Danske Anders Thøgersen er ansvarlig for designet af BMW’s Neue Klasse elbiler - og sætter retningen for, hvordan fremtidens BMW-modeller skal se ud.
BMW’s Neue Klasse af elbiler skal ikke kun sætte nye standarder for, hvad man kan forvente af moderne elbiler. De skal også flytte vores opfattelse af, hvordan en BMW ser ud. Den sidste opgave står en dansker i spidsen for hos BMW i München.
Som Head of Exterior Design Neue Klasse er danske Anders Thøgersen ansvarlig for udviklingen af det formsprog, der skal definere BMW’s næste generation af elektriske modeller.
Historisk har BMW’s design ofte vekslet mellem evolution og revolution. Mellem en fortsættelse af det velkendte og en frisk start med store, ofte kontroversielle forandringer.
Neue Klasse tilhører sidste kategori for BMW: Både teknologi og design tager et stort spring fremad.
Det begynder med stilhed
For Anders Thøgersen begyndte rejsen mod et nyt formsprog for et af verdens mest ikoniske bilmærker med en fascination af det kreative rum - rummet, hvor idéer opstår.
”Det begynder med stilheden. Det tomme rum. Det sværeste sted at være. Men det er også det eneste sted, hvor en idé har plads nok til at få momentum,” forklarer han.

Den 38-årige designer er født og opvokset i Gentofte, og passionen for design har været med ham siden barndommen. I dag har den udviklet sig til en dyb forståelse for designets rolle i samspillet mellem teknologi, kultur og samtid.
”Godt design afspejler tidens ånd. Man er nødt til at forbedre den verden, vi lever i nu, for at finde det øjeblik, hvor idé og handling smelter sammen.”
Skal frigøre menneskets ild
I Anders Thøgersens nuværende rolle som ansvarlig for designet af BMW’s Neue Klasse elbiler, er fokus flyttet fra det individuelle til det kollektive. Anders Thøgersens arbejde handler ikke længere kun om at tegne linjer, men om at skabe energi og retning i designteamet.
”Det handler om at frigøre den ild, der findes i de mennesker, man arbejder sammen med, og sikre, at den rå følelse overlever hele processen - helt ud på vejen,” fortæller Anders Thøgersen.
Alting smelter sammen
Hans og teamets arbejde med Neue Klasse markerer et nyt kapitel for BMW, hvor design, elektrificering og digitalisering smelter sammen i en ny klasse af biler. Her spiller Anders Thøgersen og hans team en central rolle i på samme tid at føre BMW’s karakteristiske design-DNA videre og sætte nye standarder for fremtiden.
Eller som Anders Thøgersen formulerer det:
”Vi er her for at føre den umiskendelige puls ind i fremtiden”.
Hør mere om Anders Thøgersens arbejde og visioner i videoen her:






