
Den første fuldt elektriske Mercedes C-klasse skal give sine passagerer en særlig oplevelse med alt fra kæmpeskærme til massage i forsæderne.
Inden verdenspremieren på mandag den 20. april giver Mercedes et smugkig ind i kabinen på den kommende, elektriske C-klasse.
Mercedes kalder bilen for “den bedste og mest sportslige C-klasse nogensinde”. Baseret på MB.EA platformen dedikeret til elbiler, skal den elektriske C-klasse også være mere rummelig end tidligere. C-klassen deler teknik med SUV'en GLC, der netop er lanceret i Danmark.
Oplevelsen af high-tech og kvalitet skal også nå nye højder, lover Mercedes. Mest iøjnespringende er den såkaldte hyperscreen, der næsten strækker sig over instrumentpanelet i fuld bredde og ét stykke. En mindre superscreen, der formentlig ‘kun’ rækker til og med midterkonsollen, bliver dog standard - hyperscreen bliver ekstraudstyr.
Få fysiske knapper
Som man kan se på billedet, er der relativt få fysiske knapper og greb i C-klasse-kabinen. Mercedes er dog dygtige til stemmestyring, så føreren vil i vid udstrækning kunne styre temperatur, lys og navigation med stemmekommandoer.
Knapperne er i rattet er dog forbedret med flere rent fysiske knapper i tillæg til de swipe- og touchknapper med haptisk feedback, der kan være svære at betjene.
Oplyst stjernehimmel
Mercedes har arbejdet meget med stemningen i kabinen i form af lækre overflader og belysning. Blandt andet kan panorama-glastaget udstyres med farvet belysning og 162 oplyste stjerner. Sæderne skulle være særligt komfortable og kan fås med indbygget massage, ligesom som støjisoleringen skal sætte nye standarder for langturskomfort.

Varme- og ventilationsanlægget med varmepumpe er super-effektivt. Ifølge Mercedes varmes kabinen dobbelt så hurtigt op som i en fossilbil på en 20-minutters køretur ved minus syv grader - og med blot det halve energiforbrug.
I Danmark til efteråret
Mercedes løfter sløret for den elektriske C-klasse på mandag i Sydkorea. Herhjemme når bilen frem til danske Mercedes-forhandlere i løbet af efteråret. Meget passende samtidig som ærkerivalen BMW er klar med deres tilsvarende i3.
Begge biler får topmoderne el-teknologi som 800 volt med hurtig lynladning og rækkevidde på den gode side af 750 kilometer.





