Nyt Kina-mærke runder 1.500 solgte elbiler

På mindre end et år har Zeekr overhalet søstermærket Polestar og er nu det fjerde mest solgte kinesiske bilmærke i Danmark.

Hvis man interesserer sig for, hvilke kinesiske bilmærker, der ser ud til at bide sig fast i det danske bilmarked, er det svært at komme uden om Zeekr.

Selv om Zeekr kun har seks danske forhandlere og har været her i mindre end et år, har mærket nu rundet en milepæl med 1.500 solgte biler. I årets første fire måneder var Zeekr det 22. mest solgte bilmærke i Danmark.

Der er fortsat meget, meget langt op til de helt store spillere som VW, Skoda og Toyota, men sammenligner man Zeekr med de øvrige, kinesiske bilmærker, er udviklingen bemærkelsesværdig.

Fra ny til nummer fire

På mindre end et år er det lykkes Zeekr at blive det fjerde mest solgte Kina-mærke.

Undervejs har Zeekr overhalet sit søstermærke Polestar, der også er en del af den kinesiske Geely-koncern og som Zeekr deler teknik med. Mens Polestar, der har været til stede i Danmark siden 2021, solgte 649 biler i de første fire måneder af 2026, overhalede Zeekr med 719 biler.

Blandt Kina-mærkerne er det kun Xpeng, MG og BYD, der sælger flere biler. Og sammenligner man med de øvrige 16 kinesiske bilmærker på det danske marked, sælger Zeekr nu mindst 10 gange så mange biler som andre nye mærker som Jaecoo, Omoda, Skyworth, Hongqi, Exlantix og Nio.

I det, alle analytikere betegner som et udskilningsløb, som ikke alle kinesiske bilmærker vil overleve, ligner Zeekr derfor et af de Kina-mærker, der også er her om 10 år.

Satser på kundeoplevelse

Hos den danske Zeekr-importør mener man, at en stor del af forklaringen ligger i danske bilkøberes oplevelse af mærket og forhandlerne.

"Vi har høje ambitioner for hele Zeekr-oplevelsen, og det stiller store krav til både os selv og vores forhandlere. Derfor arbejder vi hver dag målrettet på at levere et showroom og en kundeoplevelse, der matcher de forventninger, vi ønsker at skabe omkring Zeekr. Vi tror på, at netop den helhedsoplevelse er en vigtig del af forklaringen på den positive modtagelse, vi har fået i Danmark," siger Anders Styrup, salgschef hos Zeekr Danmark.

Én model trækker salget

Nærlæser man salgstallene, er Zeekr’s succes dog stort set udelukkende baseret på SUV’en 7X. Den står for 87 procent af salget, mens den store GT 001 (foto) og hatchbacken X kun sjældent finder danske købere.

Det gør Zeekr sårbar, men der er forstærkning på vej: 23. juni er der Danmarkspremiere på ‘shooting brake’ stationcaren 7GT, der til priser fra 325.000 ligner en stærk udfordrer til populære elbiler som Tesla Model 3, VW ID.7 og Mercedes CLA.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here