Volvos herregårdsvogn er ikke død

Ingen af Volvos elbiler er en klassisk herregårdsvogn. Men topchefen har talt: Foretrækker du en Volvo-stationcar, kan du ånde lettet op.

Alverdens bilkøbere vil have SUV’er. Eller crossovers. De seneste mange år er den højbenede biltype stormet frem, og i dag er den klassiske sedan nærmest helt væk, ligesom der efterhånden ikke er rasende mange stationcars tilbage.

Hvis man har en smule bilhistorisk viden i sig, vil man vide, at en herregårdsvogn er en Volvo. Svenskerne lancerede i 1953 sin første stationcar, en Duett, og den praktiske og robuste biltype blev hurtigt populær blandt familier og firmafolk med stort pladsbehov.

Men i dag – mange ikoniske herregårdsvogne senere – har Volvo kun én stationcar tilbage på programmet, og det er V60’eren. I Danmark er det slut med den, men i blandt andet Sverige kan det stadig lade sig gøre at få fingre i en. Som opladningshybrid. Hvis man er hurtig, for vi nærmer os lukketid.

De elbiler, Volvo producerer i dag, er forklædt som SUV’er (EX30, EX40, EX60 og EX90), som crossover (EC40), og en enkelt kalder Volvo sedan (ES90), selvom den med sin store bagklap i traditionel forstand er en hatchback.

Herregårdsvognen vil genopstå

Tabet af herregårdsvognen begrædes af mange, og åbenbart også af Volvos topchef, Håkan Samuelsson. Topchefen blev født to år før Volvos første herregårdsvogn, og han forstår historien og kender Volvos. Samuelsson var Volvos bestyrelsesformand fra 2012 til 2022, og i 2025 overtalte Volvos kinesiske ejere, Geely, ham til at komme tilbage og stå i spidsen for at løse de massive problemer med softwaren i bl.a. flagskibet EX90.

Samuelsson afløste skotske Jim Rowan, som kort før sin afskedigelse havde aflivet herregårdsvognen. Det gjorde han i et interview med britiske Auto Express, som Hvilkenbil omtalte i marts 2025.

Men Rowan er fortid. Samuelsson er nutid og fremtid, og til Automotive News siger Samuelsson, at herregårdsvognen ikke er død. Volvo er allerede i dag ganske langt med forberedelserne til at kunne lancere en elektrisk mellemklasse-stationcar og en ditto sedan. Måske næste år, i hvert fald senest i 2028. 

Står på samme platform som EX60

Udviklingen af modellerne sker ikke fra bunden. Ingen grund til det, for Volvo har jo den helt nye EX60, den elektriske afløser for den bedst sælgende Volvo nogensinde, XC60. 

Volvo EX60. Foto: Volvo

EX60 står på SPA-platformen, har moderne 800 volts-teknik, og Automotive spekulerer i, at de to kommende elbiler får enten 60 eller 70 som nummer. Stationcaren vil i så fald skulle hedde EV60 eller EV70, og sedanen ES60 eller ES70. En Cross Country-model – altså den forhøjede og lettere terrænduelige udgave af stationcaren – er åbenbart heller ikke utænkelig.

Ifølge Automotive News har Volvo allerede rettighederne til i hvert fald EV60-navnet.

Produktion i Europa

De to modeller skal produceres i Europa, og her er fabrikken i Torslanda nok det mest sandsynlige sted, da EX60 bygges der. Belgiske Gent og Kosice i Slovakiet er også muligheder, da Volvo har produktionsfaciliteter begge steder.

I Automotive News-artiklen afsløres det desuden, at Volvo rumler med planer om at producere en elektrisk SUV, der er endnu større end EX90. Nok primært til det amerikanske marked, hvor EX90 i øvrigt produceres. Om den store elbil er der ikke mange flere oplysninger, ud over at den skal standardudstyres med tre sæderækker.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here