Tysk test afslører, hvor gode seks bilmodeller er til at opdage forhindringer i mørke, tæt tåge og kraftig modlys. Ét mærke dumper.
Nye biler er spækket med aktive sikkerhedssystemer, der skal forhindre, at ulykker sker. Som en del af en moderne bils assistentsystemer skal bilen opdage forhindringer og af sig selv bremse ned.
I dagslys er sikkerhedssystemerne mindst udfordret, men når det bliver mørkt, når en tyk tåge breder sig, eller når en lavtstående sol står direkte ind, er udfordringerne mere seriøse. Lige dér skal systemerne for alvor vise deres værd.
Nogle biler håndterer udfordringerne fornemt. Andre klarer det mildest talt dårligt. Det viser den test, som den tyske bilistorganisation ADAC netop har gennemført.
Kineser dumper
ADAC har udvalgt seks bilmodeller til testen. I Anstalt für Verbrennungskraftmaschinens haller i Rodingen vest for Köln simulerede man tre scenarier: Kraftig regnvejr, tæt tåge og stærk lavtstående sollys. Dernæst sendte man de seks udvalgte biler mod stillestående og bevægelige forhindringer med 30 km/t. Det bevægelige objekt skulle forestille en fodgænger.
Resultatet af ADAC’s test kan ses i faktaboksen herunder. Og af den fremgår det, at først og fremmest Mercedes CLA skilte sig ud ved at se klart i al slags vejr og ikke mindst reagere, når der blev brug for det. Derimod opdagede BYD Seal nærmest ingenting og dumpede testen med et brag.
Test af assistentsystemer
| Model | Sensor/udstyr | ADAC's vurdering | Score |
| Mercedes CLA | Radar og kamera | God | 92 pct. |
| Nio EL6 | Radar, kamera og lidar | Tilfredsstillende | 88 pct. |
| Tesla Model Y | Kamera | Tilfredsstillende | 78 pct. |
| Subaru Impreza | Stereokamera | Tilfredsstillende | 77 pct. |
| VW T-Roc | Radar og kamera | Tilfredsstillende | 65 pct. |
| BYD Seal | Radar og kamera | Mangelfuld | 38 pct. |
| Kilde: ADAC |
BYD Seal dumper
Både Mercedes CLA’s og BYD Seals sikkerhedssystemer “ser” med radar og kamera, men BYD Seal-systemet oplyste ikke engang føreren om, at systemet modtog for få informationer til at kunne fungere. En advarsel, man sædvanligvis får, hvis kameraet f.eks. er dækket til af sne eller snavs, så det ikke kan “se”.
Den nyeste udgave af Tesla Model Y har kun kamera, men det fungerer til ADAC-karakteren “tilfredsstillende”.
Hele ADAC’s test kan læses ved at klikke på linket her.






