Mercedes-AMG’s første elbil har formel 1-teknik som aktive spoilere, 800 volt-teknologi og tre elektriske flux-motorer med kunstig V8-lyd og gearskift.
Hold til højre Porsche - her kommer Mercedes-AMG’s første elbil, og den holder ikke tilbage for noget. Heller ikke en Porsche Taycan i toptrim.
Tværtimod sætter Mercedes-AMG GT 4-dørs Coupé nye standarder for, hvad man kan forvente af en fire personers elbil med sportslige ambitioner. Og det er ikke så lidt - tjek selv de vigtigste specifikationer her: Tre-elmotorer med tilsammen 860 kW - eller hele 1.169 hestekræfter. 0-100 km/t er klaret på 2,1 sekunder, og fartfesten stopper først ved 300 km/t.
Lader 460 km på 10 min.
800 volt-teknologi gør det muligt at lynlade med op til 600 kW. Efter 10 minutter er der ladet op til yderligere 460 kilometers kørsel, og efter 11 minutter er batteriet ladet fra 10 til 80 procent.
Som på en moderne formel 1-racer er spoilerne aktive, og der er både kunstig V8-motorlyd og fysiske gearskift med tryk på en knap. Eller som Mercedes udtrykker det: “Svært at beskrive, men så meget mere imponerende at opleve.”
Tro mod konceptbilen
Mercedes-AMG GT 4-dørs Coupé er den produktionsklare udgave af den endnu vildere koncept-elbil Concept AMG XX, som Mercedes viste sidste år.

Meget af konceptbilens design er bevaret på produktionsudgaven, men særligt førerpladsen ligner i højere grad Mercedes’ aktuelle modeller med tre store skærme på tværs af instrumentbordet. Den midterste er dog rettet ind mod føreren, ligesom flere fysiske knapper understreger, at her er tale om sportslig ‘drivers car’.
Flux-motorer
Noget af det mest radikale ved konceptbilen er bevaret i Mercedes-AMG GT 4-dørs Coupé: De tre elmotorer er af den såkaldte axial flux-type. Her løber den elektromagnetiske flux (flow eller strøm) parallelt med motorens rotationsakse, hvorimod den løber vinkelret i traditionelle, elektriske motorer. Sammen med resten af motorens opbygning giver det optimal overførsel af kraft, mens selve motoren er ekstremt kompakt – faktisk er de to motorer bagtil blot otte centimeter brede.
Axial flux motorer er både mere kompakte, lettere og især mere kraftfulde. Sammenlignet med traditionelle elmotorer er kræfterne pakket tre gange tættere, motoren er omkring to-tredjedele lettere og fylder blot en tredjedel, hvilket giver mere fleksibilitet i forhold til at bygge drivlinen op.

De ekstreme elmotorer er også med til at holde vægten på det 5,1 meter lange fartmonster under 2.500 kg - trods et velvoksent batteri på 106 kWh, der giver en rækkevidde på 700 kilometer.
To versioner
Mercedes-AMG’s hyper-elbil kommer i to versioner: GT 63 med 860 kW og GT 55 med 600 kw (816 hk). Bilen er sat i produktion og kommer på vejene senere i år. Der er endnu ingen danske priser, men mon ikke vi ender i samme klasse som konkurrenten Porsche Taycan. Den koster knapt 2,8 millioner kroner i den vildeste Turbo GT-udgave med 1.034 hk.
Dermed kan AMG og Porsche fortsætte deres årelange rivalisering i overhalingsbanen - nu på højspænding.






