stort omfang. Det giver et godt udgangspunkt for den videre elektrificering af bilparken,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen Mobility Denmark.
Bilsalg drevet af elbiler
Langt størstedelen af de nyregistrerede biler er elbiler. Blandt de nye biler i første kvartal var 34.969 eldrevne, hvilket svarer til en andel på 80 procent. Antallet af nye elbiler er dermed også steget med 42,6 procent siden første kvartal 2025.
Men omstillingen til elbiler kan ende i en hård opbremsning, advarer Mobility Denmark.
“Elbilernes fremgang hænger tæt sammen med de nuværende afgiftsfordele, som står til at blive udfaset fra næste år. Det vil betyde, at en elbil, der i dag koster omkring 350.000 kr. vil stige til ca. 500.000 kr. når afgiften er indfaset, hvilket vil gøre det mindre attraktivt at vælge grønt. Flere partier har i løbet af valgkampen præsenteret forskellige forslag, og der er nu en reel mulighed for at skabe en mere langsigtet og holdbar bilbeskatningsmodel, med en afskaffelse af registreringsafgiften på elbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Toyota topper igen-igen
Når danskerne vælger elbiler, har Toyota foreløbig placeret sig i toppen af bilsalget i år. Dog ikke i marts, hvor Toyota bZ4X (foto) efter topplaceringer i januar og februar dumpede ned på sjettepladsen med 632 indregistreringer. Dermed er der sat nummerplader på 3.344 bZ4X i årets første tre måneder, hvilket bringer Toyota op i toppen af bilsalget i årets første kvartal. Toyota har med andre ord haft succes med at forbedre den tidligere udskældte bZ4X med længere rækkevidde og hurtigere lynladning til lavere priser.
Skoda Elroq, der genvandt førstepladsen i marts med 1.134 indregistreringer, er nummer to foran VW ID.4, mens den tidligere bestseller Tesla Model Y indtager fjerdepladsen.
Bilsalg Top 10 i første kvartal 2026
| Mærke | Model | Antal |
| Toyota | bZ4X | 3.344 |
| Skoda | Elroq | 2.619 |
| Volkswagen | ID.4 | 1.667 |
| Tesla | Model Y | 1.622 |
| Skoda | Enyaq iV | 1.470 |
| Audi | Q4 e-tron | 1.422 |
| Toyota | Urban Cruiser | 936 |
| Renault | R5 | 818 |
| Xpeng | G6 | 781 |
| Cupra | Tavascan | 766 |
Kilde: bilstatistik.dk
Bilsalg Top 10 i marts 2026
1. Skoda Elroq: 1.134
2. Tesla Model Y: 818
3. Volkswagen ID.4: 711
4. Skoda Enyaq: 691
5. Cupra Tavascan: 690
6. Toyota bZ4X: 632
7. Tesla Model 3: 626
8. Audi Q4 e-tron: 578
9. Nissan Qashqai: 508
10. Mercedes-Benz EQA: 376
Kilde: bilstatistik.dk






