Bilsalget falder på verdens største bilmarked i Kina. Især for fossilbiler, der gik 37 procent tilbage i april, mens elbiler som eneste biltype gik op.
Efter en lang periode med boomende salg, er bilsalget nu i bakgear i Kina. Opbremsningen rammer især fossilbiler. I april faldt salget af biler med forbrændingsmotor hele 37 procent.
Dermed falder fossilbiler endnu stejlere end det samlede bilsalg, der gik tilbage med 21,5 procent i sidste måned.
Kun elbiler går frem
Zoomer man ind på de 10 mest solgte biler i Kina i april, finder man kun én fossilbil: Geely Coolray på ottendepladsen. De resterende ni biler på toppen består af otte elbiler og en enkelt ladehybrid. Lægger man salget under lup, viser det sig, at ladehybrider lige som fossilbiler går tilbage - endda med hele 25,2 procent. Kun elbiler oplever en fremgang på 2,4 procent og trodser dermed den nedadgående trend i det kinesiske bilsalg.
Når bilsalget i Kina er interessant for Danmark og resten af verden skyldes det, at Kina i dag betragtes som førende i den globale bilindustri. Det er i Kina, at man først får en pejling på nye tendenser, der ofte har vist sig at vare ved og brede sig til resten af verden.

Her springer fossilbilernes nedtur i øjnene. Så sent som i januar var syv af bilerne på Kinas Top 10 fossilbiler. Nu er der kun én tilbage. Og elbiler er den eneste biltype, der går frem i et vigende marked.
Reagerer på oliekrise
Det er interessant, for april er den første fulde måned siden USA indledte sin krig mod Iran, der har resulteret i blokade af Hormuz-strædet og hastigt stigende oliepriser.
Egentlig burde det ikke påvirke Kina i voldsom grad, men noget tyder på, at de kinesiske forbrugere også reagerer på de stigende brændstofpriser og vælger fossilbilerne fra.
Samme tendens har man set i Danmark og resten af Europa. Men når det sker på verdens største bilmarked, kan det sætte ekstra fart i omstillingen til elbiler.
Over 60 pct. markedsandel
De aktuelle salgstal afslører i hvert fald et betydeligt og hurtigt skred i de kinesiske bilkøberes valg af biltype: I april nåede elbiler med ét slag en dominerende markedsandel på 61,4 procent - det er første gang nogensinde, at elbiler har haft en markedsandel over 60 procent i Kina.
Spørgsmålet er, om udviklingen vender selv om olieprisen måske falder igen. Ikke meget tyder på det. Dermed kan oliekrisen sætte yderligere fart på Kinas omstilling til elbiler, hvilket igen kan øge Kinas i forvejen hurtigt voksende eksport af elbiler til blandt andet Europa.
De 10 mest solgte biler i Kina, april 2026
- Geely EX2: 34.727 (elbil)
- Xiaomi SU7: 26.826 (elbil)
- Tesla Model Y: 22.990 (elbil)
- Li Auto i6: 21.024 (elbil)
- Changan Nevo Q05: 15.814 (ladehybrid)
- BYD Sealion 06 EV: 15.659 (elbil)
- BYD Yuan Up: 15.658 (elbil)
- Geely Coolray: 14.923 (fossilbil)
- Leapmotor A10: 14.372 (elbil)
- BYD Dolphin: 14.218 (elbil)
Kilde: carnewschina, electrek m.fl.







Ikke én europæisk bil på den liste…