Toyota topper igen det danske bilsalg

Toyota rykker forbi VW og Skoda som Danmarks mest solgte bilmærke i første halvdel af 2026. Væksten er drevet af elbiler.

Toyota er ikke bare verdens største bilmærke - nu er det også størst i Danmark. Det viser friske tal fra Bilstatistik.dk.

Toyota tager førstepladsen med et salg på 10.899 nye personbiler i første halvår af 2026. Dermed overhaler Toyota både Skoda og VW, der henholdsvis er nummer to og tre med 10.017 og 9.652 biler.

Kommer fra baghjul

Udviklingen er bemærkelsesværdig, for Toyota er bogstaveligt talt kommet fra baghjul. Sidste år endte Toyota som Danmarks syvende mest solgte bilmærke med en markedsandel på 5,6 procent. Året før var Toyotas markedsandel 7,7 procent, så 2025 endte altså med tilbagegang for den japanske bilgigant.

Nu er udviklingen fuldstændig vendt. Med topplaceringen på det danske bilsalg har Toyota øget sin markedsandel til hele 10,8 procent - altså næsten en fordobling i forhold til 2025.

Drevet af elbiler

Toyotas positive udvikling er drevet af elbiler. Hvilket også er bemærkelsesværdigt. Toyotas første dedikerede elbil, bZ4X, fik en svær start med nogle meget omtalte børnesygdomme og hjemme i Japan har Toyotas øverste chef, Akio Toyoda, gentagne gange gjort sig bemærket med sin skepsis mod elbiler

Men det er netop mærkets elbiler, der sender Toyota til tops i Danmark. Sidste år lancerede Toyota først en opdateret og forbedret udgave af bZ4X, dernæst den kompakte Urban Cruiser - Toyotas mindste og billigste elbil - og tidligere i år kom den mellemstore C-HR+ på markedet.

De tre elbiler er en succes for Toyota: Alle tre er blandt de 10 mest solgte biler i Danmark i årets første seks måneder. 

VW taber terræn

Hvor der er vindere, er der tabere. Og her peger pilen på VW, der ikke bare bliver overhalet af Toyota, men også sit eget søstermærke Skoda.

VW må se sig overhalet af Toyota i Danmark. Den elektriske ID Polo kan vende udviklingen igen, når den kommer til Danmark i andet halvår.

VW bliver skubbet ned på tredjepladsen med en markedsandel i første halvår på 9,6 procent. Stadig langt foran nummer fire, Mercedes med 6,9 procent, men langt fra sidste års dominerende markedsandel på voldsomme 16,6 procent.

Polo kan vende udviklingen

Næste halvår kan dog vende udviklingen igen. Her lancerer VW den stærkt hypede ID Polo, mærkets første elbil i den populære miniklasse. Til priser fra 190.000 kroner kan ID Polo blive Danmarks mest solgte bil. I hvert fald sidst på året og i begyndelsen af 2027, når de billige versioner er klar til salg. I første omgang kommer ID Polo nemlig i særligt veludstyrede lancerings-udgaver.

To andre mærker i VW-koncernen, Audi og Cupra, må også notere vigende salg og markedsandele i første halvdel af 2026. Audi’s markedsandel falder fra 7 til 5,7 procent sammenlignet med samme periode sidste år, mens Cupra falder fra 6,6 til 4,5 procent.

Optur for Tesla og Renault

Bilsalget i første halvår af 2026 producerer også to andre vindere. Efter et skrækkeligt 2025 øger Tesla sin markedsandel fra 4,2 til 6,2 procent og indtager pladsen som det sjette mest solgte bilmærke i Danmark.

Også Renault kan være tilfredse med udviklingen. Markedsandelen stiger fra 4,4 til 5,8 procent, og gør aktuelt Renault til det syvende mest solgt bilmærke herhjemme.


[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here