Solrigt forårsvejr har siden tirsdag sendt elpriserne helt ned omkring 0 kroner midt på dagen - igen i dag er det tæt på gratis at lade elbilen op.
Mens krigen i Iran sender olie- og benzinpriserne på himmelflugt, ser det anderledes lyst ud for danske elbilejer med adgang til egen ladestander. Det handler om vejret - når solen skinner, er det så at sige elbilisterne, der vinder: Andelen af vedvarende energi fra solceller stiger, og sammen med vindenergi fra forårsbrisen banker det elprisen i bund.
Når klokken i dag rammer 10.30, tager den rene elpris et markant dyk, og klokken 14.30 rammer den bunden på 0 kroner for en kWh. Først hen omkring klokken 17 stiger den igen.
Billig uge
Det billede har været gennemgående for ugen indtil videre. Lige siden tirsdag har det solrige forårsvejr påvirket elpriserne til fordel for elkunderne.
"De seneste par dage har forårsvejret virkelig vist sig fra sin bedste side med masser af sol, men faktisk også en del vind. De lunere temperaturer betyder samtidig, at vi bruger mindre energi til opvarmning af vores boliger, mens det endnu ikke er så varmt, at der for alvor er gang i energiforbruget til nedkøling i Europa", siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.
Negative elpriser
I flere tilfælde har priserne ovenikøbet været negative i denne uge, og det er ikke første gang, det er sket i april. Vest for Storebælt har elprisen været negativ i 31 timer her i april, mens det har været tilfældet i 22 timer for elkunder øst for Storebælt.
"Den lave efterspørgsel efter energi til opvarmning og nedkøling af vores boliger betyder sammen med høj produktion af vedvarende energi, at forbrugerne kan lade elbil op hjemme i carporten eller klare tøjvasken for næsten ingenting, hvis de har udnyttet de billigste timer optimalt", forklarer Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.
Langt billigere pr. km
I denne uge har gennemsnitsprisen ligget på 0,62 kr/kWh for elkunder i Jylland og på Fyn, mens elkunder øst for Storebælt har været helt nede på 0,50 kr/kWh. Det dækker dog også over markante udsving i løbet af døgnet.
Vest for Storebælt har den rene elpris i gennemsnit toppet på 1,3 kr/kWh, mens den øst for Storebælt har nået 1,2 kr/kWh først på aftenen. I den modsatte ende af prisspektret har den dog været nede i -0,02 kr/kWh vest for Storebælt, og -0,006 kr/kWh øst for Storebælt.
Hertil kommer eltariffen til statslige Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og nettarif til det lokale elnetselskab.
Sætter man den gennemsnitlige elpris til 1 kr./kWh, koster det typisk 20 kroner at køre 100 kilometer i en elbil. Til sammenligning koster det med den aktuelle benzinpris (15,89 kr.) omkring 106 kroner at køre 100 kilometer i en benzinbil med et gennemsnitsforbrug på 15 km/l. Det er altså mere end fem gange så dyrt at køre på benzin end el.
Store udsving
Bag den store prisforskel ligger dog store udsving i elpriserne. Over et år svinger de mere end brændstofpriserne.
“Vi skal som forbrugere vænne os til en ny virkelighed, når det kommer til elpriserne. Vi ser helt generelt flere udsving i elpriserne, og derfor forsøger vi som energiselskab at hjælpe vores kunder med at få opbygget nye vaner. I vores energi-app kan vores ladekunder blot koble bilen til deres ladeboks, så sørger vores system for automatisk at lade bilen op, når prisen er lavest, forklarer Mads Brøgger.





