FDM advarer - disse autostole er livsfarlige

FDM advarer mod flere autostole til børn, efter at de rev sig løs i crashtest. I et virkeligt uheld kunne det være endt med dødelig udgang.

Endnu inden årets første store tests af autostole offentliggøres, springer den danske bilistorganisation FDM direkte til konklusionen med en direkte advarsel mod køb og brug af flere autostole.

Crashtesten, der er udført af FDM’s tyske søsterorganisationen ADAC, afslørede nemlig så alvorlige fejl i sikkerheden på otte autostole, at det er nødvendigt at dele testresultatet med offentligheden allerede nu.

Konkret drejer det sig om autostolen Kinderkraft Mink Pro 2 + Mase Mink FX2. I testens frontalkollision rev stolen sig løs fra basen, den var monteret i, så både stol og den 11 kg tunge testdukke fløj gennem bilen.

Risiko for dødelige skader

Lige så livsfarlige viste gruppen af teknisk ens kombi-autostole, der kan følge barnet gennem flere år (fra 40 til 150 cm), sig at være. I samme frontalkollision rev alle syv autostole sig løs fra isofix-beslaget. Da den øverste del af stolen var spændt fast til bilens sæde med en såkaldt topstrop, blev autostolene med den 15 kg tunge testdukke slynget rundt med stor risiko for dødelig personskade.

De syv livsfarlige autostole er:

  • Ding Aiden 360
  • Kidiz 360
  • Kids Zone i-Size 360
  • Buf Boof Tweety Plus
  • Miophy i-Size 360
  • Xomax 946i
  • Lettas i-Size 360

Samme stol - nyt navn

Stolene kan variere i udseende og logo, men de er teknisk identiske med modellen Reecle 360. Dén autostol advarede FDM allerede mod i oktober sidste år, hvor den dumpede på en livsfarlig dårlig sikkerhed. Stolene forhandles dog fortsat online, nu blot under andre navne, f.eks. på kinesiske Alibaba, hvor de kan bestilles med specielt betræk.

I forbindelse med forårets autostoletest blev alle syv modeller derfor indkøbt og testet. Desværre med samme bekymrende ringe resultat som ’forgængeren’ Reecle 360.

”Der er tale om meget alvorlige fejl på sikkerheden, som autostole bare ikke må have. Derfor er det også bekymrende, at man som forbruger risikerer at købe samme livsfarlige autostol under forskellige navne, som vel at mærke kan skifte hele tiden. Heldigvis blev stolenes ringe sikkerhed fundet i vores test. Havde der været tale om virkelige uheld, kunne det nemt været endt fatalt,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.

Typegodkendelse er ikke nok

Det er de europæiske bilklubber som FDM og ADAC samt en række forbrugerorganisationer, som står bag autostoletesten, hvor frontaltesten svarer til den, Euro NCAP laver for biler. Her foregår kollisionen med 64 km/t, og det er noget skrappere end kravene i EU’s typegodkendelse.

Den bekymrende dårlige sikkerhed til trods lever alle stolene op til typegodkendelsen og er derfor fortsat lovlige at forhandle og bruge.

Kinderkraft, mærket bag Mink Pro 2-stolen, oplyser dog, at de nu vil ombytte deres model. Yangzhou Lettas Baby Product, som juridisk har typegodkendelsen bag de syv andre autostole, hævder at de siden januar har forbedret autostolen på forskellige områder.

Vælg kun testede autostole

”Det er heldigvis sjældent, at autostole falder igennem, som vi ser det her. Men det understreger, hvorfor det er vigtigt, at man sætter sig grundigt ind i markedet, inden man køber sin autostol. Et godt råd er kun at gå efter autostole, der er blevet testet, for eksempel som den test FDM er en del af, og til et godt resultat. Især når man handler online,” siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:

”Har man allerede købt en af autostolene, som dumper, bør man kontakte forhandleren og forsøge at få den byttet til en anden og sikker model. Uanset hvad, skal man undlade at bruge dem.”

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here