Elektriske cabrioleter vinder frem

Sommer, sol og cabriolet rimer på glæde. For livet er bare dejligere i en cabriolet. Og flere mener, at cabrioleten gerne må være elektrisk.

Med høj sol og temperaturer på den gode side af 20 grader findes der ikke noget bedre tidsfordriv end at trille en tur i sin åbne bil. Humøret stiger, og det bliver tydeligt, hvad det udefinerlige begreb “køreglæde” dækker over: Lyde og dufte bliver meget nærværende, og hver eneste tur er et sansebombardement.

Det ved 31.327 danske bilejere. Tallet dækker over antal indregistrerede cabrioleter i Danmark. Men desværre falder antallet af nye cabrioleter sammenlignet med tidligere år. I første halvdel af 2026 er der kun indregistreret 126 nye biler uden tag, og det er en nedgang på 30,4 procent i forhold til 2025’s første seks måneder.

Man kan dog konstatere, at det øgede salg af elbiler også begynder at smitte af på cabriolet-salget. Blandt årets 126 solgte er knap 40 pct. elektriske, og den bedst sælgende i første halvår er MG Cyberster. For to år siden var kun 1,7 pct. af de nyindregistrerede cabrioleter elektriske.

De fem mest solgte

Danskernes mest foretrukne mærker i 2026 er MG, Mercedes-Benz og Mazda, når det gælder nye cabrioleter, viser data fra bilstatistik.dk. Efter MG Cyberster følger Mercedes CLE og derefter klassikeren Mazda MX-5.

Nr. 1: MG Cyberster – 44 solgte.
Nr. 2: Mercedes-Benz CLE – 28 solgte.
Nr. 3: Mazda MX-5 – 16 solgte.
Nr. 4: BMW 4-serie – 10 solgte.
Nr. 5: Porsche 911 – 8 solgte.

Når det kommer til farver, spræller cabriolisterne ikke særligt meget. 58 af de 126 nyindregistrerede cabrioleter var enten grå eller sorte, men rød er dog en meget brugt farve – knap hver femte nye cabriolet er rød.

Livet ER bedre i en cabriolet

Hvis vi lige skal runde af med lidt mere info om cabriolet-livets glæder, kan vi fra gemmerne hive en undersøgelse fra det britiske Cranfield University frem. Selvom evidensgrundlaget ikke kan betegnes som videnskabeligt, kunne professor Lisa Dorn i sin lille undersøgelse dog fastslå, at hendes forsøgspersoners gennemsnitspuls faldt med en tredjedel, når de kørte i en åben bil. Bilisternes hjerter blev EKG-overvåget (elektrokardiogram) før, under og efter kørslen i biler uden tag og i biler med tag.

Efterfølgende antydede professoren overfor bl.a. BBC, at studiet tyder på, at “gentagen kørsel i åben bil vil over tid kunne have positiv indflydelse på bilisters sundhed”.

Nyd sommeren.

mortenkjeldsen2019@gmail.com

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here